Matt Stone

Det er den tidligere matematikstuderende Matthew Richard Stone, man hører, når Kyle Broflovski åbner munden i alle tiders mest sjofle animerede sitcom 'South Park' (1997-). Stone lægger også røst til figurer som Saddam Hussein, Jesus, Big Gay Al og en hoben andre figurer.

Stone har arbejdet sammen med makkeren Trey Parker, siden de sammen lavede den korte animationsfilm 'The Spririt of Christmas' i 1991. De to uvorne ungersvende optrådte foran kameraet i David Zuckers 'BASEketball' (1998) med den mest lidenskabelige tungeslasker, man nogensinde mindes at have set i en amerikansk komedie.

Duoen lavede i 1999 en vellykket spillefilm 'South Park: Større, længere, ucensureret' med figuerne fra tv-serien. I 2004 fulgte den politiske satire og dukkefilm 'Team America: World Police'.

Han spiller trommer og bas i D.V.D.A., som kan høres på soundtrackene til 'Orgazmo' (1997) og South Park-spillefilmen fra 1999.
Født
26/05-1971 Houston, Texas, USA
< 1 >