Laputa: Slottet i himlen: Magisk og Mageløs

Laputa: Slottet i himlen

23/02 11:11Magisk og Mageløs
Det er på alle måder en både magisk og fascinerende original japansk tegnefilm, eller anime som det vist også indimellem kaldes, som den legendariske instruktør Hayao Miyazaki her har serveret. Det siger i øvrigt ikke så lidt, med tanke på hvor mange fremragende værker manden står bag.

Den forunderlige historie om en dreng og en pige med en gådefuld krystal, der må kæmpe mod både pirater og fremmede agenter, for at finde en flyvende slot, leverer både til børn og voksne på nærmest samtlige niveauer. Mine to piger på 4 og 6 år var i hvert fald også helt med, trods en spilletid på lige over to timer. Det må bestemt siges at være godkendt.

Også visuelt er det en flot opvisning i dybde, fornemmelse for helheden og følelsen af at det vi ser er en levende ægte verden, blot tegnet.

Om man skal tillægge handlingen andet og mere end at det er en spændende, sjov og rørende fortælling ved jeg ikke. Der er selvfølgelig lidt at tolke på eller pointer om venskaber og tilhørsforhold med mere, hvis man lyster.

Men man skal nu heller ikke underkende styrken i den gode historie uanset og den får vi.

Login

Du skal være logget ind på Scope for at skrive indlæg.

Profilnavn
Kodeord
Husk mig

Opret Scope-profil.