Superman på nye eventyr: Mere seværdig end sin forgænger

Superman på nye eventyr

07/06 03:01Mere seværdig end sin forgænger
Jeg kan fornemme, at flere herinde er uenig med mig i, at Richard Donners "Superman" bliver overgået af sin efterfølger. Men lad mig forklare, hvorfor jeg synes det.

I min anmeldelse af den første film kritiserede jeg, at oprindelseshistorien for mig virkede ret uvedkommende. Men ja, den skal sgu være der. Derfor kan denne 2'er heller ikke stå alene. Men som man ofte siger med 2'ere, så har de fordelen af at kunne stå på skuldrene af den første film, hvori det hele skal etableres. Og dette er også tilfældet her. Vi har fået etableret oprindelsen i den første film, og i denne efterfølger kan vi fokusere på at fortælle en medrivende historie. Og det er efter min mening en mere fokuseret og interessant handling, som 2'eren har at byde på.

Der er desuden skruet op for actiondelen i denne efterfølger, som også er langt mere seværdig end i forgængeren. Det skyldes simpelthen, at de tre superskurke fra Krypton, ledet af general Zod, etablerer muligheden for ligeværdige fysiske slåskampe med den ellers så overlegne Supermand.

Dem, der påstår, at der ingen indre konflikt er i Supermands karakter ved ikke, hvad de snakker om. En stor del af handlingen i "Superman II" går ud på, at Kal-El er splittet mellem at være Jordens beskytter og ønsket om blot at være et almindeligt menneske, som kan leve i fred sammen med sin elskede Lois Lane. Det er også et langt mere interessant take på karakteren, end man ser i den første film, vil jeg mene. Kal-El bliver her bogstaveligt talt menneskeliggjort, hvilket er en måde at overkomme den "svaghed" ved Supermand som karakter, at han er nærtved-uovervindelig. Dette tema kobles således til, at Supermand må træde i karakter og indse, hvem han virkelig er ved at generhverve sine tabte kræfter og stoppe truslen mod Jorden.

Det er vel et spørgsmål om personlig præference, om man foretrækker den ene eller den anden film. Men jeg får mest ud af at se anden del af sagaen om "Superman". Det handler ikke bare om at få action på drengen, for jeg synes simpelthen også, at fimens handling er bedre fortalt, og at der denne gang er lagt mere vægt på en indre konflikt i Supermand som karakter, hvilket unægteligt gør det mere interessant at følge ham. Dertil skal det da lige nævnes, at Terence Stamp gør en fremragende indsats som en af de meste mindeværdige skurke i superheltefilmenes annaler.

07/06 12:36Mere seværdig end sin forgænger
Tak for to gode Superman-anmeldelser, Indiana. Jeg er enig i nærmest hvert ord, inklusive at toeren er bedre.

07/06 15:00Mere seværdig end sin forgænger
Tak, Carcajou. Hehe, så er der da nogen herinde, som er enig med mig.

07/06 20:43Mere seværdig end sin forgænger
Tak for god læsning til de to første Super-Man film, Indiana

07/06 22:36Mere seværdig end sin forgænger
Selv tak, don.

08/06 07:25Mere seværdig end sin forgænger
Da jeg som barn så dem i biografen med min far, fandt jeg den første lidt kedelig i perioder (stadig god, men ikke great). Jeg var for ung til helt at værdsætte dens narrative kvaliteter. Superman På Nye Eventyr fandt jeg derimod helt fantastisk. Men det var dengang. I dag som voksen har jeg det omvendt. Selv i The Donner Cut synes jeg Superman II er klodset, ujævn og svagt iscenesat. Underholdende ja, men udover flere trælse tiltag, rammer den ikke et højt niveau på fortællingen. Det synes jeg den første gør. Jeg kan godt følge din kritik. Jeg har det blot ikke på den måde med den første. Synes den lykkes perfekt med kort at trække mig ind i universet, om Supermans ungdom. På få minutter etablerer den for mig hans karakter og følelser som resten af filmen står på.

Men godt skriv og fornøjeligt at læse. Som altid!

08/06 14:11Mere seværdig end sin forgænger
Mange tak, Thomas. Ja, men vi bliver vist ikke enige. Jeg ved ikke, om jeg synes 2eren er mere klodset end så mange andre tjubang-film, der har i omegnen af 40 år på bagen. Men der er dog mere elegante film, der også er ældre. Men som jeg allerede har jeg nævnt, fandt jeg handlingen mere fokuseret i 2'eren fremfor 1'eren, som skulle favne bredt med flere aspekter klemt ind.

08/06 14:12Mere seværdig end sin forgænger
Donner's Cut, med respekt for ham og andre, fandt jeg virkelig mærkelig og da om nogen en film, som virkede klodset, hvilket også giver mening, når man kender baggrundshistorien.

08/06 14:15Mere seværdig end sin forgænger
Og forresten tak for historien om din oplevelse af Supermand. Det må have været fedt at se filmene dengang på det store lærred.

08/06 14:19Mere seværdig end sin forgænger
Behøver vi heldigvis heller ikke blive, altså enige:-)

Login

Du skal være logget ind på Scope for at skrive indlæg.

Profilnavn
Kodeord
Husk mig

Opret Scope-profil.