Lamerica

Forretningsmændene Gino (Enrico Lo Verso) og Fiore (Michele Placido) er i Albanien for at lave en fed fidus. De skal blot finde en stråmand til deres skofabrik og valget falder på den ikke just åndsfriske Spiro (Carmelo Di Mazzarelli). Men Spiro viser sig at have mere i baghånden end de to venter, og snart må Gino begive sig på jagt efter ham igennem det fattige land. Her møder den rige og unge italiener balkanlandets realiteter, og snart kommer han i voldsomme problemer. Samtidig afslører Spiro sin sande identitet. © Scope

Produktionsår 1994
Genre Drama
Instruktør Gianni Amelio
Medvirkende Enrico Lo Verso, Michele Placido, Piro Milkani, Carmelo Di Mazzarelli
Spilletid 125 min.
Biopremiere 04.08.1995
Scope-score Din stemme: ElendigDin stemme: JævnDin stemme: MiddelDin stemme: GodDin stemme: FremragendeDin stemme: Mesterværk
Anmeldere
Brugere Din stemme: ElendigDin stemme: JævnDin stemme: MiddelDin stemme: GodDin stemme: FremragendeDin stemme: Mesterværk
Din stemme Din stemme: ElendigDin stemme: JævnDin stemme: MiddelDin stemme: GodDin stemme: FremragendeDin stemme: Mesterværk

Gianni Amelio

(INSTRUKTØR)
Den 55-årige italienske instruktør Gianni Amelio har en lille række ambitiøse og intellektuelt funderede film på samvittigheden. Han har aldrig været bleg for at tage favntag med store emner som atomfysik, terrorisme eller dødsstraf. Herhjemme er han kendt, eller i hvert fald "kendt", for filmene ”Åbne døre” (1990), "Børnetyven" (1992...

Anmeldere

Scope
Håbet er askegråt

Gianni Amelios "Lamerica" er en mesterlig satirisk fortælling om kynisk hovmod og retfærdig nemesis

På et lurvet gæstgiveri et sted i Albanien danser en lille pige en kejtet sangvejtsdans. Hun vrider sig og støder med arme og ben, hun svinger sig rytmisk og ryster hovedet så voldsomt, at krøllerne fejer til alle sider. Hun er i trance.
En mængde børn og nogle få voksne stirrer på pigen med en blanding af forbløffelse og fornøjelse. Blandt tilskuerne er den unge italienske mand Gino. Muntert spørger en kvinde Gino: "Kan du lide hende? Kan du få hende i italiensk TV?". Pigen danser ikke sangvejts, men moderne, og hun er ikke syg, men håber blot på at blive berømt, at blive rig. Så hun kan undslippe Albanien.

Landet der knækker ethvert hovmod
Ovennævnte scene er central i den italienske film "Lamerica", instrueret af Gianni Amelio. Enrico Lo Verso spiller med en suveræn blanding af utålmodig arrogance og skjult hjælpeløshed den hårdt prøvede Gino, som bliver vor modstridende rejseleder, og vi ser og føler manglen på brød, manglen på tøj, manglen på menneskelig værdighed i Europas fattigste land. I albanernes tåbelige håb om en bedre tilværelse i det forjættede land lige på den anden side af Adriaterhavet spejler Amelio italienernes selvforståelse: De fremstår som kyniske, arrogante og hensynsløse. Men snart skal piben få en anden lyd. For Albanien knækker alle mennesker.

Ingen sentimentale klichéer
Med Gino udformes ingen kliché om den naive ungersvend, der kommer til et fremmed land og lærer dybe sandheder om sig selv og livet. Han får ingen 'politisk bevidsthed' i mødet med de fattige albanere, og fælder ingen sentimentale tårer over den hårde verdens uretfærdigheder. Gino er en skiderik, en kynisk svindler og det er filmens stærke side: Netop fordi hovedpersonen er moralsk anløben, omend ikke usympatisk, undgås politisk korrekte klovnerier og den ellers så typiske italienske sentimentalitet. Man oplever Albanien råt for usødet, uden filmen som en kyndig rådgiver om hvad der er rigtigt og forkert. Man får som tilskuer selv lov til at dømme, og dermed rammer filmen så meget desto mere plet med sit ærinde, der i sidste ende er både humanistisk og politisk.

Fidusen der gik galt
Handlingen er simpel, men både spændende, morsom og velfortalt. Den unge forretningsmand Gino er sammen med sin ældre kollega Fiore (Michele Placido) i Albanien, hvor de planlægger at lave en smart forretning: De vil anlægge en skofabrik og ved tvivlsomme metoder få penge ud af den katastrofale albanske økonomi og de italienske støtte-fonde. De to er hverken onde eller gode, blot mænd der har 'what it takes' for at score kassen. Det eneste de skal bruge i Albanien er en stråmand, og valget falder på den gamle og hærgede tidligere politiske fange Spiro Tozaj (Carmelo Di Mazzarelli), der pga sine manglende åndsevner er en nyttig marionet.

Det ser ud, som om alt er klappet og klart, men alligevel går noget galt. Den gamle mand stikker af - "Han sagde han ville hjem" - og Gino må drage efter ham. Men at færdes uden for storbyerne i det ludfattige land er slet ikke så nemt, og som italiener bliver Gino udsat for både irriterende udfritninger om hans hjemlands velsignelser og for mere grovkornede overgreb. Han kommer til at æde mange kameler og må forandre sig, da han og den gamle drages ind i balkanlandets barske realiteter.

Det ikke-sentimentales velsignelser
Selvom de to rejsende opnår en slags forståelse og endda hengivenhed, er forholdet ikke halvt så rørstrømsk og hjertevarmt, som man kunne frygte. I det hele taget er "Lamerica" god til at undslippe diverse følelsesmæssige faldgruber og i stedet køre filmen igennem med stringens og konsekvens. Begivenhederne går deres gang, og selvom den gamle mand står som en nostalgisk ikon for svundne tiders større menneskeværd, er billedet krydret med ironi, da han faktisk ikke aner hvem han er, eller hvor han befinder sig. Han er ingen 'godmodig gamling' eller en 'viis pauseklovn', for mens albanerne længes imod Italien som det forjættede land, længes han imod Amerika, der var det forjættede land i hans tid. Med denne salige ironi lykkes det dels filmen at have respekt for albanernes barske situation og deres håb om en bedre tilværelse, samtidig med at den gør klart, at nok er håbet lysegrønt, men græsset på den anden side af bakken er snarere askegråt, som en celle i et albansk fængsel. "Hvis I er heldige, bliver I opvaskere", som Gino barsk kommenterer til de ivrige albanere.

Den nye realisme
Med "Lamerica" fastslår Gianni Amelio sit ry som en af Italiens betydeligste nyere filmskabere. Hans stil er realistisk, og kan til tider minde om den navnkundige 'neorealisme' fra efterkrigstiden, men han adskiller sig dog også markant herfra. Han har skåret den sentimentalitet og politiske banalitet væk som lå i 'neorealismen'. Det kan på sin vis være et tab, når det gælder den følelsesmæssige indlevelse i hans film - "Lamerica" er ingen 'feel good movie' - men samtidig lykkes det ham, at manipulere den virkelighed han vil skildre så overlegent, at den fremstår som virkelig. Dermed er meget vundet, både kunstnerisk og etisk, og selvom "Lamerica" kun sjældent spiller på publikums identifikation, selvom der både er patetiske og dramatiske scener, er filmen medrivende og givende som få, hvis man er åben for dens billeder.


Fakta

Medvirkende
Gino Enrico Lo Verso
Fiore Michele Placido
Selimi Piro Milkani
Spiro Carmelo Di Mazzarelli
Selimis kusine Elida Janushi
Fængselsinspektør Sefer Pema
Dr. Kruja Idajet Sejdia
Fabriksdirektør Marieta Ljarja
Sanger Elina Ndreu
Vagt Ilir Ara
Bag kameraet
Instruktion Gianni Amelio
Produktion Mario Cecchi Gori, Vittorio Cecchi Gori
Manuskript Gianni Amelio, Andrea Porporati, Alessandro Sermoneta
Fotografi Luca Bigazzi
Klip Simona Paggi
Scenografi Giuseppe M. Gaudino
Musik Franco Piersanti
Genrer og relationer
Genre Drama
Premieredatoer
Biograf 04.08.1995
Øvrige oplysninger
Land Italien
Produktionsår 1994
Spilletid 125 min.
Solgte billetter 5.976
Selskab Cecchi Gori Group Tiger Cinematografica, Le Studio Canal+, Arena Film, Centre national de la cinématographie (CNC)
Biodistributør Gloria
Priser Bodil 1996, Bedste ikke-amerikanske film

Se også...