Det skjulte ansigt: Chasing The Rain Away

Det skjulte ansigt

04/05 01:09Chasing The Rain Away
Raising Cain er en god horrorkomedie. Ingen tvivl om det. Det er et svært håndværk at lave den slags film og samle de to i en legoklods, der funger og få har gjort det. Planet Terror måske. Psycho. Neil Jordan i Stalker. Og nogle af Frankenheimers film, som f.eks. The Manchurian Candidate selvom den hverken er horror eller en komedie som sådan. Tarantino blev efter sigende inspireret af Raising Cain da han lavede Pulp Fiction.

Efter den kommercielle fiasko med The Bonfire Of The Vanities, søgte De Palma tilbage til hvem han var. Med et mindre budget (12 mio. dollars) og folk fra den faste klikke (Lithgow og Gregg Henry). Og han skrev en film, som på en måde er historisk også for ham, fordi den viser at hans filmiske drøm er svær, om ikke umulig at realisere. Så på en måde er titlens reference til Orson Welles skæbnens ironi for De Palma. Hans historie kunne ikke blive virkeliggjort. Den var for fortænkt. Han kæmpede med sin klipper Paul Hirsch, der kender hans kringelkrogede sind og De Palma lod sig overtale til at glatte kronologien ud, så den endelige version er et kunstnerisk kompromis bl.a. med den konservative Hirsch. Senere har en filmnørd, instruktør og fan, Peet Gelderblom, omklippet filmen til De Palmas anerkendelse. Jeg tager dog udgangspunkt i De Palmas værk fra 1992.

Filmens titel er et ordspil over en kontroversiel og ikke ganske veldokumenteret artikel “Raising Kane”, som anmelderen Pauline Kael skrev i 1971 som et pun over myten om Kain og Abel om tilblivelsen af Citizen Kane, der handlede om et traumatiseret barn, hvor hun hævdede at Welles nærmest Kainagtigt havde begået karaktermord på den virkelige manuskript-forfatter Herman Mankiewicz og ikke fortjente med-credit på manuskriptet, der vandt en Oscar. Artiklen vakte meget postyr, for Kael var anerkendt og hun tabte anseelse på den. Hun var i øvrigt en solid støtte for De Palma gennem alle årene indtil sin død i 2001. De Palma elsker jo kontroverser og Welles var død i 1985, så legebarnet De Palma kunne nu nogle år senere ubekymret muntre sig med en film hvis titel var en ny ordleg i samme dur.

Filmen lever på to niveauer, der nærmest ikke har noget med hinanden at gøre. Den reelle historie og subtexten. Den rigtige film er svær nok at følge, for det er subtexten der er vigtig for De Palma. I den rigtige film manipulerer en børnepsykolog børns - og hans egen søns personlighed - og udsætter dem for unævnelige traumer for at studere deres efterfølgende personlighedsspaltning. Sønnen hjælper ham. Det hele går til sidste galt for faren, da hans søns jeg overtages af en af hans personligheder, en barnepige, der beskytter børn, og som derfor dræber faren. Sønnen undslipper men hans hustru finder tilbage til en gammel kæreste hun stadig har følelser for. Filmen er vævet ind i et herligt virvar af drømme, falske opvågninger, flashbacks og hallucinationer. Der byttes bl.a. nummerplader på bilerne så man er i tvivl om det er et POV-tema og i givet fald hvilket vi er vidne til eller et goof som følge af den kaotiske tilblivelsesproces.

Det er ikke dette overflødighedshorn af elastisk filmsprog ud i ekstremerne med gys og humor, der giver filmen sin styrke, men subtexten om mandens kønsrolle og dermed filmens status som en social satire over krisen i maskuliniteten efter feminismen og den nykonservative bølge i 80'erne. Carter Nix er Carter Nixon, der repræsenterer begge lejre. Hans jeg er en tøffelhelt af en hjemmegående psykolog Carter der passer datteren mens hustruen er familiens indkomstkilde. Hans voldelige anden personlighed, Cain, er derimod maskulin og handler. (Ligesom hustruens elsker i øvrigt, Jack, der gør alle de moralsk forkerte ting men får Jennys hjerte til at banke). Cain udfører drabene. Hans to andre personligheder en den syvårige, præ-seksuelle Josh, der er seksuelt harmløs, og barnepigen Margo. Carters personlighed er således, bortset fra den del, der er den rene morder, et kastreret mandligt ego i en moderne amerikansk kontekst. Carter kan ikke finde sig selv i kravene til både følsomhed og mandlighed. Og ironien i slutningen er, at Carter kun kan realisere sig selv i rollen som Margo, en cross-dresser med empati og beskyttergen - i en i øvrigt ovenud elegant reference til Lithgows nogenlunde tilsvarende rolle i Verden Ifølge Garp.

Med denne afgørende subtext i mente, forekommer 1992-udgaven at være den rette version. Plakaten signalerer personlighedsspaltning, og filmen starter med Carter og et mord, og vi er kørende. Så behovet for Jennys historie forstår jeg ikke. Hun er uinteressant og reduceret til den stereotype hykleriske kvinde. Intet skal dog tages for alvorligt. Det er komedie og leg med roller, der er De Palmas intention. Frances Sternhagens Dr Waldheim (i sig selv en hentydning til Kurt Waldheim, der var “spaltet” som både nazist og generalsekretær for FN) bærer efter en kræftsygdom en paryk der minder om Lithgows i slutscenen. Ironien er, at man bærer paryk for at skjulte ting, men i deres tilfælde er det et åbenlyst tegn på sårbarhed. Filmens slutscene er ikonisk. Bl.a. fordi den faktisk på en måde ikke er uhyggelig. Tværtimod. Carter som Margo er ikke umiddelbart en truende person. Alle har i Camino-parken fundet fred i deres nye roller. Så længe det varer. Men hvad med Amy? Er det hendes dæmoner vi er vidne til? Svaret får vi nogle år senere.

04/05 13:52Chasing The Rain Away
Vidste ikke, at De Palmas strukturelle vision med filmen var noget helt andet end i nuværende form. Interessant. Og interessant læsning/analyse af, hvad der foreligger

04/05 15:45Chasing The Rain Away
Lækker læsning, sandy.

Og ja, fusionen mellem horror og comedy er en af filmkunstens sværeste. Glem ikke Sam Raimis mesterlige Evil Dead-toer, hvor visceral horror og fysisk comedy i mine øjne blandes helt formidabelt. Af nyere tid kunne man nævne Jordan Peeles "Get Out" som et godt eksempel.

05/05 02:44Chasing The Rain Away
Tak skal I have.

Jeg var lidt hård ved filmen i sin tid men har lært at påskønne den mere med årene.

Det hollandske re-cut er tilgængeligt her.

https://vimeo.com/35398338

Login

Du skal være logget ind på Scope for at skrive indlæg.

Profilnavn
Kodeord
Husk mig

Opret Scope-profil.