Profondo Rosso - Mordets melodi: Italiensk krimi - smag og...

Profondo Rosso - Mordets melodi

18/10 06:30Italiensk krimi - smag og behag
Man skal have en særlig smag for virkelig at sætte pris på Dario Argentos film. Argento laver film, hvor det stillistiske og visuelle ofte er stærkere end handlingen. Det kan siges om instruktører som Terrence Mallick og Nicholas Winding-Refn, som også kan dele vandene.

Jeg fik netop set en af Argentos mest roste værker "Deep Red" eller "Profondo Rosso", som den hedder på originalsproget italiensk. Indtil videre har jeg set "The Bird with the Crystal Plumage" fra 1970, hvilket er hans første film som instruktør, "Suspiria" som vel er hans hovedværk samt "Phenomena" (1985) med Jennifer Connelly i en af hendes allerførste filmroller. Jeg købte en boks med de fire omtalte film plus to mere, som jeg mangler at få set. Indtil videre foretrækker jeg "Suspiria" og "Phenomena".

Jeg var ikke så begejstret for Argentos første film, "Crystal Plumage". Jeg synes, at det var en noget sløv og dateret krimifilm, som falder under den italienske genre giallo. Det er en betegnelse for en type thriller/kriminalfilm, som i Argentos tilfælde i både "Crystal Plumage" og "Deep Red" involverer en morder med sorte handsker og lange blanke knive.

Mit problem med "Crystal Plumage" er, at den på trods af et egentligt okay set-up og pay-off med tilhørende twist, så føler jeg mig meget distanceret fra filmen, da den ikke formår at engagere mig i handlingen og dennes karakterer. Dette er også i nogen grad stadig gældende, da jeg så "Deep Red". Argento bliver ofte kritiseret for, at hans manuskripter har store problemer med logikken og, at tingene ikke altid er forståelige. Dette er blevet undskyldt med, at Argentos film er ligesom at drømme. Tingene giver ikke altid logisk mening. Drømmesceneriet er velnok endnu mere fremtrædende i "Phenomena", hvor de elektroniske 80er-toner ofte præger lydbilledet i et samspil med de ofte bizarre ting på billedsiden.

"Deep Red" virker mere sammenhængende end Argentos første film, men til gengæld syntes jeg at huske, der var lidt mere suspense i "Crystal Plumage". Det som præger flere af Argentos film er også den meget udpenslede vold, som får mig til at udbryde i latter, eftersom det virker så overdrevet. Det er et stillistisk valg, som jeg personligt ikke værdsætter, da det i hans film kommer til at blive ufrivilligt komisk. Men det er smag og behag. Argentos film er ikke for alle.

18/10 08:56Italiensk krimi - smag og behag
Hey Indy. Tak for en god anmeldelse. Lige et hint. Du har fået brugt den samme linje om Argento’s første film som instruktør, to gange.

18/10 13:37Italiensk krimi - smag og behag
Hej Thomas. Tak og tak. Det er rettet.0

18/10 13:48Italiensk krimi - smag og behag
Jeg er meget enig med dig, Indiana, og du siger tingene godt og rent ud af posen. På nær den uafrystelige spilledåsemelodi og et par fede enkeltscener er "Profondo Rosso" for kikset og kantet, nærmest sjusket. Det samme gælder "Crystal Plumage". Man aner skitsen til et par fremragende genrefilm, men manuskripterne er for svage (selvom de da helt sikkert har dannet skole). "Suspiria" er det klare hovedværk, og jeg glæder mig til at se "Phenomena", som jeg har stående uset på hylden.

19/10 19:43Italiensk krimi - smag og behag
Fedt med feedback, Rasmus. Ja, Argento virker som en instruktør, som virkelig kæler for sine egne indstillinger med meget sensuelle nærbilleder af eksempelvis en karakters mund. Så det visuelle er klart hans stærkeste kort. Jeg finder "Phenomena" og "Suspiria" mere underholdende end hans første to film og især "Phenomena" har en fed, drømmeagtig atmosfære. Og så trækkes "Phenomena" op af medvirken fra Donald Pleasence og Jennifer Connelly foruden at have mit yndlingssoundtrack i en Argento-film.

21/10 22:49Italiensk krimi - smag og behag
Smag og behag skal man ikke diskutere men som Argento-“ekspert” må jeg sige at Profondo Rosso kun overgås af Suspiria. Crystal Plumage er også et mesterværk.

PR har de ikoniske Hopper-agtige gadebilleder, horroren og så Argentos kunstgreb, tydningen af underbevidstheden, af hvad vi sansede - i et spejl - som også præger Suspiria. I hendes forsøg på at finde rundt i huset.

Hemmings er perfekt fordi han spejles i sin store rolle fra Blow Up.

Og tanken om at søge tilbage til barndommen på den måde - bag tapetet og væggen og scenen fra juleaften der er horrorhistorie tilsat den sublime musik.

Så sjusk, nej, handlingen er der men man skal bruge sin mørkeste underbevidsthed for at få fuldt udbytte, man skal turde.

Livet er den største gyser ifølge Argento. Som han siger: Life is a trap, an illusion and cinema must be its image.

Det er ikke en film jeg ser hver dag. Den giver psyken et ordentligt whirl. Modsat moderne horrorfilm der ofte er tyggegummi for folket, harmløst og forudsigeligt som Bakkens spøgelsestog.


http://sensesofcinema.com/2013/...osso-deep-red/

22/10 02:26Italiensk krimi - smag og behag
Hej Sandmand. Fedt at få dig på banen.

Jeg tvivler ikke på, at Argentos film indeholder symbolik og subtekst. Men som jeg også nævnte i mit indlæg, så kan jeg ikke engagere mig i historien eller karaktererne. Det bliver en mærkelig distanceret oplevelse.

Jeg kan ofte godt lide en film, selvom den har en rodet eller på anden måde mangefuld handling. Men så skal jeg tilgengæld rammes på en særlig følelsesmæssig måde. I så fald, skal filmen have en særlig stmosfære eller vække nogle særlige følelser i mig. Og dét er der desværre ikke tale om her.

23/10 00:31Italiensk krimi - smag og behag
Fair enough. Den slags film, som også Hitchcock og De Palma ynder at lave - er jo netop distancerede som du skriver. Kameraet er jo nærmest en person. Man skal nyde indstillingerne og kompositionerne samtidig med at man skal indleve sig via den kunstneriske vinkel. Og dermed i handlingen bagefter. Fordi virkemidlerne er i tråd med handlingen. Den slags film opleves ofte af folk som stiløvelser, fordi de folk stopper ved den tekniske oplevelse og ikke går videre og ser det som kunstneriske greb til at fortælle en historie via de virkemidler.

Ja, ja, jeg fabler, men jeg vil jo gerne åbne døren til de store oplevelser for folk.

23/10 05:05Italiensk krimi - smag og behag
Hmmm.. Altså, jeg tror alle de personlige oplevelser jeg har haft med film af Hitchcock og DePalma ikke kan sammenlignes med Argento. Filmene af Hitchcock og DePalma har alle været meget mere tilgængelige efter min mening.

Jeg fik lige set "Les Yeux Sans Visage". Her har vi balladen igen. Egentlig en god idé og godt filmhåndværk. Men hold da op, hvor er den kedelig. Så kan man mistænke, om jeg bare ikke er til gamle film. Men Hitchcocks "Psycho" fra samme år, synes jeg jo er en fremragende film. Men der er måske tale om, at instruktøren, i dette tilfælde Georges Franju, benytter et filmsprog, som jeg ikke er velbevandret i.

23/10 22:27Italiensk krimi - smag og behag
LYSV - her er indledningsscenen i bilen jo fantastisk og uhyggeskabende.

Hans filmsprog er symbolik. Det er dybest set datterens opgør med det billede faren ønsker at skabe af hende - altså forældrenes forventninger til hvad hun skal være. Pakket ind i horror. Det bliver ikke større i mine øjne. Det er bare en film om at frigøre sig fra forældrenes krav og forventninger. Som Argento siger, livet er det største gys.

24/10 05:19Italiensk krimi - smag og behag
I see. Jeg kan godt symbolik og subtekst. Men hvis den konkrete handling ikke fænger mig, så falder det sammen for mig.

Login

Du skal være logget ind på Scope for at skrive indlæg.

Profilnavn
Kodeord
Husk mig

Opret Scope-profil.