Once Upon a Time... in Hollywood: "Du er blind!"

Once Upon a Time... in Hollywood

23/08 00:44"Du er blind!"
Udover at være et visuelt festfyrværkeri af et 'memory piece' over en markant tid et markant sted, hvor instruktøren selv voksede op, udforsker "Hollywood" også temaet om fortid og især vores forhold til den. Hvorfor blev Manson-familien udlagt som hele hippebevægelsen? De var omtrent 100 mennesker i en tidsskelsættende værdikrig, der først og fremmest var defineret af en generation af fredsommelige unge mennesker, der ikke abonnerede på reaktionære idéer om apokalyptisk racekrig og sadistiske blodudgydelser. Så Tarantino affortryller mytologien og skambider eftermælet midt over. Og det er ikke bare for sjovt alt sammen, når Tarantino leger med vores historiske bevidsthed, hvor han tager udgangspunkt i, at man 50 år senere stadig gyser over de bestialske mord udført af ”hippierne”, som Rick og Cliff spydigt kalder dem, der blev til den kulturhistoriske fortælling om den progressive blomsterbevægelses uskyldstab. Men hvorfor blev dette, og ikke Vietnam-krigen, der periferisk spøger i radiostøj og i munden på ungdommen uden indflydelse, fortællingen om et uskyldstab, når millioner af civile mennesker døde på selvsamme tidspunkt under en barbarisk aggressionskrig? Det er her, at skillelinjen mellem historien og den kollektive hukommelse skinner klart, og kritikken i, hvordan eftertiden kollektivt bearbejder fortiden. Som Hollywood-guldalderens western-film, hvor der også refereres til det klassiske slogan: ”Den eneste gode indianer, er en død indianer.”, som henviser til Hollywoods hvidvaskning af USA’s oprindelseshistorie. De reaktionære vandt historieskrivningen.

Sharon Tate flimrer af fremtid som den største hippie i filmen med sin bohemiske aura og fortryllende feminine lethed, hvor hun folder sig ud som en selvsikker sylfide, der lover farvestrålende tider for kvinderne; denne fremstilling har en ironisk djævelskab over sig, da hendes makabre død ligger i baghovedet under filmen. Indtil hun inviterer Rick Dalton indenfor og åbner portlågen til fremtiden hos dem – det er også en af pointerne; mænd som Rick Dalton og Cliff Booth kan ikke uddø; de er arketyper. Mænd, der slår deres kone ihjel og slipper fra det, og mænd, der længes efter deres storhedstid som cowboys, og sammen drikker bajere og ser deres gamle film derhjemme, mens Sharon Tate ganske impulsivt tager i biografen for at se sin nye film, hvor det er hende som uddeler tæskene; til publikums store begejstring. Senere ser man Rick Dalton rejse sig fra asken i en nøglescene, efter en faglig opsang fra en lille pige, som er hans medspiller. Netop fordi han behandler hende med den respekt hun fortjener, efter hun har forlangt anerkendelse som hans ligeværdige, kan han også blive inspireret af hende, og heraf rejser han sig. Selvom denne erfaring desværre ikke videreudvikles af Rick, er den dejlig belysende.

Men glem alt dette; "Hollywood" er først og fremmest et vibrerende sanseligt tidsbillede, hvilket er en kunst. Tarantino har derudover sammensat sit mest stringente univers siden "Pulp Fiction", hvor han altså rammer et niveau af swag, der burde være blevet honoreret med den fine instruktørpris i Cannes, som filmen var i opløb til.

Login

Du skal være logget ind på Scope for at skrive indlæg.

Profilnavn
Kodeord
Husk mig

Opret Scope-profil.