Once Upon a Time... in Hollywood: Én gang-billet til tidsm...

Once Upon a Time... in Hollywood

22/08 14:25Én gang-billet til tidsmaskinen
Han har været i felten under 2. verdenskrig, han har redet afsted i det vilde vesten, og han har taget os med rundt i slæden i Los Angeles' gader i 1990'erne. Nu prøver Quentin Tarantino så at træde i sine egne fodspor, og han har med sin nyeste film lavet et værk, der foregår på barndomskvarterets boulevarder i Englenes By. Hvor drømmefabrikkerne hver dag tog livtag med virkeligheden.

1969. Efter kronede dage som heltemodig tv-cowboy i de glade 50'ere sidder skuespilleren Rick Dalton (Leonardo DiCaprio) tilbage med en aktiv, men falmende karriere og et galoperende alkoholproblem. Tilsyneladende takket være sin stuntmand og moralske støtte, Cliff Booth (Brad Pitt), knokler Rick frustreret videre i håbet om, at comeback-rollen ligger lige om hjørnet. Imens flytter den europæiske filminstruktør Roman Polanski og hans hustru, skuespillerinden Sharon Tate (Margot Robbie), ind i huset lige ved siden af.

Igen og igen har Tarantino på presseturen erklæret sin nye film for et kærlighedsbrev til tiden, han voksede op i. For filmen er en nostalgisk tidsmaskine – men det er *hans* nostalgi, lagret i andres eddike, men altid med en ny unik smag, når låget skrues af. Spørgsmålet er så, om autodidaktikeren fra Tennessee kan møde de tårnhøje forventninger, der i sagens natur må være til det "egoistiske" setup – og mulige benspænd – der denne gang er lavet. Men slottene i sandkassen er sjældent set flottere og mere omhyggeligt bygget op. Quentin leverer. Vi får den tidslomme, vi blev lovet, og den er svimlende god. Brad Pitt har været ude og fortælle, at bossen ikke bare genskabte gadens gamle butikker, men at han wrestlede nostalgien i gulvet med benhvide knoer – helt ned til brochuren i butiksvinduet. Det her er ren forkælelse, og filmens nostalgiske vinger, marineret i en konstant vibrerende start-70'er-stemning, rækker denne gang ud af lærredet. Eventyr og fabel blandes med krystalklare genskabelser af dybe minder. Halvt drømmende, halvt huskende går vi sammen med Quentin lige der, hvor han satte sine hvalpeskridt, inden han pudsede hundene på Hollywood med "Reservoir Dogs".

Cirkler sluttes, og brande slukkes i "Once Upon a Time... in Hollywood", der excellerer ved både at være en ekstremt personlig film, men også en mere generel fortælling om illusioner og om en industris inderside. Men med en prikkende naivitet over sig, der får det hele til at glide ned som en gammeldags isvaffel. Hårde kritikere vil nok revse det vandede plot, men det hele flyder som en bæk. Filmen er så mange ting. Det er både Tarantinos mest personlige film, det er hans mest konsekvente film, det er hans mest modne film, og det er helt afgjort hans flotteste. Strukturen er vignette-præget, og overgangene glidende og autentiske. En sang i radioen er både et sceneskift, og musikken fungerer lidt som en datidens smartphone, der forbinder karaktererne, men samtidig også som en strålende fortælleteknisk medspiller i filmens brug af realtid. Og så tjener det som råstof til, hvad der må være årets soundtrack.

Som stjernen med alt på spil er der stjernespil fra DiCaprio. Leo er forrygende her, men vi ved også, at han altid lægger sig i selen. Næh, lad os lige snakke lidt om ham der Brad Pitt. Han er fantastisk. Jeg har sjældent set en skuespiller befinde sig så meget som blommen i et æg, som Pitt gør i denne rolle. Han *er* Cliff Booth med sin lidt lade, reserverede coolness, og det bliver et anker i hele filmen. En nødvendig ventil til at tage toppen af den Manson-aura og Summer of Love-mystik, som simrer i træerne. Her er filmen 'Hollywood'. Vaskeægte gammeldags filmstjerne-karisma gavmildt drysset ud med en sjælden stoisk ro fra Pitt.

Der var engang i Hollywood en filminstruktør, der lavede film som ingen andre. Som forstod, at en filmskabers vigtigste opgave er at være personlig. At lave så personlige film, som man kan. Han var den bedste til det.

22/08 16:48Én gang-billet til tidsmaskinen
En rigtig velskrevet anmeldelse, som man kan forvente fra Obersten.

Du virker meget begejstret for denne film. Jeg var virkeligt godt underholdt under filmen, så måske skulle jeg have givet en enkelt stjerne mere. Men jeg synes Tarantino i filmen svælger lidt for meget i scenerne med eksempelvis optagelserne af Daltons tv-optagelser. Derudover synes jeg slutningen efter voldsorgiet var lidt flad. Men der er vel også tale om en udtoning.

Ingen tvivl om, at Tarantino har en særpræget stil og kan formå at underholde som kun få andre.

23/08 17:03Én gang-billet til tidsmaskinen
Tak skal du ha', Indy :-) Ikke en udtoning nej, mere en perfekt timet forløsning, synes jeg. Den rammer lige, hvor den skal. Fordi QT har spillet så meget på vores forventninger op til, hvad der kommer, og hvad vi i vores kollektive historiske bevidsthed tror, der kommer, og ikke mindst - hvordan vi tror, vi kommer til at reagere på det, der kommer.

24/08 22:47Én gang-billet til tidsmaskinen
God læsning, Oberst, men det undrer mig, at du roser hele filmens omhyggelige opbygning så meget uden rigtig at forholde dig til kulminationen.

25/08 00:43Én gang-billet til tidsmaskinen
Tak. Jeg forholder mig gerne til kulminationen. Det kan jeg jo bare ikke uden at spoile.

(derfor spoilers)

Er lige kommet ind ad døren og egentlig hovedet halvt i puden, men here goes. Kulminationen er smuk, helt ind til benet. Quentin forsøger at slette et mentalt kapitel i et af de mørkeste kapitler i amerikansk "historie"/folklore/rundtombålet-snak. Og GØR det. Ikke demonstrativt - blidt, uventet, positivistisk, tilfældigt, ja, som en drøm. Og *alligevel* er det som en klassisk Tarantino-plade, vi måske nok har hørt før (vi får den ultravold, vi blev "lovet"), men hot damn....det brager godt nok ud af højtaleren.

25/08 14:08Én gang-billet til tidsmaskinen
Det er en svær kunst ikke at såkaldt spoile, når man skal anmelde et værk, men her synes jeg, der blev spoilet for lidt fra din side i den ellers gode anmeldelse. God weekend.

25/08 16:29Én gang-billet til tidsmaskinen
Det giver helt sig selv, man naturligvis ikke kan skrive om slutningens betydning uden at spoile, så jeg forstår dig ikke. Håber, du fik svar på dit spørgsmål. Anmeldelsen er i øvrigt lavet lige efter en pressevisning, så den måtte bestemt heller ikke spoile for meget. God weekend.

29/08 11:23Én gang-billet til tidsmaskinen
Ja, tak for svaret. Da jeg læste din anmeldelse, håbede jeg bare, der kom noget om aspekterne af slutningen, fordi den er radikalt anderledes og definerende for filmen. Alle anmeldere skal selvfølgelig ikke skrive den samme anmeldelse. Det sker nok heller ikke. Men eksempelvis har jeg skrevet følgende uden at afsløre noget, synes jeg selv, men stadig belyse nogen væsentlige aspekter af filmen:

"Hvis man som denne anmelder ved annonceringen af projektet frygtede historien om Charles Manson-kulten, Sharon Tate og Roman Polanski i hænderne på Quentin Tarantino, kan man ånde lettet op. Her viser instruktøren sig som en mere voksen og moden kunstner [..]. Scenerne med den lovende skuespillerinde [..] er renset for den enorme distance, der ofte hersker i instruktørens oeuvre og tilbage står den rene hyldest, der normalvis gemmer sig bare de mange lag af ironi og pastiche. Slutteligt skal det siges, at det ikke er en film for de yngste, da den unægteligt er meget voldelig. Det er dog ikke noget, der bør afskrække det voksne publikum, da det serveres med en stor portion humor, der hurtigt vil få selv den største pacifist til at skraldgrine med resten af biografsalen".

Login

Du skal være logget ind på Scope for at skrive indlæg.

Profilnavn
Kodeord
Husk mig

Opret Scope-profil.