Carrie: Rædslen ved at være teenager.

Carrie

03/11 19:10Rædslen ved at være teenager.
Brian De Palmas "Carrie" fra 1976 er en meget rost gyserfilm og er da også original for sin tid. Baseret på Stephen Kings roman har han filmatiseret dét, som i høj grad kan beskrives som et teenagedrama tilsat noget overnaturligt og lettere uhygge.

Jeg synes egentligt ikke der er så meget gyserfilm over "Carrie" i konventionel forstand. Det er først til sidst i det berygtede klimaks samt den intense sidste twist, at filmen virkelig mest virker som en gyserfilm. Det er derimod rædslen ved at vokse op i et hjem med religiøs fanatisme, som er det centrale. Carrie lærer hjemmefra, at hun nærmest ikke kan løfte et øjenbryn uden at synde. Hun lærer, at hun er forkert, og derfor føler hun sig også forkert i high school, hvor hun også bliver mobbet, eftersom hun er anderledes.

I og med, at filmen mest af alt føles som et drama, så er det nok også forklaringen på, at Sissy Spacek blev nomineret til en Oscar tilbage i 1977. For det er da også en virkelig god præstation, som hun leverer. Mindst ligeså god er Piper Laurie som den blæste mor, som ikke egner sig til at opdrage et barn.

Brian De Palma har helt klart en stil, som er mærkbar, og med det mener jeg, at der måske bliver leget lidt for meget med formen, efter min mening. Han benytter sig af flere optiske effekter såsom split screen, kulørte filtre, m.m. Jeg har ikke noget problem med disse greb. Dog er der mindst en scene, hvor der bliver spolet frem, så karaktererne taler Chip- og Chap-sprog, hvilket fik mig til at tænke på en kikset tv-film. Det er lidt synd, for De Palma har generelt en kunnen, som overstiger dette niveau. Dertil er der en mindre ufrivllig komisk effekt ved den lydeffekt, som forekommer når Carrie benytter sine telekinetiske evner. Men ja, ja, jeg er heller ikke for glad for den lyd, der minder om en bil, der bremser, når Michael Myers springer frem fra sit skjul i mørket i John Carpenters "Halloween". Men det er en bagatel, som også er en del af den tid, filmen var lavet i.

"Carrie" er en ret vellykket filmatisering af en Stephen King-roman, men ikke blandt de allerbedste, hvis du spørger mig. Her foretrækker jeg personligt "The Shining" og "Misery". Man kan diskutere, om det skal trække ned, at filmen i højere grad minder om en ungdomsfilm tilsat et twist. Det at være teenager kan også være et helvede med mobning, gruppepres m.m. Men jeg blev nu ikke for alvor rørt af denne historie. Helt generelt savnede jeg noget mere suspense og isnende uhygge i filmen. Jeg har ikke læst romanen, men det virker heller ikke som Stephen Kings mest skræmmende historie. Klimakset i filmen er ikonisk, men jeg synes godt, at dette kunne have været lidt længere. Desuden er det slet ikke så intenst, som jeg kunne ønske. Derfor kommer vi ikke op på mere end 4/6.

07/11 00:50Rædslen ved at være teenager.
Det er jo det samme hver gang med dig :-)

Vi havde diskussionen om Profondo Rosso og nu her.

Symbolik, subtext og handling er jo ikke tre isolerede størrelser. De er en fælles grød, der går op i en højere enhed. Den kobling skal man jo kunne forstå eller foretage ellers ender man med at opleve film som et kludetæppe når vi bevæger os over i kunstens verden.

Læg mærke til slutscenen. Sue vågner af sit mareridt og trøstes af ... sin mor. Den scene reflekterer filmens handletråd - nemlig relationen mellem Carrie og hendes mor. Carrie prøver at frigøre sig fra hende men mislykkes.

Sue vågner af et mareridt og vi ved ikke om filmen var en drøm eller virkelighed. Vi ser hende blive trøstet af moren og tænker alt er godt. Men hvis filmen var ren drøm der jo stammer fra underbevidstheden, er alt nok ikke godt, fordi den latent spejler et ligeså sygt mor-datter forhold mellem Sue og moren. Det er krydderi i retten, at Sues mor spilles af Amy Irvings rigtige mor.

Slutningen - at vågne fra en "drøm" - er et klassisk De Palma trick brugt fx. i Dressed To KIll eller Passion.

Carries hævn er desuden et forsøg fra De Palma på at teste tilskuernes sympati og mentale habitus. Gribes man tilsvarende af hævnlysten eller reflekterer man og gør op med sin sympati for Carrie, når man ikke længere burde kunne stå ved hendes handlinger.

http://refractory.unimelb.edu.a...-david-greven/

07/11 06:30Rædslen ved at være teenager.
Nu vil jeg prøve at lade være med at tage din kommentar for nær, for du prøver vist bare på at diskutere film, omend du har en lettere belærende tone. Men du er ikke bare ligeglad, sandmand, for ellers ville du ikke skrive sådan en lang kommentar. Det værste er jo ligegyldighed.

Jeg havde på fornemmelsen, at du ville svare på denne anmeldelse, da du tidligere har anmeldt "Carrie" og virker til at være stor fan af De Palma. Det er fedt, at du gider udpensle noget af symbolikken i filmen, sandmand. Jeg kan jo eksempelvis tilføje, at moderens stående stilling til sidst en åbenlys reference til hendes Jesus. Eller at Carrie i starten af filmen blev udskammet for at bløde menstruationens blod og i slutningen af filmen igen bliver gjort til grin ved at blive overdænget med svineblod. Nuvel, det er meget fint.

Nu synes jeg ikke selv, at jeg har givet udtryk for, at jeg ikke er klar over, at symbolik, subtekst og handling går op i en højere enhed. Det er almen viden, hvis man ellers har lidt øvelse med at analysere en film. Dertil er jeg ikke noget barn, omend du er meget ældre end mig. Jeg har en kandidatgrad i Medievidenskab, så jeg er vant til at analysere film og andre tekster, og kan gøre det ret godt, hvis jeg selv skal sige det.

Jeg holder dog fast i min personlige mening om, at De Palmas stillistiske greb nogle gange tager overhånd.

Men jeg tror, at dit store mantra, symbolik og subtekst, hos mig ofte, men ikke altid, mere er "icing on the cake". For mig er det vigtigste i filmen handlingen (historien) og/eller om filmen taler til mig på et følelsesmæssigt plan. For mig handler film sgu i høj grad om følelser. Så kan det meget vel være, at en film indeholder en masse symbolik, som også kan være meget spændende og give en vis intellektuel tilfredsstillelse. Det er helt fair. Det er bare ikke det vigtigste for mig. Jeg kan ikke altid forklare, hvorfor en film taler til mig (på et følelsesmæssigt niveau). Måske er det fordi, der er en særlig stemning/atmosfære skabt gennem musikken eller filmens production-design, måske er det fordi, jeg kan spejle mig i en karakter, måske minder filmen mig om barndommen/de tidlige teenageår osv, osv. I al fald bedømmer jeg ofte en film primært på, om handlingen er interessant og medrivende og nogle gange, om filmen taler til mig på et følelsesmæssigt niveau. Det er sådan noget, der giver en film gensynsværdi for mig og i mindre grad symbolikken. Selvom det da kan være meget spændende at gense en film flere gange og finde nye aspekter (i symbolikken), som der kan tolkes på. Men det ene udelukker ikke det andet. Nu gentager jeg mig selv, men i Nicholas Winding-Refns "The Neon Demon" er der flere eksempler på symbolik, og det er fedt. Det er ikke bare helt tilfældigt, at modelgimperne æder hovedpersonen til sidst. Jeg tror på, at der er en mening med det. Jeg er vild med filmens mere minimalistiske tilgang til handling og det større fokus på stillistiske udtryk og symbolik. Men ja, nu tror jeg fik forklaret, hvor jeg står (når det kommer til film).

07/11 06:40Rædslen ved at være teenager.
Det er en formidabel film. Jeg tror vi grundlæggende lægger vægt på forskellige ting i en film er jeg kommet frem til :)

07/11 06:54Rædslen ved at være teenager.
Ja, jeg tror du har fat i det centrale der, AB.
Mine brødre forstår sgu heller ikke altid, hvorfor jeg kan lide de film, jeg kan lide. Men det er så nok fordi, jeg i nogle tilfælde kan se noget i en film, selvom eksempelvis skuespillet er ringe, filmens handling er ufokuseret eller andre mangler.

11/11 23:51Rædslen ved at være teenager.
Mon vi kommer det nærmere?

Ellers havde du jo elsket de film som jeg. Og kommer man ikke derud i sin filmoplevelse misser man både nydelsen derved og pointen.

Lige Neon Demon må jeg derfor kommentere på.

Det er jo Refns påstand at det er en branche man fortæres af.

Og det er selvfølgelig narrativt indiceret at de spiser hende, fordi det er en måde at skaffe liget af vejen på. Og så fordi Refn kan lade den dårlige samvittighed komme op som bræk i form af øjet-der-ser-alt.

Men går man dybere er der en fed, vild æstetik her. Mest vigtigt, fordi det er at gå skridtet længere på dekadencens dødsrute end både drabet som handling og pornofilmen som filmisk ide at spise det begærede objekt. Så den rammer Refn lige i røven så at sige, også fordi den moralske grænse, som i Greenaways Kokken, tyven etc, ultimativt, trods alt for den "menneskelige" forbryder i Refn og Greenaways absurde dekadente universer ligger, ikke i selve drabet, men i ikke at kunne fortære et andet menneske.

Derved adskiller de sig fra de umenneskelige karakterer i begge film, Mirrens karakter og Sarah.

12/11 08:16Rædslen ved at være teenager.
Der er noget pubertært over Neon Demon og Refn synes jeg går for langt og bliver for bogstavelig i tredje akt. Det blev på horrorens sædvanlige præmisser og det kan selvfølgelig være Refn synes branchen er et sandt mareridt, men filmen mistede tag om det indre konflikt. I Kokken, Tyven (som er et par klasser over) er konflikten mere personlig og til at tage og føle på. Eller i Black Swan for den sags skyld.

12/11 13:33Rædslen ved at være teenager.
Jeg vil bare sige at alle der skriver om film på Scope eller andre steder jo gør det fordi de elsker film, så jeg synes ikke det er grund til at angribe hinandens måder at se en film på. Det er ikke anderledes end når jeg bliver stemplet som en såkaldt "troll" for at kunne lide mindre anerkendte Hollywood-film.

Og til alle De Palma-hovederne herinde en opfordring til at se "Joker", for den har lært meget af ham.

12/11 16:45Rædslen ved at være teenager.
Joker har intet med Palma at gøre, men derimod Scorsese.

Du var i øvrigt ikke stemplet som troll pga din smag, men en kombination af skriv og bedømmelser, hvor du meget nemt kommer til ordet mesterværk. Og så det faktum du ikke gider afsløre hvem du er. Beklager, men du er en spøjs fætter.

12/11 21:36Rædslen ved at være teenager.
Spoilers til Joker:

Så må det være et tilfælde at der kører De Palmas film “Blow Out” i biffen i en central scene i “Joker” og at Jokerens forvandling forekommer nede i en metrotunnel, endda med trappe-sekevenser, der spejler “De Uovervindelige”. For ikke at nævne spørgsmålet om manipuleret virkelighed og det Sandman kalder at vågne op fra en drøm burde også forekomme en fiffige seer bekendt. Du kan også sammenligne Piper Lauries præstation i “Carrie” med moren i “Joker”.

16/11 14:22Rædslen ved at være teenager.
Nu er jeg ikke sikker på, hvordan jeg skal forstå din kommentar, sandmand. Men jeg nyder de film, som jeg gør og af de tilhørende årsager. Sådan er det vel for alle.

Filmbøffen: Ja, du har ret. Jeg synes sandmand er en interessant skribent, fordi han virkeligt svælger i en films symbolik i en grad, som stort set ingen andre herinde gør. Jeg er ikke altid enig med ham. Men det behøver vi heller ikke være.
Mht anklager om, at du skulle være en troll, så er det måske nok fordi, du giver de fleste film 6/6, hvilket måske synes besynderligt, da det efter min mening kun er få film, der kommer derop. Men jeg skal nok passe på med at trække et dogme ned over hovedet på andre.

Mht."Joker". Jeg så "Blow Out" som en tidsmarkør. Men om der er lånt træk fra De Palma, kan jeg ikke lige udpege.

16/11 14:53Rædslen ved at være teenager.
Jeg sætter selv pris på både dine og Sandmandens anmeldelser samt en god diskussion om film. Under alle omstændigheder må “Blow Out” være mere end en tidsmarkør, for der er jo sammenfald i handlingen: En kommende kandidat til et politisk embede bliver henrettet. Måske antydes en underlæggende konspiration i mordet, som kan blive udforsket i en 2’er, eller også er det et af de mere håndgribelige tegn på hvilket virkelighedsniveau, scenen befinder sig på - at vi er vidne til en ren association? At her ingen De Palma er på spil, synes jeg, er decideret forkert.

Ikke for at kaste mig ud i et forsvar af min leigitimitet som anmelder igen, for det synes jeg egentlig ikke, din anmeldelse af “Carrie” skal lægge sider til, men mine bedømmelser skal måske også ses i lyset af, at det tit er nogen film og til tider anmeldelser fra gemmerne, jeg lægger op her. Både for mit eget vedkommende og de eventuelle læsere tror jeg, at det er mere interessant at fremhæve et måske overset værk, som jeg synes, fortjener den fulde plade, end at tage fat i en middelmådig film fra f.eks. 1993. Det, tror jeg, har givet misforståelser.

17/11 05:19Rædslen ved at være teenager.
Ja, men jeg kan godt se visse sammenfald med "Blow Out", som du påpeger. Jeg syntes også AB's kommentar om, at "Joker" intet har at gøre med "Blow Out" er noget absolut for at sige det mildt. Der er en klar reference til Scorseses værker, ja, men en film er aldrig inspireret af én film alene. Man har jo som filmskaber set et hav af film, som har formet ens eget filmsprog.

Ja, ok, det forstår jeg godt. Jeg ynder også selv at skrive om film, som jeg holder meget af. Jeg tror så, at folk herinde flere gange har svært ved at forstå din høje agtelse af visse film. Men igen, så er det noget snobbet og arrogant at mene, at en anmelder må lave sjov, fordi han vurderer en film anderledes. Jeg vurderer også visse film højere end flere andre gør.

Login

Du skal være logget ind på Scope for at skrive indlæg.

Profilnavn
Kodeord
Husk mig

Opret Scope-profil.