The Haunting - Hjemsøgt: Et slag for en undervurderet film

The Haunting - Hjemsøgt

22/10 06:48Et slag for en undervurderet film
Jeg begyndte takket være en meget ældre storebror allerede at se gyserfilm som helt lille. Det startede med, at jeg som fireårig så, i hvert fald noget af, miniserien bygget over Stephen Kings roman "IT", og så var der ingen vej tilbage. Denne oplevelse var afgjort traumatiserende og satte sit præg. Men det var sikkert også været starten på en forkærlighed for horror. En anden film, som jeg så som barn takket være min ældre bror, var Jan de Bonts "The Haunting" fra 1999.

Min yngre bror og jeg så filmen, som min storebror havde optaget på vhs, og den faldt med det samme i vores smag. Der skulle gå flere år, før jeg på nettet (blandt andet her på Scope.dk) opdagede, at denne film var altså meget ilde set blandt langt de fleste. Så tænker du måske, "Ja, ja, du var et barn. Du kan da ikke stadig mene, at du synes denne film er god?". Og svaret er: Jo.
Jeg har set filmen flere gange løbende over de sidste 18 år og genså den for nyligt. Og nu vil jeg fortælle, hvorfor jeg faktisk synes det er en god film:

Blandt de gyserfilm, som udkommer nu om dage, kan eksempelvis nævnes de voldsomt populære "Conjuring"-film med tilhørende spin-offs, som i nogen grad også er ret anmelderroste. I hvert fald mere end Jan de Bonts "The Haunting". Jeg fremhæver eksempelvis "The Conjuring" som eksempler på gyserfilm, som jeg ikke bryder mig særligt meget om. Disse film er ikke repræsentative for samtlige gyserfilm, som udkommer nu om dage, nej. Men jeg bryder mig ikke om den tendens med, at publikum skal bombarderes med billige jump-scares med jævne mellemrum i disse moderne gyserfilm. Jump-scares er det, når lyden dæmpes, hvorefter noget (måske?) faretruende pludselig dukker op og lydsporet eksploderer. Jeg nævner dette problem, for i Jan de Bonts "The Haunting" er dette ikke til stede på samme måde. Jo, der er nogle enkelte jump-scares, men disse er ikke nært så påtrængende som i ovennævnte eksempler på moderne gyserfilm. Desuden vil flere af de jump-scares, som forekommer i "The Haunting" ikke være anderledes fra eksempelvis dem, som forekommer i John Carpenters "Halloween" fra 1978. Disse to old-school-gyserfilm fra det tidligere årtusinde har det tilfælles, at når en venligtsindet karakter dukker op og forskrækker en anden karakter, så er der ikke en overdøvende larm på lydsporet. Men når den reelle trussel i filmen dukker op i forbindelse med et jump-scare, så tilføjes der til gengæld musik/lydeffekter. Dette er af andre blevet givet som en definition på dårlige vs gode jump-scares. I de gamle film var der en skelnen mellem den falske og den reelle trussel. Men dette bliver udvandet i de moderne gyserfilm, som desuden bruger dem i så høj grad, at publikum ikke får opbygget en spænding henimod klimaks, eftersom den grundlæggende følelse af angst hos publikum allerede har fået et oulet.

"The Haunting" er af flere blevet beskyldt for at have et dårligt manuskript. Jeg bilder mig ind, at jeg ved lidt om filmiske fortællinger og dramaturgi. Og jeg forstår ikke rigtigt, hvorfor "The Haunting" skulle have et specielt dårligt manuskript? En anmelder mente desuden, at filmen "ikke rigtigt giver mening". Tja, jeg så for nyligt den vistnok klassiske gyserfilm fra 1959 "The House on Haunted Hill" med Vincent Price. Og jeg blev meget skuffet. Blandt andet syntes jeg til gengæld ikke rigtigt denne gamle film gav mening: En rigmand betaler folk for at overnatte i et hus, som de tilsyneladende ved, er skræmmende sted. Men hvorfor vil rigmanden betale dem? Hvad forventer deltagerne? Hvorfor skulle det være særligt skræmmende, og hvorfor tage derind?
Jeg vil mene, at "The Haunting" fra 1999 derimod fint indleder sine historie med at præsentere hovedpersonen Eleanor. Hun får efter noget tid et telefonopkald af én, som præsenterer sig som Dr. Marrow, som opfordrer hende til at deltage i et kontrollereret eksperiment. Dette linkes umiddelbart efter sammen med scenen med psykologiprofessoren Dr. Marrow, som diskuterer blandt andet det etiske ved at lade forsøgspersoner deltage i et eksperiment, som handler om noget andet end angivet: Ikke søvnløshed, men derimod frygt. For mig så er karaktererne fint introducerede og deres motivation er allerede påbegyndt og bliver udrullet senere hen i filmen.
Men det, som virkeligt appellerer til mig ved historien i "The Haunting" er baggrundshistorien, herunder ekspositionen omhandlende rigmanden Hugh Crain, som viste sig at have skumle motiver. Langsomt foldes historien ud sideløbende med, at flere mystiske ting sker på det store gods, som karaktererne befinder sig på. En person får en klaverstreng i ansigtet. Et uheld? Spændingen og uhyggen opbygges langsomt. I modsætning til i "The Conjuring" er der ikke et genspenst i filmen, som render rundt og siger "buh" hvert 15. minut. Men derimod tyder det i "The Haunting" mere og mere på, at noget ilde stadig befinder sig på ejendommen.

En anden ting, som mange dog roser, og med rette, er scenografien i filmen. Kulisserne er opfindsomme og meget imponerende og kunstfærdigt udsmykkede.
Nu desværre afdøde Jerry Goldsmith har komponeret et score til denne film, som efter min mening er virkeligt undervurderet. Goldsmith formår både at komponere musik, som virkeligt er ildevarslende og legesygt på en twistet måde i scenen med det tivoliagtige legerum, som Hugh Crain fik bygget på sit gods.
Desuden er det i filmen et fantastisk lyddesigen, som giver en del uhygge: I filmens åbningsindstilling ser man et meget mørkt og tåget billede i fugleperspektiv, som forestiller godset alt imens en meget tung og dyster lyd kan høres, som minder om et forvrænget åndedræt.

Skuespillet i filmen er desuden blevet kritiseret, men jeg har aldrig haft problemer med det.

Jeg prøver ikke at sige, at Jan De Bonts film er et mesterværk, og at det ingen fejl har.
Vi kan godt snakke om, at telefonopkaldet til Elanor i starten af filmen, som SPOILER, ikke var fra Dr. Marrow, men derimod fra formodentligt et af børnespøgelserne hænger og flagrer lidt. Ligesom det ikke bliver videre forklaret, hvordan det gik til at Hugh Crains barn, som han fik sammen med konen, undslap og blev stamfader til Eleanor. Så filmens manuskript er ikke fejlfrit, men det er der nu så mange film, som ikke har.

Jeg tror det, som i høj grad får folk til at hade filmen er, at de sammenligner den med filmen fra 1963. Denne film er i høj grad mere psykologisk i sit gys, hvilket står i modsætning til den mere visuelle action-tilgang i versionen fra 1999. Jeg vil sige, at jeg generelt er enig i, at det er mere skræmmende, når du ikke ser, hvad som lurer i mørket. Den antydende tilgang i den original film er den overlegne, men personligt generer den mere actionprægede stil i De Bonts udgave mig dog ikke. Jeg syntes stadig filmen er tilpas uhyggelig takket være blandt andet musikken. Men måske fordi, jeg voksede op med versionen fra 1999 og ikke så den gamle version før jeg var oppe i mine 20'ere, så har jeg ikke haft en holdning til, hvordan en filmatisering af den oprindelige bog skulle være.

Jeg synes, at Jan De Bonts film altid har fået en uretfærdig hård dom. Hans udgave af "The Haunting" er ikke noget mesterværk. Men det er en god og solid gyserfilm med flere kvaliteter, og er ikke billig og fyldt med irriterende jump-scares som flere moderne gyserfilm. Jeg værdsætter både filmen fra 1963 og 1999, selvom jeg åbenbart er en af de få.

Login

Du skal være logget ind på Scope for at skrive indlæg.

Profilnavn
Kodeord
Husk mig

Opret Scope-profil.