Den sidste gentleman: Redford's Sidste Skud

Den sidste gentleman

29/05 07:39Redford's Sidste Skud
Robert Redford tager afsked med sit publikum, i en film der virker meget skræddersyet til ham. Han er også filmens store trækplaster. Også selv om han kan se lidt træt ud.

Det i en lidt tam fortælling, der aldrig helt kommer til at fremstå som en fyldestgørende historie om den særegne karakter af en ældre bankrøver, gravet op fra virkelighedens annaler, som den omhandler.

Det sagt, så er det dog også en varm og fin lille film om livets sidste kapitel der forsøger at balancere både Redford’s karriere og afsked med selvsamme og så filmens aldrende bankrøver.

01/06 03:40Redford's Sidste Skud
Ahh du får lige min anmeldelse nu du ikke er i cafeen

“Det' lige det, der får mig til at leve.”

The Old Man & The Gun (2018)

Spoilers,

Robert Redfords angiveligt sidste film - der på dansk har fået den spøjse titel The Last Gentleman - er en dvælende, bittersød eksistentialistisk personkarakteristik over den evige aldrende men høflige og elskværdige bankrøver og flugtfange Forrest Tucker. David Lowery har instrueret. Filmen er bygget over en virkelig person men det er Redford der styrer filmen og det bliver først og fremmest en hyldest til ham og til hans mange roller som frihedssøgende, næsten eskapistisk mand. Kvinderne vil have ham buret inde på den ene eller anden måde. Datteren han nok aldrig har mødt som straf, kæresten (Sissy Spacek) som naivt håb om forbedring. Men sandheden går op for hende.

Under alle Tuckers flugter, hvadenten det er fra familien, fængslet eller tætte menneskelige bånd, ligger selvfølgelig frihedstrangen. Men hos Lowery er det hele også hvis ikke selve akten, så sublimering af samlejet, den vigende potens. Bankkuppet som den ultimative uforpligtende orgasme - forspillet, the hit, and the run. Bankassistenterne er kvinder, og selve handlingen seksuel i al sin symbolik. Redfords øjne og stemme som det ultimative våben. Danny Glover og Tom Waits, indie-Hollywoods nye skæve makker par fra The Dead Don’t Die, er hans makkere i hans Over The Hill Gang som pensionist-bankrøvernes bande døbes i en fin homage til The Hole In The Wall Gang.

Tragedien er Tuckers længsel efter spænding, men det er også en skæbne han selv for længst har forligt sig med. Han er en myte også for sig selv, fremmedgjort, uvirkelig. Han lever af og med løgnen i menneskelige relationer. Han skjuler ikke blot sit navn for andre, men hvem han er. Det er en del af hans eksistens, prisen han betaler for et liv på farten. Kuppet, flugten er hans fra virkeligheden udstødte og i ensomhed udskårede orgasme. Hun ser ham se film. Han er betragter til det rigtige liv og lever i sin egen drøm, det vi andre nok ville kalde et mareridt.

Lowery spejler flot Tucker med Casey Afflecks livstrætte politibetjent, John Hunt. Affleck, en af de bedste skuespillere vi har, spiller rollen så perfekt følelsesmæssigt fordækt at man virkelig skal lede efter sporene af en personkarakteristik. Han hedder Hunt og lever, som datteren siger, også for jagten, spændingen. Sålænge forbryderen ikke er fanget, er han i spændingsfeltet. Så hvad er ideen med at fange ham, siger hun drilsk. Eksistentielt. For Hunt savner sin frihed i ægteskabet og søger i byen ved førstkommende lejlighed. Mødet med Tucker udløser hans i familielivet kvalte drøm om frihed. Det er den drøm han bruger for at opklare røverierne og tegne en profil af Tucker. Han nægter at anholde ham. Det ville være at slå sin egen drøm ihjel.

Filmen spejler Santiago og Manolins åndsfællesskab fra Hemingways novelle Den Gamle Man Og Havet i Tucker og Hunts fællesskab. Og som i novellen, bringer byttet kun kortvarig materiel glæde. Men skaber nye åndelige universer, alt centreret om den umulige drøm.

Det er en sød, sjov og cool tragedie. Et værdigt punktum for Redford hvis det er sådan det er. Filmen leger på en måde med tanken om at vise The Sundance Kid, Redfords store anden based-on rolle næsten 50 år tidligere, i sin alderdom. Filmen slutter med, at han går mod en bank i et af hans sidste kup. Efterteksterne afslører at Tucker smilede da han blev anholdt men slutbilledet er vigtigere. Det er det øjeblik hans puls er højst, midt i spændingen, pik og pistol på rette sted, klar til at forføre sit næste offer.

Login

Du skal være logget ind på Scope for at skrive indlæg.

Profilnavn
Kodeord
Husk mig

Opret Scope-profil.