Robin og Marian: Tager fra det gode og giver til det fattige

Robin og Marian

08/08 21:13Tager fra det gode og giver til det fattige
Jeg har altid godt kunne lide Richard Lesters højromantiske take på Robin Hood-legenden. Den føles middelaldersk, lever i fin pagt med naturen, og de lysende skove harmoneres visuelt godt med høje stenmure og metalliske rustninger. Jeg er så træt af at se på en hær af helt ens rustninger i episke film nutildags - her er der skift i garderoben, og stil på drengen. Tak!

Og så gør den sine karakterer dybe på en ret spinkel spillebane. Historien er spartansk - den klart største attraktion er skuespillerne. Et vitterlig imponerende team er samlet. Sean Connery og Audrey Hepburn (i hendes comeback-rolle) brillerer i titelrollerne, kemien er næsten ægte, føles det. Richard Harris stjæler billedet fuldstændig i indledningen som en døende Richard Løvehjerte. Og så dobles der lige ned senere i filmen ved at lade Ian Holm være krone-afløser. Skulle det ikke være nok, nårh jamen så har man da lige fået Robert Shaw til at spille Sheriffen af Nottingham, og således lader man klimakset stå som en homage til Grant og 007s duel i "From Russia with Love". Det er eddermaneme godt arrangeret.

Slutningen vil altid dele vandende, men jeg er ret vild med den. Den giver lige filmen den tyngde, som den ellers kryber udenom op til, og netop fordi vi gennem gode replikker og god performance drypvis får at vide, at der er noget - ægte - på spil mellem de to undervejs, er det det helt rigtige at følge den til dørs. Connery er virkelig en fornøjelse at overvære her, eller ja, hele vejen. Formår at balancere humor, sentimentalitet og lethed (som karakteren *skal* have) perfekt. Lige dét (og det kæbetabende ensemble) hiver filmen op på fem stykker.

11/08 11:01Tager fra det gode og giver til det fattige
Jeg blev også positiv overrasket over denne film, da jeg så den for første gang for ikke så lang tid siden (fik den af Thomas). Et spændende take på mytologien, og hvilket cast!
Tak for gode ord

11/08 11:14Tager fra det gode og giver til det fattige
Også en habil god film og rigtig fine ord og gode argumenter, som altid Emil.

11/08 13:13Tager fra det gode og giver til det fattige
Ja, pragtfuld anmeldelse og en film jeg har lyst til at finde nu. Har altid haft en svaghed for Disneys version, som jeg har set (og stadig ser og fortsat har planer om at se) igen og igen, ligesom jeg finder stor fornøjelse i Flynn og især Costners versioner.

11/08 21:47Tager fra det gode og giver til det fattige
Elsker, når der er connections blandt de gamle Scope-rotter, go' filmgave, Thomas. Jeg siger mange tak for rosen. Jeg er også glad for karakteren i de fleste udgaver, Costner var jeg drengeforelsket i som barn. Men en bister, gritty Russel Crow'sk udgave.....det bliver et nej tak herfra.

15/08 14:47Tager fra det gode og giver til det fattige
Vidunderlig film - den bedste Robin Hood-filmatisering i min bog. Af mange årsager, ikke mindst også kampen mellem Robin og sheriffen, som er én af mine yndlingsdueller på film.

Login

Du skal være logget ind på Scope for at skrive indlæg.

Profilnavn
Kodeord
Husk mig

Opret Scope-profil.