Ad Astra: Den lille historie i det store stjernebillede

Ad Astra
Film Ad Astra
Brugere Din stemme: ElendigDin stemme: JævnDin stemme: MiddelDin stemme: GodDin stemme: FremragendeDin stemme: Mesterværk
Debat
Den lille historie i det store stj...Oberst Kurtz
KOSMISK RUMEVENTYRFilmbøffen

08/10 18:30Den lille historie i det store stjernebillede
Dejligt gensyn i Palads i aftes, endda med Scopes helt egen RasmusFL!

Ja, jeg forstår godt, hvis man synes voice over'en fylder for meget, ja, jeg kan godt se, det ikke er verdens største historie....

....men er du SMASK for en lækker film. Hoyte van Hoytemas delikate kamera-arbejde, hele tiden i bevægelse trods filmens insisterende stille stunder, toppet op med det bedste lysarbejde, jeg har set i år. Jeg har stadig skuddet (med bred linse) afspillende i hovedet af de tre månebiler, der suser afsted henover den golde, og alligevel lyslevende overflade. Jeg kunne mærke månestøvet i ansigtet. Jeg *var* under Neptuns ringe. Shit det her er en flot film.

OG - vil jeg stadig mene - en substantiel film. Ved at være så fattig i sit overflade-plot, formår den at repræsentere noget helt andet - nærmest demonstrativt vugger den os. Men ikke i søvn. Det er ikke dybe spadestik, der tages i menneskets sjæl, mens Pitts perfekt pacede stemme guider os igennem, men det er - gennem forrygende billeder og musik - en rigtig god rejse ind i den. Pitt er i øvrigt glimrende, og sammen med en velvalgt Tommy Lee Jones som fortabt far og 'mad scientist' får filmen de bogstøtter, den har brug for.

Den har en sjælebror i sidste års "First Man" med sit fokus på den personlige rejse, og ikke målet, men dette er den varmere og mere ligefremme film. Vi måtte gætte os til, hvad der foregik inde i Ryan Gosling i hans forrygende indelukkede præstation. Ikke i "Ad Astra", her er vi *indeni* i det hele - i Pitts tanker og i Grays stjernenære himmelbillede - og nogle gange kan det være helt rart.

09/10 15:01Den lille historie i det store stjernebillede
Tak for en god anmeldelse og biftur, Kurtz. Som du selv er inde på, må “Ad Astra” slet og ret være af de flotteste film i nyere tid. Men i mine øjne er den – måske netop derfor – også en af de mest frustrerende filmoplevelser længe.

James Grays gennemfilmiske tilgang til sci-fi-genren ville være så fuldendt en oplevelse, hvis ikke det var for tonstung symbolik og staveplade-voice-over, der skærer ALT ud i kvadratiske mundfulde. Det er lige før, man kan bruge sugerør. Som gourmetmad der er kørt direkte i blenderen.

I sin anmeldelse skriver Filmbøffen: "Det er i sandhed også en film for de mange tænkere derude". Jeg er meget uenig. Æstetikere, derimod...

Det virker sgu som om producerne har modarbejdet instruktørens vision, eller også har Gray bare virkelig ingen tiltro til sit publikum (samt nul gehør for sprogets musikalitet og nul bullshit-radar for banale sætninger). Slutningen og den sidste destination fandt jeg desuden skuffende, selvom filmens billedside var svimlende netop dér. Jeg giver tre stjerner.

I øvrigt: Mange har nævnt Max Richters soundtrack, men det er det tyske geni Nils Frahm der har leveret filmens mest iørefaldende musikbid, som er snuppet fra starten af hans nummer "Says".

09/10 19:44Den lille historie i det store stjernebillede
Som jeg forstår det kunne I i princippet tage hørebøffer på med noget elektronisk musik, når Roy tænker, og så komme op på seks stjerner.

Jeg mener modsat at en film ikke bliver god bare fordi den tilbageholder oplysninger for seeren - ikke at du eller I gør det nødvendigvis. Hvis vi ikke havde haft voice-over i "Ad Astra" havde vi selvfølgelig stadig haft nogle flashbacks, men der ville i mine øjne stadig være så mange tomme pladser, at filmen ville pege i alle og dermed ingen retninger. Filmen er i hvert fald vendt tilbage i mine tanker flere gange efterfølgende og det ikke kun for sine billeder.

10/10 08:57Den lille historie i det store stjernebillede
Pludselig biljagt på månen (fejende flot dog) og mærkværdige aber vidner ikke om instruktøren havde frie tøjler.

Jeg har det ok med en film giver informationer. Det er måden de gives på og hvordan det er integreret i historien. Men som udgangspunkt hælder jeg mest til devisen ‘less is more’.

Helt enig med Rasmus. Omend opvejede det visuelle en hel del.

10/10 09:36Filmbøf
"Som jeg forstår det kunne I i princippet tage hørebøffer på med noget elektronisk musik, når Roy tænker, og så komme op på seks stjerner."

Ikke just, Filmbøf, for som jeg skriver er den destination, filmen bygger op til, pænt undervældende, ligesom dens udtalte konklusion i de sidste minutter er decideret anti-klimatiske. "Filmen ville pege i alle og dermed ingen retninger," skriver du også, meeen... Pitts ansigtsudtryk ændres markant i scenen, hvor farens rolle – og det faktum, at faren er i live – etableres. Og scenen hvor han sender en følelsesladet radiobesked afsted er ikke til at tage fejl af. Temaerne og følelserne er ganske klare, og det ville de også være uden voice-over-monologen.

10/10 09:37Den lille historie i det store stjernebillede
Jeg må også indrømme, at det set i bakspejlet er lidt underligt, at alle dem på rumstationen snakkede om, at man skulle passe på derude, fordi der er landevejsrøvere, men alligevel sender de Roy, som universets skæbnen afhænger af, afsted i en åben bil med begrænset eskorte. Man kan også kritisere at hele plottet afhænger af, at en talebesked indspilles på Mars i stedet for hjemme hos ham selv. Det er dog ikke noget, jeg synes, skæmmer oplevelsen som helhed.

Rasmus: Jeg vil helt klart finde disse udvekslinger frem ved gensyn af filmen. Jeg skal ikke udelukke, jeg er blevet forblændet af biografens magi, men alene det, at filmen kunne det, gør, at den fortjener fuld plade herfra.

10/10 10:56Den lille historie i det store stjernebillede
Jeg er bestemt heller ikke ude på at punktere din oplevelse, Bøf! Og lad os bare blive enige om, at det er et visuelt mesterstykke, der udnytter rumrejsen på hidtil usete måder.

Apropos månebilen kan man også anfægte, hvorfor Roy skal ledsage sin kaptajn ved besøget på det norske rumfartøj. Et nødsignal melder jo umiddelbart om overhængende fare. Men oh well :)

10/10 13:21Den lille historie i det store stjernebillede
Adis, der *skulle* være en abe-scene. Filmen er jo (åbenlyst) et kosmisk remake af 2001. Noget som ret mange anmeldere i øvrigt ikke har fanget, kan jeg se.

14/10 14:59Den lille historie i det store stjernebillede
Obligatoriske aber, ligefrem? :) Det er selvfølgelig i filmens ånd at være "on the nose", men at referencerne ligefrem skulle være selvskrevne og ikke til diskussion, synes jeg er tvivlsomt. Jeg følte desuden ikke, at Ad Astra var noget slags remake af 2001. På nær de visuelle referencer står man tilbage med verdens mest mystiske film (2001) og den mest mundrette (Ad Astra), der nærmest kun deler det verdensrum, de udspiller sig i.

14/10 15:36Den lille historie i det store stjernebillede
"På nær de visuelle referencer..."

Well, de kunne da vist heller ikke være mere tydelige, så jo, jeg mener aben er med fuldt overlæg. Nøjagtig ligesom det er med, Star Child, en-mands missionen (som det jo reelt er hele vejen), Hal, fjernelsen af Hal (som her ret genialt flippes om, hvor Roy REDDER sin fars database), genfødsel og så videre. Selvfølgelig kan vi ikke tale om et tekstbog remake, men jeg ser den - ikke tilfældigt - bruge '2001' som sin søjle. Også i sit flow og ikke mindst lydbrug. Og netop fordi den ikke er interesseret i de KÆMPE spørgsmål, men i en helt enkelt personlig historie, bliver det en dejlig provokerende hilsen. Man KAN lave '2001' uden at svælge i filosofiens dybeste riller.

14/10 17:33Den lille historie i det store stjernebillede
Altså, jeg fik da nærmere associationer til Planet of the Apes trilogen :)

14/10 18:29Den lille historie i det store stjernebillede
Nå der var du :-) prøvede også at få dig ud af busken :D

Nu blev jeg faktisk nysgerrig på min claim. Og jeg kan i hvert fald læse mig til, at '2001' - jo - var en hovedkilde til filmen, og han har udtalt, han reflekterede meget over '2001' under hele processen.

14/10 19:43Den lille historie i det store stjernebillede
:D

Gray har godt nok udtalt, at 2001 bl.a. var inspirationen. Jeg vil nok nærmere sige Dommedag Nu, hvor der er slående ligheder.

14/10 19:56Den lille historie i det store stjernebillede
Den nævnte han også i samme åndedrag ja, men snakkede meget om Kubrick.

15/10 08:04Den lille historie i det store stjernebillede
Jeg tror, det er de færreste seriøse instruktører, der laver eksistentiel sci-fi uden at skele til 2001. Det, at James Gray har haft den i tankerne, gør langt fra "Ad Astra" til et åbenlyst kosmisk remake af 2001 i mine øjne, og da slet ikke et hvor aberne per definition skal indgå. De eksempler, du nævner med Hal og en-mands-missionen kan jeg ikke få øje på uden at det føles lidt søgt.

15/10 12:37Den lille historie i det store stjernebillede
Jeg har ikke foretaget nogen research om “Ad Adstra”, men anmeldte den som et “kosmisk rumeventyr”, som jo næsten er der samme som en space odyssey. Jeg så det samme som obersten, men undlod at uddybe, da jeg samtidig ikke ser det som essentielt for at forstå og nyde filmen.

“2001” er i øvrigt et eksempel på en underforklaret film, hvor man kan tolke det meste ind i den.

15/10 14:39Den lille historie i det store stjernebillede
Søgt? Jeg nævnte udover abe-delen flere ting, der gør den til en soulmate til 2001, og at Gray har gjort mere end "at skele" uddyber jeg ret konkret med HAL-eksemplet.

[2001 er i øvrigt et eksempel på en underforklaret film, hvor man kan tolke det meste ind i den.]

Ja, og Grays er præcis den anden vej, selvom de deler rejsen. Det er den perfekte antitese.

16/10 15:02Den lille historie i det store stjernebillede
Du må gerne uddybe HAL-eksemplet. Designmæssigt var skuddet af Roy, der redder harddisken, et stensikkert luftkys til 2001, men jeg ser ingen gennemgående og betydningsfuld HAL-reference som i eksempelvis "Moon".

Ellers må vi nok bare siges at være galakser fra hinanden her. Det, du kalder for hinandens tese og antitese, kalder jeg for to væsensforskellige film.

16/10 17:02Den lille historie i det store stjernebillede
Altså jeg snakkede om visuelle cues med HAL. Men jo, med "mit eksempel" mente jeg luftkysset - så er vi da LIDT enige ;-) Men altså, Gray bruger jo denne klonede sekvens som en direkte antitese til 2001. I 2001 er det en dræbende handling, der må gøres for enhver pris. I Ad Astra er det en reddende handling, der må gøres for enhver pris. En livreddende handling - den gøres for at redde hans faders "liv", hans livsarbejde, som går på, om der er - ja - liv i rummet.

Login

Du skal være logget ind på Scope for at skrive indlæg.

Profilnavn
Kodeord
Husk mig

Opret Scope-profil.