Amundsen: En Velkendt Rejse

Amundsen
Film Amundsen
Brugere Din stemme: ElendigDin stemme: JævnDin stemme: MiddelDin stemme: GodDin stemme: FremragendeDin stemme: Mesterværk
Debat
En Velkendt RejseThomas Nielsen

12/06 13:55En Velkendt Rejse
Momentvis flot og stedvis spændende, men også ret konventionel og psykologisk tam biografi om den norske opdagelsesrejsende Roald Amundsen, fortolket solidt af Pål Sverre Hagen.

Vi følger højdepunkterne og dette krydres med lidt fra det private liv og baggrund, uden at dramaet får lov til at udvikle sig, historien komme under huden eller vi helt kommer til at fange den helt store motivation der driver Amundsen.

13/06 01:19En Velkendt Rejse
Du får lige min ... mens jeg sidder og ser Kontiki for at det ikke skal være løgn

The holes at the poles,

Amundsen (2019)

Spoilers,

“I'll show you the light now. It burns bright, for heaven.
No more blue tomorrows. You goin' high now, love.”
(Inland Empire)

Filmen om Amundsen er på en måde Norges Dr. Zhivago, Mit Afrika i sin vision om den fortabte mandlige eventyrer. Filmen er på overfladen en ganske korrekt og relevant fremstilling af den verdensberømte norske polarforsker Roald Amundens positive og negative egenskaber og handlinger, så man selv kan træffe sit valg om manden, som instruktøren Espen Sandberg har udtalt. Roald Amundsen er klog, vittig og til tider omsorgsfuld, men meget krævende. Æstetisk er det således historien om den egoistiske eventyrer, der med ringe tanke på sine mandskabs skæbne lever for sig selv og sine bedrifter, der sikrer ham evig berømmelse på bekostning af varige menneskelige relationer. For i den vildeste vildmark kan man kun stole på sig selv og sine instinkter. Men det er derudover et elegant, bittersødt filmværk, der væver de underliggende subtexters store menneskelige temaer ind i dette egotrip.

Man rejser ofte ud for at finde sig selv. Sandberg opstiller en række fine surrogater for Amundsens latente drøm om at passe ind i borgerlighedens fællesskab, Som spøgelser fra et ikke-levet liv optræder bizart-rørende scener med familiejulen, børn og hustruen (i skikkelse af elskerinder) i dette selvcentrerede væsens oplevelser - til dels som en slags fantomer opstået under polarfærdene. Disse elementer er derved en del af Amundsens livsdrøm, der aldrig kan gå i opfyldelse, når han først har sat sig sine vanvittige, men historiske mål, Sydpolen og Nordpolen. Mål som måske ikke førte til forskningsmæssige gennembrud, men var milepæle i menneskehedens historie.

POV er gennem det meste af filmen især hos Amundsens bror og elskerinde, der mødes tilfældigt i et hus om natten, mens Amundsen er meldt savnet. Broren forsmået, uafklaret, elskerinden præget af sin erkendelse af Amundsens sære væsen. Et stærkt fortællegreb. Det er de ventende, de tilbageblevne, de efterladtes vinkel Sandberg søger. Dem der udnyttes og alligevel venter på eventyrerens hjemkomst, som er ofre for hans eskapisme. Kirk Douglas i The Bad and The Beautiful. Sandberg kan sit kram og efter en ellers urovækkende indledende scene etablerer han Amundsens "falske" tilbagevenden til sine nærmeste både filmisk og narrativt, for straks herefter som et fantom at lade ham flyve ud mod sin fatale skæbne.

Sandberg vover i slutscenen hele polarpelsen ved at give sit, meget smukke, bud på norsk histories måske største myte, nemlig Amundens forsvinden, hans skæbne, hvor han blev af. Slutningen er således filmens naturlige klimaks og en absolut åndelig udfrielse for den selviske Amundsen, der dybest set higer efter kærlighed og anerkendelse, og som skørt pludselig kaster al forsigtighed over bord for at redde sin tidligere makker, men nu rival Umberto Nobile, der er meldt savnet på Nordpolen. Derved ser Amundsen omsider lyset, men det er også denne pludselige næstekærlige handling, der ironisk nok koster ham livet i en englebragt begravelse.

Det er en flot og solid film med instruktion, fotografi og dialog i top. Stille, antydet og med få men effektive dramaer. Sandberg viser eventyrets forside og ikke mindst bagside, nemlig de store omkostninger ved at søge verdensberømmelse. Vejen til næsten, det nære, lever videre under huden som en mellemting mellem drøm, illusion og fatamorgana, urørlig, uopnåelig. Sandberg har herved, trods kritikken af egoisten, givet Amundsen menneskeligheden tilbage i døden.

13/06 13:10En Velkendt Rejse
Jamen tak for det sandmand'ske indspark.

14/06 02:41En Velkendt Rejse
Det var så lidt. For mig var det årets film sidste år.

Kon-tiki er også stærk synes jeg men dramaturgisk er det altid “bedre“ som i Amundsen når hovedpersonen ligefrem må lade livet ovenikøbet i et offer for at redde andre. Og så fremstår K lidt som en disclaimer på den type livsstil som Thor repræsenterede i og med han ender lidt ensom hvor Amundsen-filmen ikke rigtigt kan mødes med den indvendig.

Det ironiske ved K er så at Thor H prøver at virkeliggøre hustruens teori og mister hende. Men der er mange fælles træk ift. eventyr vs. almindeligt liv/familie-tema og det er godt set at bruge de selvlysende fisk nærmest Abyss-agtigt som Thor H’s svar på Amundsens nordlys, det syn der - bortset fra målet - må have været hele turens sære trip-agtige oplevelse for ham som han byttede bleer og madpakker og familielivets glæder og sorger for.

Men det er en flot bittersød slutning. Papegøjen der symboliserer frihed fortæres af en haj og Thor H der ikke som forudset af hustruen flyder ovenpå men tværtimod går til bunds og møder virkeligheden netop i form af hustruens afskedsbrev.

Personligt er jeg mere grebet af den virkelige Amundsens historie og derfor også af den film, som jeg synes er visuelt mere kompleks og spændende, men K har gode greb, fx at bruge close-up på Thor som dreng i starten også i slutningen da han når Polynesien, Poe-citatet fra billedet fra I Malstrømmen fordi han netop i overført betydning er fanget af havet. Fællesskabet på tømmerflåden synes jeg nu, lidt modsat Bjarke, emmer af ok drama under den kølige nordiske overflade.

Login

Du skal være logget ind på Scope for at skrive indlæg.

Profilnavn
Kodeord
Husk mig

Opret Scope-profil.