Dinner for Schmucks: GULD FRA GEMMERNE #3

Dinner for Schmucks

14/03 15:19GULD FRA GEMMERNE #3
Denne film udkom i 2010 uden større fanfarer. Den havde ellers alt med sig: Den er baseret på en fransk hit-komedie, manden bag ”Meet the Parents”-serien, Jay Roach, stod i spidsen for projektet og to af tidens hotte navne indenfor komedier tørnede sammen. I hovedrollen den charmerende Paul Rudd som staklen Tim, der desperat jagter en forfremmelse og øjner chancen, da hans chef indbyder til et rimelig atypisk arrangement, hvor en række rigmænd alle medbringer en person, de anser for en taber, med henblik på at more sig over disse og overgå hinanden i disciplinen.

Her kommer Rudds vigtigste medspiller ind i billedet, Steve Carell. Ligesom Martin Freeman udspringer han fra den dengang meget populære komedieserie ”The Office” (dog hver deres udgave) og her er han i færd med at tage springet til det store lærred. Han giver den virkelig alt, hvad han har, og er som forvandlet i rollen som den excentriske Barry Speck, der tilsyneladende ernærer sig som dyreudstopper, hvilket giver anledning til filmens mest mindeværdige scener, når Roach langsomt lader kameraerne panorere om disse små tableauer, endda med sjælden brug af musik fra The Beatles.

Man har tydeligvis regnet med, at denne film blev en succes: Både dygtige skuespillere og komikere lurer over alt og puster liv i de mange skæve karakterer, heriblandt kan man opleve Octavia Spencer som clairvoyant i filmens store klimaks, som Roach måske kæmper lidt med at få til at gå op i en højere enhed. Et plot centreret om et trekantsdrama mellem Tim, hans kæreste og dybt vanvittige ekskæreste fungerer desværre kun sporadisk, hvilket også trækker den ellers gode oplevelse ned. Men stadig en film der er værd at se eller gense.

Login

Du skal være logget ind på Scope for at skrive indlæg.

Profilnavn
Kodeord
Husk mig

Opret Scope-profil.