Oslo, 31. august: -- Årtiets Bedste, 2010-2019 --

Oslo, 31. august

21/01 21:23-- Årtiets Bedste, 2010-2019 --
---------- ÅRTIETS BEDSTE 2010-2019 ------------------

Årtiets bedste film + en anmeldelse af nr. 1.

Listen er med forbehold, da jeg stadig ikke har fået set bl.a. Alfonso Cuarons ”Roma”.

Det var et årti der stod i den norske Joachim Triers navn.

----------------------------- OSLO, 31. AUGUST -------------------

Det er Oslo, den 31. august.

Det er sommerens sidste dag. Om lidt kommer efteråret.

Joachim Trier har med sin anden spillefilm lavet filmhistoriens måske mest hjerteskærende tragedie.

Vi følger eks-junkien Anders en enkelt dag, mens han besøger gamle venner og suger byens stemninger til sig. Anders er en både intelligent og sympatisk fyr -- en følsom sjæl, med en naturlig sans for at fange livets små indtryk, som han gerne holder fast på og presser saften ud af.

I den perfekte verden burde han være blevet skribent eller måske kunstner. Men sådan er det ikke gået.

De tidlige ungdomsår er forbi; hans gamle venner har fået kærester. Børn. Job. Men Anders fandt aldrig sin plads og endte i stedet i et stofmisbrug. Nu er han 34 år gammel, uden uddannelse og CV, og bor på en afvænningsanstalt.

Fortalt igennem en række episoder, følger vi ham mens hans er en slags turist i sin egen fortid. En fortid, der meget snart er borte. Borte for altid. I løbet af dagen krænger han sit hjerte ud overfor en tidligere ven, møder en gammel flirt, går på diskotek, spankulerer gennem Oslo med slænget imens verden omkring dem sover og natten fortoner sig i den første fuglesang. Det er den sidste rest af hans ungdomsår – de sidste dråber essens af det eneste rigtige liv han nogensinde har haft.

Men igennem det bittersøde og nostalgiske, lurer desperationen og angsten under overfladen. Vi fornemmer mere og mere, som dagen skrider frem, at dette ikke blot er et gensyn. Det er et ”farvel”. Anders er i gang med at tage afsked med sit gamle liv. Han er en fortabt sjæl, der har erkendt sit nederlag.

En af instruktør Joachim Triers absolut største talenter, er hans næsten unikke evne til at skrive nærværende karakterer, som også er perfekt castet. De føles som ægte og fuldkomne mennesker, der er trådt ud af et helt liv og ind i hans scener. Han mestrer antydningens kunst til perfektion og har en sjælden og modig tiltro til sit publikums indlevelse, som også virker utrolig forfriskende.

Dette er ikke kun tilfældet med ”Oslo 31. august”, men også hans nyeste ”Thelma” – noget så sjældent som en overnaturlig og æstetisk thriller, hvor man som seer rent faktisk er draget af karaktererne og har lyst til at følge dem – og også den stærkt undervurderede ”Louder than Bombs.”

Vi behøver ikke få meget eksplicit at vide om Anders, før end at vi forstår (læs: genkender) hvor afgrundsdyb hans sorg er og føler en næsten instinktiv lyst til at række hånden ud imod ham. For vi håber så inderligt, at han vender sig fra mørket og giver livet endnu en chance. Men vi er samtidigt også smerteligt bevidste om, at der måske ikke er meget at tilbyde ham, der på afgrundens rand -- andet end en løncheck og en lejlighed med fjernvarme.

For selvom Anders har haft alle oddsene med sig på papiret, dømmer vi ham ikke for hans fiasko, men føler i stedet (som så mange af hans venner) en undertrykt desperation overfor den dunkelhed han bringer ind i vores liv. Hans afspejler med sin skæbne vores egen eksistentielle angst, her i det kolde Skandinaviens 21. århundrede -- han er en af det funktionalistiske vækst- og præstationssamfunds ”tabere”, alt det man ikke må være, men som vi alle er så tæt på at blive og helst ikke vil blive mindet om. Alt det vi kun hvisker om til havefesterne, efter lidt for meget rødvin.

I filmens sidste scene træder Anders ind ad døren i sit barndomshjem. Han sætter sig ved klaveret og spiller en stille sonate. Det bliver hans sidste bidrag til denne verden, før han checker ud.

Joachim Trier minder os dermed beskedent om, at alle de triste skæbner vi ser og møder på vores vej – posedamen, manden på bænken, junkien i rendestenen – alle er mennesker af kød og blod; de var engang fulde af håb og drømme, talenter og styrker. Alle er de ofre for en tidsalder, hvor det er svært af finde sig til rette og hvor mange dør længe før de bliver lagt i graven.

Dermed er ”Oslo, 31. august” ikke blot en appel til vores næstekærlighed og en underfundig, men hårdtslående samfundskritik, men også en stille meditation over hele den menneskelige tilstand.
--------------------------------------------------------------------------------

10. “The Revenant”, Alejandro Inarittu (USA), 2015.
9. ”Gok-seong”, Hong-jin Na (Sydkorea), 2016.
8. ”Kokuhaku”, Tetsuya Nakashima (Japan), 2010.
7. ”Phanton Thread”, Paul Thomas Anderson (USA), 2017.
6. “Thelma”, Joachim Trier (Norge), 2017.
5. ”Kurt Cobain: Montage of Heck”, Brett Morgen (USA), 2015.
4. “The Look of Silence”, Joshua Oppenheimer (Danmark), 2014.
3. “La vie d’Adele”, Abdellatif Kechiche (Frankrig), 2013.
2. “The Place Beyond the Pines”, Derek Cianfrance (USA), 2012.
1. ”Oslo, 31. August”, Joachim Trier (Norge), 2011.

21/01 22:40-- Årtiets Bedste, 2010-2019 --
Længe siden, du :)

Sgu fedt du vælger The Place Beyond The Pines. Den er ret undervurderet synes jeg. Lidt overrasket over du vælger Phantom Thread over The Master. Jeg nød førstnævnte, men jeg synes der er et stykke op til TWBB, Magnolia og The Master. Den manglede en eller anden ingrediens, synes jeg.

Overraskende med Thelma, husker den som okay'ish, uden jeg sådan helt kan huske hvorfor :)

22/01 19:25-- Årtiets Bedste, 2010-2019 --
Længe siden :)

Ja, ”The Place Beyond the Pines” er så stemningsmættet og billedskøn, at det næsten ikke er til at bære -- den var en overrumplende førstegangsoplevelse. Jeg håber inderligt, at Cianfrance finder tilbage til det niveau.

”The Master” havde en mere triumferende billedside og skarpere enkeltstående scener, der ætsede sig ind på nethinden. Men ”Phantom Thread” står tilbage for mig som et mere modent og helstøbt værk; kompositionen er mindre anstrengt og karaktererne har mere emotionel klangbund.

Så ”Thelma” for første gang for et par dage siden (har genset den efterfølgende). Den bragende og sanselige ungdomsforelskelse, indlejret i iskold og nordisk uhygge gav den et uforligneligt efterskælv. Foruden en håndfuld (underspillede) scener af filmteknisk højeste kaliber!

22/01 20:13-- Årtiets Bedste, 2010-2019 --
Godt at høre fra dig :)

Jeg håber så sandelig også Ciafrance laver et comeback, for hans sidste film var tæt på at være noget værre skidt :) Jeg kunne godt lide Pines var så uforudsigelig.

Kan godt følge dig mht PTA, selvom jeg vælger The Masters mere intellektuelle niveau og ikke mindst temaet, som tiltalte mig tanden mere. Men PTA er næsten aldrig mindre end fremragende, uanset.

Kan være jeg skulle gense Thelma. Fandt også Louder Then Bombs udmærket. Det har været et formidabelt årti i den snævre ende, så der har været mange film at vælge imellem.

Har du top 10 over 2019?

25/01 17:24-- Årtiets Bedste, 2010-2019 --
Nej, faktisk ikke.

Jeg må være ærlig og sige, at 2019 har været et utroligt skuffende filmår for mig, af det jeg har set (som, indrømmet, dog er begrænset). Det klart stærkeste indspark har været May el-Toukhys "Dronningen" og Phillips "Joker" (hvoraf sidstnævnte dog mistede sine yderste kanter ved et gensyn).

Scorseses og Garrones bidrag var begge kvalitetsfilm, bevares, men de dybere sjælear blev aldrig for alvor sprættet op. "Parasite" var en af dette års film, som jeg ikke forstod blev modtagelsen af. Kan se, at du har den på nr. 1 :)

25/01 18:57-- Årtiets Bedste, 2010-2019 --
Sikke en smuk liste. Er både begejstret og flov over ikke at have set "Thelma" endnu (begejstret over at have den til gode!).

Med henblik på det sidste filmår, bør du ikke snyde dig selv for "JoJo Rabbit" (en underfundig satire om en 10-årig fanatiker i revsende udvikling og rivende forandring) og "Portræt af ung kvinde i flammer" (et usentimentalt og stiltiende følelsesudbrud som ridser hjerteblod frem).

25/01 19:44-- Årtiets Bedste, 2010-2019 --
Wrathcoil:

Ud fra hvad jeg selv har set i 2019 og de udenlandske følgere jeg holder øje med, så har året været solidt. Vi får desværre ikke alle titler hjem til dk i tide. The Lighthouse og Uncut Gems er i øvrigt på manges lister (den sidstnævnte kommer på Netflix herhjemme d. 31/1).

Parasite levede op til (for mig) den massive hype, men jeg er også vild med instruktøren - på nær lige den rædsomme Okja. Han er på en måde god til at forene det mainstreame med det kunstneriske og det er et hit her.

Må få set Jo Jo Rabbit. Apropos satire, så er Stalins Død på Netflix.

27/01 22:07-- Årtiets Bedste, 2010-2019 --
@Jonas: Tak! Og tak for anbefalingerne. Så dem godt på din årsliste og vil se dem i denne måned. Hører gerne dit take på "Thelma"; dens underspillede æstetik og dirrende spænding tog pusten fra mig flere steder.

@AB: Ah, ja, "The Lighthouse" havde jeg helt glemt. Var positivt overrasket over "The Witch", især den periodetro dialog og "Kubrickske" horror-scener. Der er noget puritansk og fanden-i-voldsk over Eggers.

28/01 09:56-- Årtiets Bedste, 2010-2019 --
Frisk og anderledes liste med en helt fortjent 1'er. Spændende at se dig herinde igen, Jarl!

At du finder 'Thelma' så vellykket undrer mig dog. Jeg så en solidt iscenesat og ret velspillet film med flere strålende enkeltscener og gode antrit, men suget i maven udeblev hos mig. Den gode, krystalklare idé manglede simpelthen, og den virkede på mig som en socialrealistisk "X-Men" lavet af en dygtig filmskaber, men uden den poesi og hvad det nu ellers var, der fik "Reprise" og "Oslo" til at svæve.

28/01 18:03-- Årtiets Bedste, 2010-2019 --
For fa'en, Jarl, der var du jo. Velkommen hjem :-)

Dejligt med endnu en liste, og godt at se min tilsvarende nr. 1 er med på den (”Gok-seong”). Min redaktør bad mig om en udviddet liste for årtiet (Top 20), og der valgte jeg faktisk "Inherent Vice" over "Phantom Thread" i bunden. Jeg kan godt se, at "Phantom Thread" er en ret tæt på perfekt film, men med lister går jeg altså efter maven, og der må jeg bare konstatere, at jeg er mere til Inherents facitløse slendren, end jeg er til Phantoms ærefulde ståen på tæer.

29/01 02:00-- Årtiets Bedste, 2010-2019 --
"især den periodetro dialog og "Kubrickske" horror-scener."

Den beskrivelsen fik mig til at se filmen samme nat. Og kan tilslutte mig udsagnet. Ikke blot om dens periodetro dialog, men også at den var så gribende og urovækkende tro mod periodens overtro. Den tager nogle vovemodige chancer og slipper godt fra langt de fleste. Jeg så desuden "Thelma" dagen før (lidt sjovt med alle de forsvindende babyer), og var også begejstret. Den vinder virkelig på sit poetiske portræt af titelkarakterens løsrivelsesproces.

By the way, din anmeldelse af "Oslo" er altså forrygende læsning! Jeg går og overvejer at skifte min egen førsteplads ud.

29/01 07:23-- Årtiets Bedste, 2010-2019 --
Sjovt, Inherent Vice synes jeg er så absolut PTAs svageste film. Dog uden at være dårlig på nogen måde.

The Witch var fremragende. Ja, sammenligningen med Kubrick er oplagt. Jeg er spændt på The Lighthouse, som jeg fanger på lørdag. A24 har spyttet nogle interessante filmskabere ud de senere år. Eggers, Schultz, Aster, m.fl. Kan anbefale It Comes at Night på Netflix. Hvis man er til en mere afdæmpet apokalyptiske/horror.

30/01 22:13-- Årtiets Bedste, 2010-2019 --
Okay, "The Lighthouse" var desværre en ærgerlig oplevelse for mit vedkommende. Der lader dog til at være stærk konsensus blandt anmelderkorpset om at den er vildt fantastisk. Jeg må have overset en dimension eller to.

Lidt off topic og så alligevel ikke helt, så jeg "Alt for min søn" fra 2017, som virkelig var en uafrystelig oplevelse. Har andre set den? (This one: https://cutt.ly/GrYDJN0)

30/01 22:57-- Årtiets Bedste, 2010-2019 --
Man kan jo ikke altid være enig med flertallet :) Jeg kan godt lide Eggers’ stil og vægt på stemninger, så jeg afgjort game på lørdag. Den ligner vitterligt ikke en anden film på markedet og det er næsten beundringsværdigt i sig selv.

‘Alt for min Søn’ var helt fantastisk. Jeg kom til at tænke tilbage på den efter skuffelsen med Marriage Story. Shit en langgaber.

31/01 21:44-- Årtiets Bedste, 2010-2019 --
Tak for de fine velkomster :) ved ikke hvor meget jeg ender med at være online herinde, men nu må vi se. Dejligt at der stadig (igen?) er liv i siden efter så mange år.

@Rasmus: Jeg forstår godt indvendingen. Det er næppe en film hvor bundfaldet er ens hos alle og den står heller ikke tilbage for mig som en klart afgrænset størrelse. Men dens kølige kælen for sanserne og ikke mindst karakternes ægte og ungdommelig glød gik lige i hjertekammeret på mig. Jeg var helt trist da filmen var slut og fik med det samme lyst til at se den igen.

@Kurtz: Jeg deler din begejstring for "Inherent Vice" (selvom den nok igen nok er svær at tygge for mange). 70'er-æstetikken, det Kafkaske røgslør... den er simpelthen en besnærende feberdrøm. Det var Jonas der anbefalede mig "Gok-seong" i sin tid -- jeg har sjældent set en film der så nådesløst puster til urfrygten. Eksorcisme-scenen bør også fremhæves, for den går altså også lige i rygraden!

@Jonas: Tak. Enig i dine betragtninger. Der var enkelte steder hvor "The Witch" blev overmodig og snublede, men jeg håbede at det kunne tilskrives begynderfejl fra Eggers' side -- derfor også ærgerlig over at høre, at "The Lighthouse" var en skuffelse. Så "Jojo Rabbit" igår. Man skal lige vende sig til det stærke krydderi, men så glider den også ned som en leg (jeg grinede faktisk højt flere steder).

@AB: Ja, "Marriage Story" var endnu en af dette års skuffelser for mit vedkommende, må jeg desværre sige. Velspillet og enkelte scener svævede over vandene, så det var langt fra en katastrofe -- men den blev kraftigt trukket ned af dens insisterende ensidige fortælling, overmættet og anstrengt dialog, og nogle ret besynderlige stedvise forsøg på humor.

01/02 00:02-- Årtiets Bedste, 2010-2019 --
Bevares, der spilles godt i den, men jeg forstår ikke begejstringen for Marriage Story må jeg tilstå. Tonen er da rundt på gulvet samt noget logik i den, der halter. Det var 2 timer + verbal munddiarre, som formentlig er bedre eget som lydbog.

Fik i øvrigt lige set Uncut Gems af Safdie brødrene på Netflix. Total nerveflænsende filmoplevelse med Adam Sandler i sin livs præstation. SE den, gutter!! A24 garanterer næsten høj kvalitet hver gang.

01/02 13:12-- Årtiets Bedste, 2010-2019 --
Overvejede en anmeldelse, men nu plumper jeg bare min mening i den gryde, der er kog i: Jeg så "Jojo Rabbit" tidligere på ugen, og særligt set i lyset af de mange lovprisninger og det tematiske potentiale er den er noget af det tammeste og mest usjove, jeg har set længe. Måske mere end noget andet er humor som bekendt en subjektiv sag, men nu fast hvor var Waititis Hitler-præstation dog rystende ringe (og helt basalt umorsom). Filmen skal muligvis revurderes en dag i sin helhed, hvor aktualiteten larmer knap så meget, men umiddelbart var Sam Rockwell affærens eneste lyspunkt – og at Scarlett Johansson er Oscar-nomineret for det her... Nej, I forstår. Jeg klapper i.

Glæder mig vildt meget til "Uncut Gems".Den lyder god, Adis!

01/02 14:00-- Årtiets Bedste, 2010-2019 --
Altså, nu har jeg ikke lyst til Jo Jo Rabbit :) Taikas film rammer faktisk ikke rigtigt min smag, selvom jeg jeg har nydt et par stykker. Jeg holdt også 15 min da jeg forsøgte med Thor.

Uncut Gems er jeg sikker på, er dig. Og hvordan fanden man har overset Sandler til oscaren, forstår jeg ikke en pind af. Måske fordi han spiller lidt af en asshole, det borger sjældent godt for en nominering.

01/02 20:34-- Årtiets Bedste, 2010-2019 --
Jarl:
Ja, du sætter ret godt ord på den (Inherent). Og den er "ny" for mig hver gang. Og så synes jeg simpelthen, den er skidesjov nogle gange. Phoenix og Brolin leverer jo comedy gold!

Fra min anmeldelse af "Gok-seong" da jeg hjemvendte fra Cinemateket:

- Datteren er i øvrigt genstand for en af de bedste eksorcisme-scener, jeg nogensinde har set, og som kan konkurrere med William Friedkins ikoniske billeder fra "Eksorcisten".

01/02 22:20-- Årtiets Bedste, 2010-2019 --
Jarl: Jeg grinte også højlydt flere steder. Det er en velorkestreret og rytmisk satire over den totalitære stat, sammensmeltningen mellem parti, folk og Fører, som blottes brillant igennem et drengesind, der er ved at revne, efter at opdage en jøde (læs: ung varmblodig kvinde) inde bag væggene, som moren har gemt i huset. Her adresserer Jojo sit spejlbillede i første scene: "Today, you join the ranks of the Jungvolk, in a very special training weekend. It’s going to be intense. Today, you become a man." Det er også en elegant dannelseshistorie om Johannes’ løsrivelse fra sin maskuline selvforståelse og fædrelandet, som naturligvis også animeres af hans faderløse rolle som manden i huset. At anvende Det Tredje Riges ruiner som ramme til en fortælling om bristende mandeidealer, har også sin berettigelse. Fascismen er jo ikke bare en sammenfletning af ideer, men også en kropslig tilstand (”Vi vil gøre mænd ud af jer.”/”Dette er jeres første skridt mod at blive mænd.”/”Og piger vil øve sig i vigtige kvindelige pligter såsom at forbinde sår, rede senge og lære hvordan man bliver gravid.”), der især er præget af frygten for det feminine, det ustyrlige og afvigende tilbøjeligheder. Det er intet tilfælde at den udflippede kaptajn Klenzendorf er skabshomoseksuel, at moren er modstandskvinde, eller at Elsa er fandenivoldsk. De udfordrer alle fanatismens udtryksform og infantile karakter, de logiske kortslutninger og barnagtige impulser, der binder dens mandhaftige selvtilstrækkelighed sammen. Jeg holdte også meget af slutningen. Hvis der er nogen som krystalliserer forårsblomstrende forandring, flydende kønsroller og opgør med forældregenerationens historiske ballast, er det David Bowie, der synger Heroes (fra hans Berlin-trilogi, hvor han genopfandt sig selv efter en slem kokain-nedsmeltning, hvor han i øvrigt udviste stor begejstring for fascisme ("Britain is ready for a fascist leader", "Adolf Hitler was one of the first rock stars")).

Adis: Fedt at du også har set "Alt for min søn" og var begejstret! Det er virkelig en smertelig film der koger af realisme.

02/02 00:45-- Årtiets Bedste, 2010-2019 --
‘Smertelig’ er det helt rette ord. Scenen på toilettet er hjerteskærende. Og helt afsindigt godt spillet.

Apropos sydkoreanske film, så er de dæleme kommet på landkortet. Få set Burning, Emil.

03/02 19:05-- Årtiets Bedste, 2010-2019 --
Jeg synes, Sydkorea har været på landkortet længe, og de bliver ved med være i rivende udvikling. Jeg har set "Burning".

Login

Du skal være logget ind på Scope for at skrive indlæg.

Profilnavn
Kodeord
Husk mig

Opret Scope-profil.