Tenet: Mikado i en rallybil

Tenet

10/09 07:25Mikado i en rallybil
Undervejs i ‘Tenet’ kom jeg – måske for at afværge følelsen af dyb og sårende skuffelse – til at tænke på Rally Mikado, en fiktiv sportsgren præsenteret i Oliver Zahle-programmet ’Sportens top 10’: Én kører vanvidskørsel med begge hænder på rettet, mens en anden forsøger at spille mikado på passagersædet.

Noget i logikken bag Christopher Nolans nye film synes ligeså absurd. Her skal der laves hjernegymnastik og jongleres med ‘hønen eller ægget’-paradokser og brydes trættende gåder om hvem, hvad og hvor, mens kampen mod verdensuret dunker mod trommehinderne. Dommedagsknappen sidder i øvrigt på håndleddet af en ond russer, der spytter på kvinder, inden han sparker dem i maven, og hele verdenshistorien står på spil, men er måske i virkeligheden afgjort på forhånd.

“Does your head hurt yet?” spørger én af karaktererne (fandme) undervejs, og det er et af mange eksempler på, hvorfor det her er Christopher Nolans dårligste manuskript til dato. Selv hvis femøren en dag falder, og filmens jagt på sin egen hale pludselig giver mening for mig, vil ‘Tenet’ stadig være plaget af replikker, ja endda hele dialogscener, der føles fuldkommen uden for rækkevidde, og som nærmest retfærdiggør en spoof-version. Jeg har altid taget Nolans forklaringstunge replikker i forsvar, fordi hans film ofte henvender sig til et bredt publikum, men her bliver det ekstremt meget for meget.

Der er to film inde i ‘Tenet’, der konstant kæmper om plads. Den ene er løssluppen, legesyg og intuitiv. Den anden er akademisk, timet og tilrettelagt. En kugle flyver tilbage ind i løbet på en pistol og neutraliserer sit eget skudhul og er på en måde et mix af de to verdener – action-aktivt og hovedbrydende. Men synet er ligeså kraftløst, som idéen er tvivlsom. Til sidst føles det som træpinde, der slår mod indersiden af rallybilens ruder, når to forskelligfarvede hold rykker ind for at redde verden på bedste Counter Strike-manér. Nogen bør slukke motoren og træde ud af bilen og betragte hele setuppet fra afstand. Det sker bare ikke.

Jeg cykler dagligt forbi ‘Tenet’-plakaten ved busstoppesteder og biografer og undrer mig over, hvorfor intet i mig har lyst til at tage i biffen og prøve igen. Samtidig kender jeg godt svaret: ‘Tenet’ mangler en indre tiltrækningskraft, et sug, der kan drage mig ind i dens favn. Lige nu står mig og ‘Tenet’ med korslagte arme og kigger på hinanden. Noget føles, som om det endnu ikke er begyndt. Men det er allerede for sent.

10/09 09:20Mikado i en rallybil
Der var du. Det mærkelige er, at jeg ikke engang er uenig, selvom jeg smider 3/6 for at markere at den ikke er dårlig. Du får mig bare ikke til at sige en Nolan film er dårlig.... på nuværende tidspunkt :)

Men ja, dialogen er ikke god og Nolan er begyndt at være fløjtende ligeglad med karakterer. Jeg sætter min lid til Villenouve i år, selvom jeg snart ikke tør håbe for meget.

Har du set Kaufmans fejlskud på netflix? Jeg så den som den næste film efter Tenet og havde vitterligt behov for en normal film igen.

10/09 15:51Mikado i en rallybil
Go' overskrift ;-)

Korslagte arme kommer jeg aldrig til at have overfor en film, der stiller sig så meget uden for "rækken" som den her. Men god læsning - som du kan læse, så var jeg også skuffet, og alligevel underholdt, selvom jeg stod i et narrativt jordskælv.

10/09 15:59Mikado i en rallybil
Min rangering af Nolans foreløbige film.

1. Memento
2. The Prestige
3. Interstellar
4. The Dark Knight
5. Batman Begins
6. Dunkirk
7. Insomnia
8. TDKR
9. Inception
10.Following
11. Tenet

10/09 16:04Mikado i en rallybil
Husk lige alle hans film.

10/09 16:19Mikado i en rallybil
Åh ja

Hermed opdateret

10/09 17:36Mikado i en rallybil
Rasmus, som i afslutningen på et smukt venskab ? Indrøm den replik sparkede røv.

AB, er der en skjult mening i at den er nr. 11 ? Ten + et. I virkeligheden skal man spille listen bagfra som i Beatles-sangen ...

10/09 17:56Mikado i en rallybil
"Ten + et"

hahahahahahahahahahahahah

10/09 19:45Mikado i en rallybil
Haha

11/09 10:09Mikado i en rallybil
Din ramme med Mikado er et touch of genius, Rasmus, meget rammende for filmen. Og godt skriv overordnet.

Filmen kunne i den grad godt have brugt noget mere af det løsslupne og intuitive, potentialet i præmissen lå der

11/09 12:17Mikado i en rallybil
Jeg synes Nolan burde få sig en forfatter. En, der tænker som en forfatter og ser tingene med friske øjne. Men tror ikke det sker.

14/09 11:14Mikado i en rallybil
Adis: Jeg er vist enig. Nogle friske manuskriptøjne kunne garanteret gøre ham godt. Emil rammer også filmens tendens til overforklaringer knivskarpt i sin anmeldelse, for laserstrålen skal fandme tændes og ikke snakkes ihjel. Har desværre ikke set 'I'm Thinking of Ending Things' endnu.

Og Emil, de korslagte arme... du har helt ret. Er egentlig også overrasket over, at min anmeldelse endte så fortørnet. Jeg elsker store armbevægelser og dumdristige ambitioner, men her var skuffelsen nok bare for stor. Malick og Nolan har gjort rigtig ondt på mig i år.

Tusind tak for rosen, don, altid rart, og sandmand: Jeg mindes faktisk ingen replikker, der sparkede røv :)

14/09 11:36Mikado i en rallybil
Ras: jeg synes inception havde lidt værre exposition, men var dog en bedre film end Tenet. Han havde åbenbart ikke lært noget af Dunkirks "tal mindre, vis mere" tilgang. Jeg må tilstå at jeg ikke engang synes den er så ambitiøs som Nolans tidligere film. Som jeg skrev er det faktisk en simpel genrefilm med kompliceret sci fi element smidt oveni, men de store temaer og wonder er der ikke.

Sjovt, jeg nød Malicks fine comeback :)

Login

Du skal være logget ind på Scope for at skrive indlæg.

Profilnavn
Kodeord
Husk mig

Opret Scope-profil.