Maria Stuart, Dronning af Skotland: Unsex Me

Maria Stuart, Dronning af Skotland

30/06 01:28Unsex Me
Tja, hvad skal man dog sige. Striden mellem en skotsk og engelsk regent spillet af en amerikansk og australsk skuespillerinde med irsk og skotsk baggrund. En lydmand på overarbejde med trampende støvler på trægulve.

En visuel skuffelse i sin mangel på visuel stil - bortset fra i mødet mellem de to regenter, som til gengæld udmærker sig ved en unødvendig og forvirrende overflod af symboler. Vasketøjet, der symboliserer renselse og make-up'en, der symboliserer falskhed.

Vi lever i en tid, som ikke rigtigt har fundet sig selv endnu. Det afspejler filmmediet desværre. Her i jagten efter feministiske ikoner. Der er ingen grusom og skrupelløs bøddel som mænd i gangsterdramaer, Corleone style. Men tværtimod en engelsk dronning, der tårevædende underskriver rivalens dødsdom. Man pleaser. Rivalen Mary er ikke et offer som i Mike Oldfields sang To France, men nu blot stædig, oprørsk. Vores tid er vist lidt for klog til kunst.

Filmen står, som så mange andre film om kvinder i disse år, på skuldrene af en forlængst udlevet feminin og feministisk filmkunsts klimaks. Sally Potter, Jane Campion - og ikke mindst Sofia Coppola og hendes pragtværk Marie Antoinette. Man bør ikke tænke på den film, for så mister man nærmest lysten til moderne dramaer om kvinder og magt - The Favourite unævnt, instrueret af en mand. For Coppola kan som ingen anden mikse musik, visuel fortællestil og en skæv personlig og følsomt fortalt historie - og sætte den historiske historie i et nyt og overraskende perspektiv. Hvor vi sluger nye versioner af past events fordi det er kunst i ren form og ikke en politisk agenda der taler til os.

Josie Rourke virker lidt umoderne og umodig i sin stil, uden Sofia & Co.'s gin i vermouth'en. Beau Willimon skulle i hvert fald ikke have noget af de tre instruktører - det ville krølle hans vares neat indpakning og bringe box office i fare. Han var efter sigende mere forståeligt interesseret i Susanne Bier. Men det siger noget om kvindesagens status, at man i England 40 år efter at Thatcher kom til magten måtte ty til en teaterinstruktør og to udenlandske skuespillerinder for at besætte filmens tre store jobs.

Men det er ellers en virkelig god historie om to kvinders desperate og forgæves kamp for deres identitet i et mandsdomineret samfund. Identiteter, der i det hele er spejlet i hinanden, men som er gået i tusinde stykker længe før filmen starter. Rosebud in the fire på ny. Kærlighed er ikke et valg. Don't even think about it.

Login

Du skal være logget ind på Scope for at skrive indlæg.

Profilnavn
Kodeord
Husk mig

Opret Scope-profil.