Snake Eyes: It's a Wonderful Dive

Snake Eyes

23/09 21:47It's a Wonderful Dive
Jeg fejrede Brian De Palmas fødselsdag for ikke så længe siden med en film, og valget faldt på "Snake Eyes", som jeg ikke havde set i længe længe tider. Egentlig huskede jeg den som en fuser, men ned fra hylden kom den altså.

Og det var faktisk en helt okay oplevelse. Allright, sagt med det samme, 'De Palma møder Nicolas Cage møder statshemmeligheder' er en varedeklaration, som den her film ikke kan leve op til. Og det er i sidste led, den knækker, det politiske dobbeltspil, som er skåret så lige ud af kagen og placeret så kedeligt på tallerkenen, at fusen går af thriller-ballonen for hurtigt.

Men jeg må indrømme, at som genrefilm er "Snake Eyes" bedre, end jeg huskede den. Den har faktisk et ret langt medrivende start-midterstykke, hvor De Palma har helt styr på sine virkemidler. Blandt andet med nogle skønne tracking shots og en glimrende brug af musik - Hitchcock'sk naturligvis, ligesom det er svært stå for De Palmas referencer til Hitch i det hele taget; flere af dem mindre subtile end en løvblæser :-)

Godt, at filmen ikke slutter med Rick nede ved havnemolen sammen med sin søn, for det ville forråde lige præcis det, der gør, at man er interesseret undervejs. Nemlig Ricks korte rejse fra asshole til dedikeret betjent, til dekoreret betjent og tilbage igen. Med gennemførte - og ret nødvendige - flashbacksekvenser indlagt til at bryde med kronologien, heldigvis, for det *er* indrømmet en lidt hurtig tur, Rick tager fra 1) til 2). Men Nicolas Cage camouflerer det egentlig ret godt med en veloplagt præstation. Jeg mindes, den gode sandmand engang har sagt, han er total Bogart her. Det er han indiskutabelt i filmens sidste scene i hvert fald, men jeg tænkte faktisk også meget på en moderne James Stewart undervejs i Cage' bravado-optræden.

Godkendt gensyn.

24/09 23:51It's a Wonderful Dive
Tak for anmeldelsen og for at du tilbragte aftenen med den film. Det er en film De Palma står inde for. Den kommer fra hjertet så at sige. Hans dark view of humanity, som han selv siger. Han har skrevet den sammen med Koepp. Efter mareridtet med Mission Impossible-manuskriptet, hvor De Palma ikke kunne holde fast i Koepp hele vejen. Hans kyniske trilogi, Carlito's Way, Mission Impossible og Snake Eyes og hertil Meredith Brooks fine melodi, Sin City, var vartegnet for De Palma i 90'erne. Han var helt bevidst om at publikum bedre ville kunne lide Eliot Ness' rene helt og den rene forløsning i The Untouchables end Ricks korrupte helt og hans mørke vision i Snake Eyes.

Enig, kynismen er her mere et personligt karaktertræk ved mennesket end ved samfundet. Med andre ord har De Palmas samfundsvision undergået en optimistisk udvikling fra f.eks. Blow Out til Snake Eyes, hvor korruptionen og sammensværgelsen faktisk afsløres. Det kan føles fladt men det reelle drama er personligt mere end kollektivt her.

Jeg ser Ricks hurtige tur fra 1 til 2, som du beskriver, som udløst af, at det går op for ham at hans to idoler, Kevin og Tyler, som han har en historik med, dybest set er korrupte og han reagerer imod det, fordi han bliver bolværket imod korruptionen - og fordi han er "god" nok på bunden, en gæv gut der er kommer lidt for langt ud, men ikke er ond. Han er en martret helt. Menneskelig.

Jeg tænkte, at De Palma fik ideen til navnet Rick fra Casablanca, fordi hans rejse i Snake Eyes minder om Bogarts rejse i Casablanca - fra kompliceret, utilpasset mand til helt. Og så alligevel ikke helt her. Kysset til sidst er vidunderligt. Det er så uventet. Og så voldsomt. Og tragisk, som i Carlito's Way og Mission Impossible, for man kan ikke rigtigt tro på at Rick faktisk efter sit fængselsophold stadig føler den kærlighed han nærmest ved et tilfælde var med til at bringe til verden. Og endelig Sakamotos sindssygt smukke tema hvis man ikke fangede at det var en romantisk skæbneshistorie man var vidne til ...

https://www.youtube.com/watch?v=OebhZGh6RQA

James Stewart er også en god reference, også fordi hans helteroller heller ikke altid var helt entydige. Og også fordi The Man Who Knew Too Much selvfølgelig er en reference her, men ellers leger De Palma ikke så meget Hitchcock lige i denne film som i andre synes jeg.

Fik du set scenen efter end credits?

25/09 16:44It's a Wonderful Dive
Og jeg siger tak for responsen. Aldrig kedeligt med dig, når emnet er De Palma.

Elsker trådene til "Blow Out" - hvad bør vi stole mest på, os selv (nøglescenen her er på trappetrinet, hvor Rick skal vælge, om han vil tro på hende) eller idéen om os selv. Helt enig i din analyse af Rick. Og sjovt med "The Untouchables", en af hans mest hyldede film, den har aldrig hørt til i toppen for mig. For jeg kan sagtens følge dig, "Snake Eyes" er den klart mere risky film.

Come on, Hitch er da tydelig i den. Kikkert-skuddene af Gary Sinise. Vertigo-shottet af trappeskakten. Eller bare hele introen med usynlig klip-teknik ("The Rope").

Kysset til sidst er vildt. Fordi det definitivt (som jeg læser det) åbner den gamle Rick op igen. Ham vi så i filmens start. Bemærk den kække bemærkning der følger trop og charlatan-suget på cigaretten, efter hun går. Vi er præcis tilbage til scratch med karakteren. Det er dødens kys, som jeg ser det.

Og jo, altså den røde ring? Det er fedt lavet, og ligesom med Rick rejser det spørgsmålet. Kan man bygge noget nyt op, når det gamle stadig sidder i en.

03/10 01:27It's a Wonderful Dive
Hitch. Jo, jo eller blodet i vasken i badeværelset enig, men er det ikke i afdelingen for subtiliteter snarere end tematisk bestemmende ...

Dødens kys. Det er fanme godt udtrykt.

03/10 12:48It's a Wonderful Dive
Jeg ser dem blot som rene hilsener til forbilledet (a la Tarantino).

Login

Du skal være logget ind på Scope for at skrive indlæg.

Profilnavn
Kodeord
Husk mig

Opret Scope-profil.