Once Upon a Time... in Hollywood: Der var engang ... hvor ...

Once Upon a Time... in Hollywood

22/08 18:39Der var engang ... hvor Tarantino havde mere at sige
En afdanket westernstjerne kæmper for at holde gang i karrieren i Hollywood, og det samme gælder hans bedste ven og faste stuntman. Samtidig strejfer Charles Manson og hans "familie" af tilhængere rundt i området.

Tarantinos seneste film er hans hidtil mest direkte kærlighedserklæring til filmmediet, der samtidig vil stille skarpt på en epoke med store kulturforandringer. Historien om Tarantino som filmnørden, der selv fik lov til at lave film, er selvfølgelig velkendt, og hans nørdviden gennemsyrer alle hans film. Men her laver han for første gang en film om folk, der laver film, med et spraglet portræt af Hollywood midt i en brydningstid i 1969.

Den del af "Once Upon a Time... in Hollywood" fungerer godt. Filmens production design er virkelig gennemført og rammer flowerpower-tiden flot, og dertil vrimler det selvfølgelig med både historiske personer og fiktive karakterer, der tydeligt er inspireret af bestemte typer fra filmmekkaets lange historie.

Så langt, så godt. Men der, hvor Tarantinos film om film slet ikke holder for mig, er i den temmelig fortænkte konstruktion af virkelige begivenheder tilsat et kraftigt fiktivt krydderi, som forfatter-instruktøren bruger til at levere en generel kulturel kommentar.

Tarantinos gennemgående tema har i mine øjne altid været vold - han har lavet utroligt begavede fortællinger om, hvorfor mennesker bruger vold, og ikke mindst hvordan kulturer fremavler vold og bruger vold som forløsning. I "Once Upon a Time... in Hollywood" bliver det først og fremmest til en ironisk kommentar om, hvordan vi som filmpublikum hylder volden som den simple løsning. Med et overdrevent voldeligt kontrafaktisk klimaks sætter filmen så at sige et spejl op og siger 'Se, ville det ikke have været meget federe, hvis der var kommet en god, gammeldags helt og havde smadret Manson-familien?'

Vejen frem til det klimaks bliver bygget op med en ulmende stemning, der selvfølgelig trækker på den sprængfarlige stemning i USA i slut-60'erne, men også i scener med mennesker, der hævder sig gennem vold. Der er da bestemt en pointe i det, men jeg synes som nævnt bare også, det er meget fortænkt.

Det er så i høj grad også Tarantino, der bruger gamle tricks, for det ultravoldelige symbolske klimaks har jo været en fast ingrediens i alle hans film fra "Death Proof" og frem. Nogle gange har jeg elsket det, men både her og i "Inglourious Basterds" bliver det simpelt hen for opstyltet til mig. Det hjælper heller ikke, at jeg synes, personer som Sharon Tate og Bruce Lee bliver brugt ret smagløst som en slags comic relief. Eller at filmen med en spilletid på 161 minutter var så længe om at nå frem til sine pointer, at jeg faktisk kedede mig lidt undervejs.

Alt det kan de positive kvaliteter ved "Once Upon a Time... in Hollywood" ikke opveje for mig. Det er en flot produktion, og især Brad Pitt skiller sig ud i det vidtfavnende ensemble af roller, hvor skuespillerne generelt gør det okay med begrænset plads, plus at man selvfølgelig også kan nyde Tarantinos evne til at skabe stilfulde scener. Men filmen sjosker også bare for meget rundt i fascinationen ved at genskabe en tidslomme, og i mine øjne har den med en relativt banal pointe slet ikke så meget at sige, som den selv tror. For mig er det Tarantinos hidtil dårligste film.

23/08 19:13Der var engang ... hvor Tarantino havde mere at sige
Spændende med noget modtræk til denne film! (jeg var heller ikke på røven over den i sin helhed, omend jeg kunne lide den bedre end dig, ser det ud til)

Jeg er lidt nysgerrig på noget du skriver, nemlig at Tarantions gennemgående tema er vold. Er helt enig i, at vold er et fortællerelement for Tarantino, som han altid bruger. Men denne må du gerne uddybe, hvis du gider: "...hvorfor mennesker bruger vold". Hvordan ser du den på tværs af alle hans film?

God læsning som altid, Car

25/08 00:29Der var engang ... hvor Tarantino havde mere at sige
Tjo, men for mig tjener den pointe en dybereliggende pointe som er at forene to ofre for Hollywoods drømmefabrik Rick og Sharon i et kram. To døde på hver deres måde. Hun i virkeligheden, han som fiktiv afdanket skuespiller. To outsidere, som Tarantino sider med og giver chancen for et nyt liv omend det er ganske fiktivt. Det sker til en dyster musik og på en flisebelægning formet som et kors ved siden af en sort og gul bil. Farverne fra Kill Bill som symboliserer fare og død. Det er faktisk en creepy slutning, bitter og smuk på samme tid.

Login

Du skal være logget ind på Scope for at skrive indlæg.

Profilnavn
Kodeord
Husk mig

Opret Scope-profil.