Et spørgsmål om ære: Svar til Sandmand

Et spørgsmål om ære

23/03-03Svar til Sandmand
Anonym
Jeg tror nok, jeg er ganske enig i, at livet og kunsten helt overvejende er to forskellige ting. Problemet med nærværende film er, at den - bortset fra Nicholsons figur - meget vanskeligt kan ses som kunstnerisk. Dertil er hele rammen alt for traditionel og ikke-filosoferende.

Nu kan jeg så (for at understrege, at jeg langtfra er bekendt med alverdens store filmklassikere) afsløre, at jeg ikke har set Orson Welles' "Touch of Evil".
Jeg henholder mig i stedet til den spansk-franske perle, "Fiesta" (1995, inst. af Pierre Boutron), om en ung aristokrat-søn, der bliver tvunget ud i hvervet som bøddel i en henrettelses-peloton under den spanske borgerkrig af en på én gang hamrende usympatisk og kynisk men dog velargumenterende oberst spillet formidabelt af karakterskuespilleren Jean-Louis Trintignant.

Dersom "Et Spørgsmål om Ære" skulle kunne komme på tale som kunstnerisk, skulle den aldrig ha' været opbygget som et semi-konspirations- og fuldblods retssals-drama. Sætter man Nicholsons figur ind i dén ramme, falder hans pludselige og totale raseri-sammenbrud helt til jorden (omend det er meget underholdende at se på). Endelig er hans rolle samlet set alt for lille til, at man nogensinde kommer i nærheden af at forstå ham som menneske. Cruises opklaringarbejde fylder stort set hele filmen, og det bidrager kraftigt til opfattelsen af at der er tale om en film, der i højere grad efterstræber realisme fremfor at køre på "kunstnerisk/filosofisk frihjul".

Mht. "Apocalypse Now" (der jo er bygget solidt på den udsyrede klassiske novelle, "Mørkets Hjerte"), så kan man umiddelbart henvise til, at Oberst Kurtz (i modsætning til Nicholsons oberst) er døden nær. Jeg betragter dog heller ikke henrettelses-scenen i "A.N." som filmens bedst gennemtænkte scene. Men bortset fra den historiske ramme - Vietnamkrigen - så er der netop intet i "AN", der taler for, at filmen for alvor har haft som ambition at være realistisk. Det forholder sig for mig at se helt anderledes med nærværende film.
(Og så vil jeg foretrække, at du e-mailer mig i stedet).

Login

Du skal være logget ind på Scope for at skrive indlæg.

Profilnavn
Kodeord
Husk mig

Opret Scope-profil.