Forførende skønhed (Stealing Beauty)

Den unge New Yorker-pige Lucy tilbringer sommeren efter sin mors død i Toscana hos sin mors gamle venner, der udgør en del af det nordeuropæiske kunstnermiljø i Italien. Lucy har flere grunde til at være i Toscana. Dels er hun der for at gense Niccolo. En dreng hun blev forelsket i sidste gang, hun besøgte egnen. Dels er hun kommet for at finde sin rigtige far, hvis identitet moderen aldrig har afsløret. © Scope

Produktionsår 1996
Genre Drama
Instruktør Bernardo Bertolucci
Medvirkende Carlo Cecchi, Sinéad Cusack, Liv Tyler, Joseph Fiennes
Spilletid 118 min.
Biopremiere 13.09.1996
Scope-score Din stemme: ElendigDin stemme: JævnDin stemme: MiddelDin stemme: GodDin stemme: FremragendeDin stemme: Mesterværk
Anmeldere
Brugere Din stemme: ElendigDin stemme: JævnDin stemme: MiddelDin stemme: GodDin stemme: FremragendeDin stemme: Mesterværk
Din stemme Din stemme: ElendigDin stemme: JævnDin stemme: MiddelDin stemme: GodDin stemme: FremragendeDin stemme: Mesterværk

Anmeldere

Scope
Uskyldens Triumf

Det er småt med kalorier med i denne historie om en ung piges frydefylde og sensuelle forvandling til kvinde under en begivenhedsrig rejse til Italien.

Bernardo Bertoluccis nye film "Forførende skønhed", med den mere dobbelttydige engelske titel "Stealing Beauty", er en både romantisk og saftig historie om kærlighed i skillelinjen mellem barn og voksen.

Den 19-årige amerikanske pige Lucy (Liv Tyler) indfanges på vej til Italien af en ukendt og uset beundrers videokamera. I de kornede billeder ser vi 'den sovende skønhed' på togsædet. Kameraet bevæger sig mod hendes skridt og dvæler ved hånden som ligger både skødesløst og sanseligt placeret på låret. Pigen vågner da hun ankommer til endestationen og kamera-voyeuren, som vi aldrig ser, forærer hende båndet med optagelserne. Den indledende sekvens indfanger filmens essens: Den distancerede beundring af en smuk piges opvågnen til fuld kvindelighed.

Uskylden og det lumre
Lucy er en ranglet, men alligevel velformet brunette, hvis smukke skikkelse Bertoluccis kamera beundrer hengivent. Som taget ud af Milo Manaras tegneserier vandrer hun igennem den svulmende italienske sensommer, og filmens intensitet kommer af de andre karakteres uforbeholdne reaktioner på hendes skønhed, sat overfor de hemmeligheder hun bærer på. Filmen kan ikke sige sig fri for en vis lummerhed i selve idéen, og onde tunger ville måske bruge ordene "gammel gris". Men det får være. Lucy er kommet til Italien med det mere eller mindre ubevidste ønske om at få taget sin jomfrudom af Niccolo, som hun mødte for fire år siden, da hun besøgte kunstnerfamilien Grayson, som er venner af Lucys moder, Sarah.

Denne uskyldens længsel efter at defloreres er "Forførende skønhed"'s enkle bærende historie, selvom den kombineres med Lucys ønske om at finde sin rigtige fader: Hun har opdaget i moderens dagbog, at Lucy blev undfanget under et besøg i det selvsamme kunstnerhus en sommer for tyve år siden. Ved ankomsten møder Lucy en række af moderens gamle bekendte, og hun stiller hver af mændene mystiske spørgsmål i håb om at få svar på gåden.

Hvem der egentlig er hendes fader spiller ikke så stor en rolle, men det gør derimod bevidstheden om Sarahs skæbne. Mændene kan fortælle, at hun var en mystisk smuk kvinde, både digter og fotomodel, men tynget af tungsind og uegnet til modergerningen. Det er således moderens nylige død, som har foranlediget Lucy til rejsen, dels for at gennemspille de begivenheder, som førte til hendes egen undfangelse, og derfor samtidig at gøre bod på moderens fejltagelser.
For hvor Sarah var et produkt af ungdomsoprørets seksuelle frigørelse, har Lucy et helt andet forhold til kærligheden: Hun er stadig jomfru, og har egentlig ventet på at give den elskede Niccolo (Roberto Zibetti) æren. For Lucy er sex forbundet med kærlighed og 'det rette tidspunkt', og denne uskyldige grundholdning, som ikke er noget fast moraliserende princip, men blot en ægte fornemmelse, står i skarp kontrast til husets midaldrende hippiers desillusionerede frigjorthed.

Man har travlt med at finde en mage til Lucy, da sandheden om hendes tilstand slipper ud, men da glansen går af den eftertragtede Niccolo, som viser sig blot at være en gemen trussetyv, begynder Lucys stemning at dale. Hun er både seksuelt bevidst og ivrig efter at få sit begær stillet, men med Niccolo synes det forkert. Heldigvis er der andre mere upåagtede kandidater, som viser sig at være guld værd, og både Lucys drømme og tilskuernes forventninger forløses en sensommernat under de åbne stjerner.

Den gamle mester
Historien om Lucy er fortalt med den gamle mester Bertoluccis evner til at skabe stemning og erotisk intensitet, som han f.eks gjorde det i "Sidste tango i Paris" og "Under himlens dække". Liv Tyler er henrivende og den i bund og grund gammeldags, svært klichéfyldte historie forløses af hendes smukke figur, som giver troværdig sødme. Det er naiv teenageromantik af høj karat. Problemerne ligger snarere i resten af persongalleriet, som ikke er andet end miljøskabende stereotyper, hvis formål blot er at formidle Lucy's psykologi, samt videregive den aldrende kunstner Bertoluccis selvironi. Jeremy Irons som den døende teaterforfatter, Stefania Sandrelli som erfaren journalist og Donald McCann som en garvet træskulptør, der udskærer Lucys portræt, ligner figurer fra hengemte boheme-drømme og er ikke særligt troværdige. Men det skyldes lige så meget, at personerne i deres lange isolation i kunstner-huset har udviklet sig til klichéer på sig selv, og netop derfor misunder de Lucy hendes friskhed og autencitet.

Lucys forskellige kavalerers endimensionalitet hjælper til at dele problematikken skarpt op mellem uskyld og depravation, men især Niccolo virker for letkøbt. Alligevel kan man ikke benægte, at den slags svigefulde forfører-typer findes, især netop som typer. Der hvor "Forførende Skønhed" virker bedst skildrer den henført forelskelsens ekstase og forviklinger, og den begærlig piges længsel smitter af på tilskueren. Man frydes over, at de gamle klichéer stadig er gyldige.

Nydelsen
På sin vis er "Forførende skønhed" Bertoluccis opgør med den stemning af dødbringende seksualitet som prægede "Sidste tango i Paris", og de mere politiske toner i "Medløberen" (1970) og "1900" (1976). For Lucy er seksualiteten livgivende og glædesfuld, når den forløser ægte kærlighed, og det politiske opgør med Italien trivialiseres igennem en sidehistorie. Bertolucci vælger at undgå de dystre temaer om uskyldens depravering og kunstens voldtagelse af det autentiske, som nemt kunne anslås, hvis historien havde taget en lidt anden drejning.
Tilgengæld er den patetiske pompøsitet som skæmmede "Den sidste kejser" (1987) og "Lille Buddha" (1993) også forsvundet. Filmen drejer sig først og fremmest om udelt fornøjelse, og tilhængere af Bertoluccis tidligere mere ambitiøse værker vil nok føle sig skuffede. Kritikken er da også berettiget, men Bergman lavede også lette komedier, og "Forførende skønhed" kan iøvrigt tonemæssigt minde en del om "Sommernattens smil". Alle kunstnere har vel brug for en fridag fra selvhøjtideligheden?

Brugere

16/05-06Brilliante Bertolucci
Skøn film med en fantastisk stemning og de smukkeste billeder!

16/01-03Smuk, men tom
Anonym
Bertolucci kunne, da han var bedst skabe et par gedigne klassikere, som "Sidste tango i Paris", "1900" og "Den sidste kejser" De sidstnævnte kendetegnet ved flotte billeder - og måske ikke så meget indhold - i så fald falder "Stealing Beauty", hvis man ser bort fra kvaliteten - fint ind.¨
Med de locations og den grundlæggende historie om en ung piges skridt fra ung til voksen burde Bertolucci have skabt en bedre film. Filmen er MEGET stille, hvilket kunne være en fordel, men her ikke er det. Bertolucci er forståeligt nok temmelig betaget af Liv Tyler i filmens hovedrolle, men han glemmer de andre, hvilket heller ikke havde været et problem, hvis Tylers rolle havde været mere end bare dekorativ. Der er nogle virkelig gode scener med Tyler - filmens bedste - Scenerne med den syge Irons en...


Fakta

Medvirkende
Carlo Lisca Carlo Cecchi
Diana Sinéad Cusack
Lucy Liv Tyler
Chrisopher Joseph Fiennes
Gregory Jason Flemyng
Alex Jeremy Irons
Chiarella Donati Anna-Maria Gherardi
Ian Donal McCann
Richard D.W. Moffett
Osvaldo Donati Ignazio Oliva
Daisy Rebecca Valpy
Miranda Rachel Weisz
Bag kameraet
Instruktion Bernardo Bertolucci
Produktion Jeremy Thomas
Manuskript Susan Minot
Fotografi Darius Khondji
Klip Pietro Scalia
Scenografi Gianni Silvestri
Musik Richard Hartley
Genrer og relationer
Genre Drama
Nøgleord Far-datter, Forfatter, Toscana
Premieredatoer
Biograf 13.09.1996
Øvrige oplysninger
Land Frankrig, Italien, Storbritannien
Produktionsår 1996
Spilletid 118 min.
Solgte billetter 9.488
Selskab Union Générale Cinématographique, Recorded Pictures Company
Biodistributør Constantin Film

Se også...