1917: Største præstation 2019

1917

04/02 10:36Største præstation 2019
Jeg ved ikke om Saul's Søn har været en inspiration for Sam Mendes, da han begyndte at skrive manus til filmen. Under alle omstændigheder søger han samme Point of View oplevelse, som man havde i netop den film - og som også blev brugt i Gravity.

Betragtningsvinklen har det formål, at tilskueren bliver en del af historien - for man oplever ensidigt det som vores hovedperson/hovedpersoner - helt uden et forklarende overblik på situationen, eller et forvarsel om kommende begivenheder.

Det skaber en klaustofobisk oplevelse, hvor man aldrig ved hvad der sker bag næste højdedrag - eller i forladte bygninger. Det giver et højspændt kontinuerligt adrealin kick - som først forløses, da man indser at filmen slutter.

Filmen er skudt som et one-take - selvom der er tidspunkter undervejs, hvor der er mulighed for en tiltrængt pause. Kameraet slipper kun ganske kort - og kun et par gange betragtningsvinklen. Men det sker aldrig for at skabe et overblik, og den ene gang udelukkende for at godtgøre en tidsforskydning. Mendes har allieret sig med en af de bedste, Roger Deakins - som han tidligere har arbejdet sammen med på Skyfall, og som har film som Blade Runner 2049, Sicario, Prisoners, No Country for Old Men, The Big Lebowski, En verden udenfor - på sit CV (bare for at nævne nogen, blandt en helt enestående række af præstationer).

Hele filmen er en gigantisk bedrift, af samme årsag. Man oplever kilometervis af medvirkende, hvor timing er altafgørende for at hele den foregående præstation ikke ødelægges af en enkel fejl.

Fra start er det imponerende at se den scenografi, der udspiller sig. Vores helte bevæger sig gennem et militæranlæg og en slagmark, hvor hver enkel frame og alle omgivelser kunne være et perfekt studie i WW1. På intet tidspukt fornemmede jeg en fejl i sceneriet - hvilket underbyggede den reelle oplevelse i at være der selv.

Hovedpersonerne har brugt et halvt år på at øve, for at intet gik galt undervejs - og det svarer vel meget godt til en reel teateroptræden - uden en sufflør til at redde det hele. Og modsat til teateret - så er der her også reel action og skiftende scenerier at tage hensyn til.

Hvor man kunne have nøjes med at zoome ind på hovedpersonerne, vælger Mendes at zoome ud - så vi bliver en del af stemningen, og oplever tusindvis af personer som man nemt kunne have dvælet ved - for de har indlysende også spændende historier at fortælle.

Det er indiskutabelt en stor film - modstandere vil mene at historien er for enkel, men målet er at opleve krigens gru helt tæt på - og det lykkes ganske overlegent.

Gæsteoptrædender af kendte skuespillere, som ikke skal nævnes her - tilføjer en ekstra dimension til det hele.

Det er en af de få gange, hvor jeg honorerer med fuld hus for præstationen. En stor og knugende oplevelse, som det faktisk var ambivalent at skulle forlade, men som tvang tårer i øjenen på mig i slutsekunderne - men ikke før.

Bedste film 2019

10/10 - 6/6

07/02 23:33Største præstation 2019
Jeg forstår det ikke :)

Desuden, synes ikke helt det er det samme point of view her som i Son of Saul. For det første er der tale om helt andet teknisk format i Son of Saul, for det andet er dybdeskarpheden HELT anden sag. Mendes har valgt det jeg vil kalde computerspils-æstetik point of view med ofte alt i fokus, som i mine øjne blev enerverende. Det punkterede næsten al suspense. F eks snigskytte-scenen var ualmindelig kedeligt koreograferet, når seeren blot er ‘låst fast’ udefra om jeg så må sige.

Derudover smører Mendes så tykt på i flere scener med sentimentalitet, som jeg havde været foruden.

Jeg anbefaler den langt bedre dokumentar af Peter Jackson.

07/02 23:49Største præstation 2019
Sjovt du skriver computerview.
Jeg tænkte præcis det samme - det er et genialt forlæg til et spil hvor det gælder om at nå frem i tide.

Synd du ikke forstår det - en af de flotteste oplevelser i biografen nogensinde.

Det er muligt du bare er på et ophøjet niveau i forhold til resten af kloden - eller også er du bare Rasmus Modsat :-)

Det er helt fair at have en mening - men anstrengende hvis man ikke anderkender andres ret til det samme.

07/02 23:49Største præstation 2019
Fejl

07/02 23:49Største præstation 2019
Fejl

07/02 23:49Største præstation 2019
Fejl

07/02 23:55Største præstation 2019
Ser ud som om jeg gentager mig selv ;-)

Scope - kan nogen fjerne de overskydende indlæg

08/02 00:17Største præstation 2019
Jeg anfægter ikke det enkeltes ret. Jeg kan acceptere, at det er ‘sådan det er’ men jeg behøver hverken forstå det eller være enig i flertallet omkring denne film. Hvis jeg ‘forstod det’ var jeg jo enig :)

Det er da kanon med din oplevelse. Den snupper formentlig en Oscar for ‘at være flot’ men jeg synes det ville være så urimelig. Pudsigt nok fandt jeg den lidt glatpoleret på billedsiden og kommer altså ikke i nærheden af Lighthouse æstetisk set.

08/02 17:16Største præstation 2019
Håber sårn, jeg kan nå en tidlig forestilling i morgen - inden Oscar. Den skal saftsuseme være tyk den sentimentalitet, hvis den får mig vippet af. Det er - trods alt - Første Verdenskrig, der er emnet.

08/02 17:42Største præstation 2019
Grunden til den ikke fungerer for mig, skyldes flere ting som jeg er inde på. Jeg synes altså den er tynd. Men vurdér selv.

09/02 17:30Største præstation 2019
Kom du afsted Oberst ?

09/02 17:37Største præstation 2019
Adis

Det visuelle og mine følelser tæller altid højest for mig. Helt fair du havde det anderledes.

Man er dog nød til at anderkende præstationen af et stort ensemble, som for mig lykkedes helt unikt

09/02 23:06Største præstation 2019
Jep, hjemvendt her for ikke så længe siden, og inden jeg sætter håret til Oscar-natten, så får du lige hurtigt mine 5 cents:

Hold op for en stor filmoplevelse! Jeg var investeret fra start til slut, og jeg var endnu engang bjergtaget af Roger Deakins kælende og alligevel stringente kameraarbejde. Mest af alt glædede det mig, at jeg ikke kendte skuespillerne (de to knejte), måske derfor gjorde de i særhed indtryk. Jeg var sgu rørt. Hvis den her film er sentimental, så er jeg sgu blevet et gammelt sentimentalt røvhul.

Go' Oscar til Scope-folket!

10/02 00:49Største præstation 2019
Uden at være overrumplende eller vise nye retninger inden for mediet at bevæge sig i, er det stadig en teknisk habil og velproduceret film, men Deakins kan på trods af et ubestrideligt visuelt overblik ikke løfte hele filmen, selvom det er hans Arri Alexa som udfylder den altoverskyggende hovedrolle og bærer det meste af hypen bag "1917".

Men det er lidt trættende at temaer som selvopofrelse og ansvar skal kværnes igennem 1. verdenskrig som historisk kulisse. Jeg ville ønske at den uhyrlige meningsløshed som kendetegnede 1. verdenskrig, blev belyst i et større eller mindre omfang. Der var ingen 'gode' sider i den krig. Den blev erklæret af kolonialistiske stormagter og var stærkt karakteriseret ved sin unødvendighed, der kostede omtrent 20 millioner menneskeliv. Så vidt jeg er orienteret var det netop også krigen, der affortryllede idéerne man kædede til krigens natur; at krig var baseret på æresbegreber og drevet af hæderlighed. De romantiserede aspekter blev bogstavelig talt flået i menneskestumper og kødstykker, eftersom man havde helt nye våben som kunne slå mennesker ihjel på helt nye måder, og ikke mindst slå mange flere ihjel på meget kortere tid, mens resten kom tilbage lemlæstede på nye groteske og uhørte måder. Næsten en hel generation mistede appetitten for krig. At tage lige præcis denne krig og drage suspense ud af den ved at optegne krystalklare linjer af preussiske antagonister og engelske protagonister, og efterlade et stærkt heroisk stænk (en desillusioneret soldat bytter sin æresmedalje for en flaske vin for til sidst at genfinde æresfølelsen ved at have holdt sit æresord), er en forbandet skam.

10/02 01:33Største præstation 2019
Mirza:
Lige hurtigt (og uddyber gerne)

Det synspunkt er 100 procent validt, netop med WW1 som "rammen"...ja...jeg forstår!

Men det er heller ikke fair at hive det der ned over Mendes, der har lavet en personlig, drømmende enkel (teknisk afsindig) men for mig også pure smuk hilsen til det vigtigste i et landskab, vi kendte og ikke kender (har glemt). Tomheden i rammerne her gav hele tiden kunstigt åndedræt til den magre fortælling, og i sidste ende ret ægte åndedræt.

10/02 07:19Største præstation 2019
Det er sjovt, den første man tænker på er Roger Deakins når man skal beskrive sin positive oplevelse med filmen. Historien og indhold skider man tilsyneladende på. Ganske rigtigt sprang ideen fra det personlige netværk, men alligevel fornemmede jeg Mendes ikke helt formåede at fange essensen i denne krig og lavede en FOR simpel en film, hvor det hele skulle bero på en gimmick.

Som sagt, det lykkedes bedre i Peter Jacksons dokumentar. Og jeg er stadig ikke med på hvorfor Deakins skulle have den Oscar.

10/02 17:01Største præstation 2019
[Det er sjovt, den første man tænker på er Roger Deakins når man skal beskrive sin positive oplevelse med filmen. Historien og indhold skider man tilsyneladende på. ]

Hvis du gider tage brillerne på, så nævner jeg (selvsagt) Deakins, og går DERFRA videre til at fortælle hvorfor, jeg synes den er god.

Men jeg kan da så svare tilbage med, at "det er sjovt at" man kan insistere på at ville have en episk og lagret historie, når filmens fortælle-format gør det rimelig umuligt. Og instruktøren understreger i øvrigt, at det slet ikke er idéen med filmen og at det er en "lille" enkel personlig fortælling, der er hele fundamentet. Gå tilbage og se History Channel, så. Det her er en film.

10/02 19:00Største præstation 2019
Den var ikke KUN møntet på dig, men generelt når folk roste filmen, var Deakins det første der falder ind. Interessant.

Et bestemt format burde da ikke være en stopklods for indholdet. Birdman var da også i one take og jeg vil da mene det er en lagret historie. Jeg er med på begrænsningen man står over for rent teknisk, men man kunne have formidlet ‘det’ igennem dialogen. Der snakkes (overraskende) en del.

Ideen skulle helst omfatte både form og indhold. Og så kan det godt være Mendes kun satsede på det ene som bevidst handling - men jeg vil da godt have lov til at mene idéen var spinkel - personlig eller ej.

10/02 20:08Største præstation 2019
Jamen det skal du da ha' lov til at mene. Du skrev bare, at "man" (hvem det så end er) bare skider på "indhold" og "historie" - det synes jeg ikke er rigtigt. Jeg vil i hvert fald hellere have dette indhold, end jeg vil have dialogtungt, eksistentialisme (Birdman), som der er masser af i krigsgenren i forvejen. Jeg synes faktisk, "1917" holder en ret forfriskende balance mellem at skildre krigens rædsler uden at dvæle ved den.

10/02 21:01Største præstation 2019
Jeg var jo vild med Dunkirk og det var næsten en stumfilm. Men jeg synes så alligevel den kommunikerede et "larger picture" med sin skildring af begivenheden og formåede at ramme et større perspektiv. Og besad mere spænding og var spækket med uforglemmelige scener til lands, vands og luften. Mht 1917, jeg har svært ved at genkalde mig den, fordi den netop er så monoton. Min favorit af hans er stadig og vil formentlig altid være American Beauty.

Login

Du skal være logget ind på Scope for at skrive indlæg.

Profilnavn
Kodeord
Husk mig

Opret Scope-profil.