Blodbrødre: De evige tre

Blodbrødre
Film Blodbrødre
Brugere Din stemme: ElendigDin stemme: JævnDin stemme: MiddelDin stemme: GodDin stemme: FremragendeDin stemme: Mesterværk
Debat
De evige treRasmusFL
dead ringersdon
Dobbelt Ironsfilmtossen
To er en for mangeAnonym

22/04 08:08De evige tre
De tre film, jeg inden “Dead Ringers” havde set David Cronenberg, gjorde mig forvirret. Jeg har aldrig forstået, hvorfor “A History of Violence” skulle være andet end en syngende banal, staveplade-pædagogisk redegørelse for “arv og miljø”-diskussionen. Jeg har heller aldrig kunnet se, hvorfor den stive og kunstige “Eastern Promises” skulle være andet og mere end sin sensationelt velskabte sauna-scene, hvor nøgne mandekroppe føles mere nøgne end nogensinde før.

Cronenbergs Stephen King-filmatisering “The Dead Zone” var mit hidtil bedste møde med den grænsesøgende kultinstruktør, og det er da også i den boldgade, at “Dead Ringers” befinder sig. Musikken er tyk og cheesy, stemningen er trykkende og usikker, og billederne er mestendels køligt registrerende. I stedet for at bero på et fantasifuldt forlæg, har Cronenberg og hans manusforfatter dog begivet sig ind i nogle mørke, mærkelige depoter i den menneskelige psyke. Derfor er tanken, jeg sad tilbage med efter “Dead Ringere”, heller ikke nem at placere på en sekstrinsskala: “Dét var satme en mærkelig film.”

Følelsen er dog ikke uden virkning, især ikke når fundamentet står så solidt; Jeremy Irons dobbeltrolle er sindssygt overbevisende og må have dannet skole for lignende roller, mens filmens kompromisløse livtag med tvillinge-tematikken sætter tanker i gang. Netop temaet og de mange psykologiske og fænomenologiske mekanismer kan dog føles lidt “patchwork”-agtige, næsten lidt demonstrative i sin insisteren på, at manuskriptet har gjort sit arbejde. Og nedenunder det hele mærker jeg stadig en lidt useriøs David Cronenberg, der morer sig med at bøje genrefilmens knogler til det punkt, hvor de næsten knækker – just for the sake of it.

Sidstnævnte er måske bare mig. Og måske det ikke engang er en reel kritik. Cronenberg, Irons og dem, der har givet grønt lys til projektet, skal i hvert fald have tak for oplevelsen. Havde jeg haft en bror i stedet for en søster, ville mine følelser nok også have reageret lidt stærkere. Teknisk er tvillinge-udfordringen også mesterligt løst, og flere steder pudser man forgæves brillerne for at finde det digitale tværtsnit. “Dead Ringere” er ingen decideret tiltalende film, og den gjorde måske ikke helt så meget ved mig, som den gerne ville. Men jeg ved – efter aftale med mit bedre jeg – at jeg skal se den igen en dag.

Tak til Tommy aka don for lån af filmen.

22/04 09:51De evige tre
Skønt skriv, Rasmus. Ærgerligt filmen ikke fik dig helt op og ringe, håber et gensyn engang gør lidt mere for dig. Og ellers er fire stjerner da også ganske anstændigt :-) Personligt gik den fra fem stjerner ved første syn til seks stjerner ved andet syn

22/04 17:01De evige tre
Godt skriv, Rasmus. Jeg må også få set denne film. Så er det spændende, hvor min bedømmelse ligger i fht jeres.

Jeg er meget enig med dig mht A History of Violence, som jeg personligt finder intetsigende.
Har du virkelig ikke set The Fly, Rasmus? Jeg betragter den som et mesterværk. Jeg ved ikke, hvor meget du er til horror, men ellers kan Scanners, Videodrome og den skammeligt oversete The Brood helt klart anbefales.

22/04 17:25De evige tre
Det virker til du ikke helt er til Cronenberg Rasmus. The Dead Zone virker på mig som en ikke-Cronenberg film. Så måske ikke underligt du foretrækker den? Jeg kunne fint lide den, men har den ikke højt over mandens værker.

23/04 09:30De evige tre
Adis, jeg tænker lige så vel det kan være den ældre (måske lidt uinspirerede) Cronenberg, jeg ikke tænder på. "Fluen", "Videodrome", "Scanners" og "The Brood" lyder i hvert fald fede. Tak don og Indiana. "Dead Ringers" lykkes med ikke at ligne noget andet samtidig med at være en ret medrivende fortælling. Derfor en klar anbefaling.

23/04 15:39De evige tre
The Fly er fremragende og står også rigtigt højt på min liste. Af inkarnerede Cronenberg-fans har jeg dog indtryk af, at den regnes mere for en parentes i hans produktion, da den ligesom The Dead Zone har et lidt mere konventionelt udtryk og ikke udfolder ligeså megen bizar psykologi som eksempelvis Dead Ringers eller Naked Lunch gør. Scanners, The Brood og Videodrome husker jeg også som dragende og makabre bekendtskaber, der alle er værd at se. Og så jeg i øvrigt helt enig i betragtningerne om Cronenbergs senere værker, hvor det virker som om, at han har mistet noget af sin flair. Eller måske var han bare bedst til horror?

23/04 17:31De evige tre
Ka' du SÅ få set min sølvvinder fra '86, Rasmus :-)
Og "Videodrome"...sindssyg film!

Fed anmeldelse. Og jeg kan 100 p. følge dig i, at Cronenberg er en af de allersværeste instruktører at sætte stjerner på, når man anmelder. Men det er jo kun godt.

Login

Du skal være logget ind på Scope for at skrive indlæg.

Profilnavn
Kodeord
Husk mig

Opret Scope-profil.