Dunkirk: Sensationalistisk simplicitet

Dunkirk

20/07 11:39Sensationalistisk simplicitet
Der er ting ved ‘Dunkirk’, der har naget mig, siden jeg så den første gang. Dengang i 2017, få dage før filmen kom ud, virkede den nagende følelse både forkert og måske endda en smule uretfærdig, lidt som at klage over en fluesværm ved Niagara Falls. Jeg gav filmen fem forsigtige stjerner i en anmeldelse i Fyens Stiftstidende, men søgte hurtigt vished i Imperials 70mm-visning. Ved tredje nylige gennemsyn på blu-ray var Christopher Nolans krigsfilm fortsat et dragende, stedvist overvældende skue, men følelserne fra førstehåndsindtrykket blev også både bekræftet og forstærket.

Mange har kaldt ‘Dunkirk’ Christopher Nolans mest modne film. På mig virker den nu mere som det modsatte. Der er en ivrig, nærmest halelogrende jagt på spænding, der fæstner sig til værket, så snart de første 10 minutter er tilendebragt. Meget er sagt og skrevet om den indledning, og alt er sandt. Det ér uomtvisteligt en af de bedste sekvenser, Nolan nogensinde har skabt, hvilket ikke siger så lidt. Andre sekvenser brænder igennem, blandt andet midtvejs, hvor soldaternes venten ved strandkanten blandt havskum og tåge indfanges med malerisk præcision af Hoyte Van Hoytema, og Hans Zimmers ellers buldrende soundtrack finder en sær, raslende rytme som en flosset brystkasse, der hæver og sænker sig.

Ellers tikker nedtællingsuret derudaf med en utrættelighed, der ender med at trætte, fordi Christopher Nolans nægter at gøre én ret færdig, men stædigt holder tre gryder i kog på fuldt blus. Det skal ikke være nogen hemmelighed og kommer heller næppe som en overraskelse, at Nolan er en af mine yndlingsinstruktører, der i flere film har skubbet grænsene for altopslugende indlevelse i en mainstreamblockbuster. Særligt god er han normalt til at smelte to-tre handlingsforløb sammen i mesterligt krydsklippende midtvejsstykker, som når Harvey Dents fangetransport gennem Gotham ender i Rachel Dawes død i ‘The Dark Knight’, eller når mødet med Dr. Mann ender i en snurrende kosmisk sidsteøjebliksredning i hovedværket ‘Interstellar’.

I ‘Dunkirk’ er krydsklipningen ikke destilleret til en midtvejssekvens, men smurt udover hele filmen. Det er meningen og en del af filmens DNA, ligesom det var i den uopslideligt fascinerende og vellykkede 'The Prestige' samt den lidt mindre slidstærke 'Inception'. Nolan vil indfange krigsens stress og jag på land, til vands og i luften. Visionen er sympatisk, men ender i praksis med at hakke mange potentielt mavevridende scener i småstykker og placere dem i noget, der føles som en spekulativ rækkefølge. Druknende pilot hamrer i sit fastlåste cockpit, mens vandstanden stiger. Soldater svømmer fra en letantændelig oliepøl, mens fjendens fly nærmer sig. Kenneth Branagh kigger mod himlen med hatten i hånden, inden dødens bombe formodes at droppe. Vi kastes rundt mellem forløbene, mens Hans Zimmers alarmmusik hiver og hamrer i øregangene og sætter udråbstegn bag de i forvejen øredøvende råb, og gættekonkurrencen om hvem, hvor og hvornår modarbejder filmens antræk til slående, stumfilmsagtig simplicitet.

Næsten lige så ærgerligt er det, at det fysiske overblik over evakueringen ved Dunkirk går fløjten, muligvis også fordi instruktørens selvjustits ender med at kæntre ham. Man savner flere skibe, flere fly, flere visuelle beviser på fjendens nærvær og ikke mindst de “næsten 300.000 mænd”, som Kenneth Branagh i en slags servicemeddelelse mod slutningen nævner er blevet evakueret fra stranden – af hvad der ligner to håndfulde lystbåde. Nolan er selvudnævnt modstander af CGI, men her havde en større dosis trylleteknik været at foretrække. Der er altså stilistiske huller i skroget, hvilket virker paradoksalt, når ‘Dunkirk’ samtidig er så vanvittigt flot og teknisk veludført en film. Hoyte Van Hoytemas vinkler og farver er konsekvent velvalgte og vibrerer af et genialt blik for filmmediets muligheder, og flere gange gennem ‘Dunkirk’ finder instruktør- og fotografmakkerparret en synergi, der har direkte kurs mod historiebøgerne. Destinationen lurer i horisonten, men er for langt væk. Jeg runder ned til tre stjerner.

20/07 12:22Sensationalistisk simplicitet
Det gør da helt ondt at læse, men Tarantino og mig er uenige :) Han synes endda det er Nolans mesterværk.

Mht det du nævner i sidste afsnit, så er jeg så sandelig glad for Nolan ikke valgte CGi. Det havde faktisk slet ikke været nødvendigt. Jeg købte sagtens illusionen om mange blev reddet da filmen ikke fokuserer på ‘de mange’ men faktisk holder sig til de tre tidslinjer og folkene involveret der på et givent tidspunkt. Evakueringen tog over 1 uge uden at sende hele kavaleriet, det var ikke muligt.

Zimmers musikscore er dog lidt for meget. Man kunne i princippet have nøjes med ‘tik tak’ lyden gennem hele filmen.

20/07 16:54Sensationalistisk simplicitet
Det gjorde også lidt ondt at skrive. Jeg vakler egentlig nok stadig mellem tre og fire stjerner. Men jeg skal lige forstå, er dig og Tarantino uenige eller røg der lige et 'u' for meget på? :)

I øvrigt sjovt at netop Tarantino så højlydt har hyldet denne film. Han snakker om "great shots", og de kan bestemt ikke diskuteres, men af en instruktør at være, der er blevet berømt for at lade sine scene leve og ånde og knopskyde og udfolde sig på overraskende vis, undrer det mig, at han falder i svime over Nolans patchwork-tilgang til stoffet.

"Evakueringen tog over 1 uge uden at sende hele kavaleriet, det var ikke muligt" – netop den kommentar understreger faktisk min pointe, for den fornemmelse får man slet ikke af filmen. Der er noget med proportionerne, der går fløjten.

Jeg er enig i, at tikkelyden kunne have været et fedt soundtrack i sig selv.

20/07 17:42Sensationalistisk simplicitet
VI er uenige med dig :) Jeg skal ikke kloge i hvad instruktører kigger efter i film, det er ofte noget helt andet end vi fans er mit indtryk. Jeg er nu ikke så overrasket over han vælger Dunkirk, som jeg synes viser en instruktørmæssig overlegenhed i form af film som et visuelt medie. Den består netop af mange great shots.

Mht dit kritikpunkt, så fokuserer filmen bare ikke på en uges evakuering og de mange mænd, der skulle reddes. Vi følger jo tre tidslinjer som på et eller andet givent tidspunkt kolliderer med hinanden.

20/07 22:48Sensationalistisk simplicitet
[Man savner flere skibe, flere fly, flere visuelle beviser på fjendens nærvær og ikke mindst de “næsten 300.000 mænd”, som Kenneth Branagh i en slags servicemeddelelse mod slutningen nævner er blevet evakueret fra stranden – af hvad der ligner to håndfulde lystbåde.]

Jeg klukkede... :-) Og følger dig også. Der er ikke meget 'war epic' lige der. Så det synspunkt kunne jeg sagtens være hoppet med på, hvis ikke det var fordi, jeg netop fandt mikset mellem det episke (hold KÆFT en start visuelt på stranden) med det klaustrofobiske. Den er ikke enten-eller, og det fandt jeg fedt lige i denne setting. Det var det, der holdte mig på stikkerne undervejs. But I get ya.

21/07 10:33Sensationalistisk simplicitet
"Mht dit kritikpunkt, så fokuserer filmen bare ikke på en uges evakuering og de mange mænd, der skulle reddes" – Det er jeg helt med på, Adis, men netop derfor virker det abrupte klip til Branagh, der annoncerer 300.000 mænds redning, og som ikke ligner, at han har rykket sig ud af flækken, bare en smule mærkeligt.

Hehe, Oberst, at få dig til at klukke er skønt i sig selv. At du tilmed går med på min kritiske præmis, er jeg glad for. Du har selv fremhævet flere indiskutable kvaliteter ved filmen i din fremragende anmeldelse, blandt andet den meget uheroiske fremstilling af soldaterne, som Nolan bestemt skal have et skulderklap for. Tom Hardys bedrifter i luften er også fantastiske. Ville elske at elske 'Dunkirk' med et helt hjerte.

21/07 10:46Sensationalistisk simplicitet
Ras: på den måde, omend godt nok en bagatel du hæfter dig i :) Det er bare en meddelelse som du er inde på og jeg har da læst amerikanerne ofte er ret uvidende når det gælder denne begivenhed.

Men som nævnt tidligere, så kan jeg godt lide ambitionen bag at skrælle helt ind til benet hvad angår dialog og karaktertegningen og blot lade billederne gør forarbejdet. Jeg håber lidt Nolan tager meget med fra Dunkirk til Tenet og implementerer ganske enkelt mindre forklaring. Jeg håber.

21/07 20:19Sensationalistisk simplicitet
[Ville elske at elske 'Dunkirk' med et helt hjerte.]

Kender det, Rasmus. Kender det.

Login

Du skal være logget ind på Scope for at skrive indlæg.

Profilnavn
Kodeord
Husk mig

Opret Scope-profil.