Hustlers: ALT ANDET END BEDØVENDE

Hustlers
Film Hustlers
Brugere Din stemme: ElendigDin stemme: JævnDin stemme: MiddelDin stemme: GodDin stemme: FremragendeDin stemme: Mesterværk
Debat
ALT ANDET END BEDØVENDEFilmbøffen

15/02 16:48ALT ANDET END BEDØVENDE
En gruppe strippere lever det søde liv, indtil finanskrisen i 2008 fratager deres klientel af børsmæglere pludselig ikke længere har penge nok til at smide om sig med dem. Derfor begynder de at eksperimentere med at bedøve og berøve rige mænd.

Det er på mange måder en film, der lægger sig i slipstrømmen af klassiske film om disciplinen strip, hvor typisk kvinder klæder sig af og udfører forskellige æggende bevægelser, som ”Striptease” med Demi Moore og Paul Verhoevens ”Showgirls”. Vi bliver inviteret ind i en for mange fremmed og spændende verden, der ved første øjekast virker profitabel og måske endda glamourøs, men lidt efter lidt afslører sine skyggesider. I den kvindelige instruktør og manuskriptforfatter Lorene Scafarias (hun står bl.a. bag klassikeren ”Seeking a friend for the end of the world”) hænder følger vores perspektiv den unge Destiny (Wu), der er ny på stripklubben og hurtigt kommer under den ældre og mere erfarne Ramonas (Lopez) vinger. Den type historie har vi set hundred gange før, men her er den fortalt med større kvindelig snilde, girl-power og en åbenlys bevidsthed om egne genrer, der sørger for, at vi som publikum aldrig keder os over genkendelsen.

De sidste par år er sangerinden Jennifer Lopez begyndt at røre på sig efter længere tids stilhed og her er hun tilbage i fuldt vigør i sin måske bedste rolle til dato. Mange af hendes bedste film har ikke været afhængige af decideret troværdigt eller ”godt” skuespil, men i ”Hustlers” viser hun, at hun sagtens kan levere det, når det kræves. Hun står for den altoverskyggende præstation som lederen i flokken af strippere og man kan godt blive lidt bange for hende, da hun er meget overbevisende som denne på overfladen sympatiske kvinde, der dog rummer langt flere facetter. Hovedrolleindehaveren er dog den unge, asiatiske Constance Wu, som er et meget ubeskrevet blad i filmens verden og denne film markerer faktisk hendes første registrering på Scope.dk. Dette mærker man ikke meget til, da hun fuldt ud er i stand til at følge med Lopez og Co. i det spændende plot, der kræver meget af ensemblet, der består af unge, meget karismatiske spillere, både fysisk og hvad skuespil angår.

Det er en film med hjertet på rette sted, som uden tvivl har sikret sig en lille plads i filmhistorien, da den både beskriver et virkeligt fænomen, en tid i amerikansk historie før og efter finanskrisen og tilmed noget om, hvordan det er at være kvinde. Mod filmens afslutning verbaliserer Jennifer Lopez’ karakter disse tematikker, så ingen kan være i tvivl: Hele USA er en stripklub. Derudover er det en film, der efterlever det ideal for en god stripper, som vi får forklaret – med en enorm fortællelyst, der altid vil videre i historien og aldrig forsøger at trække tiden ud. Musikken er topmoderne med vægt på rap og kvindelig r & b-musik, der sætter stemningen og tiden perfekt.

Selvom vores heltinder i ”Hustlers” tjener deres penge på at bedøve deres kunder, vil du som seer føle dig alt andet end bedøvet. Det er en utrolig frisk fortælling, som både er interessant i sig selv og qua sin historiske indsigt, fortalt af nogen meget stærke skuespillere. Seks stjerner.

Login

Du skal være logget ind på Scope for at skrive indlæg.

Profilnavn
Kodeord
Husk mig

Opret Scope-profil.