De vilde siv (Les Roseaux Savages)

Algeriet, 1962. Krigen i Algeriet er under optrapning. Maïté, Serge, François og Henri, der er født af franskmænd i Algeriet, bor i en lille by i det sydvestlige Frankrig. De fire er først og fremmest optaget af krigen i Algeriet og deres studentereksamen, og i fritiden blandes politiske synspunkter og heftige følelser. © Scope

Produktionsår 1994
Genre Drama
Instruktør André Téchiné
Medvirkende Élodie Bouchez, Gaël Morel, Stéphane Rideau, Frédéric Gorny
Spilletid 110 min.
Biopremiere 09.02.1996
Scope-score Din stemme: ElendigDin stemme: JævnDin stemme: MiddelDin stemme: GodDin stemme: FremragendeDin stemme: Mesterværk
Anmeldere
Brugere Din stemme: ElendigDin stemme: JævnDin stemme: MiddelDin stemme: GodDin stemme: FremragendeDin stemme: Mesterværk
Din stemme Din stemme: ElendigDin stemme: JævnDin stemme: MiddelDin stemme: GodDin stemme: FremragendeDin stemme: Mesterværk

Anmeldere

Scope
Både sivene og anmelderen må bøje sig

"De vilde siv" er en smuk og omstændelig film, der giver tilskueren rigeligt igen - hvis man altså har tålmodighed nok til at se plottet blive foldet helt ud

Der er langt fra Hollywood til det sydvestlige Frankrig. Og der er langt fra franskmanden André Téchinés nye film, "De vilde siv", til den action og glittede overfladebehandling, man finder i den amerikanske 'mainstream'. Ikke at der er nogen i vejen med hverken action, nostalgi eller andre tendenser i flodbølgen af film fra USA. Slet ikke. Det her er bare noget helt, helt andet - og det er nok en ret god idé at gøre sig dét klart, inden man køber billet og sætter sig til rette i salen.

"De vilde siv" er nemlig først og fremmest en langsom og ærlig film. Der sker en masse ting i den, bevares, men tingene sker så langsomt og bliver fortalt så omstændeligt og omhyggeligt, at man mest af alt føler sig som en, der er blevet bænket ved en fremmed families bord og nu deltager i en høflig og dannet, fransk konversation: Har De tid et øjeblik?, Téchiné vender sig venligt og beder diskret om ens opmærksomhed. Og derefter inviterer han så på en samtale. En gestus i hvilken ordenes mening nok må siges at være af en vis betydning, men hvor det helt overordnede mål snarere er at etablere en stemning af tillid, fortrolighed og oprigtighed. Altså må filmen, som også allerede foreslået, betegnes som en slags tidsfordrivende konversation.

Den lange søgen
Lige så meget, som jeg er søgende (eller måske ligefrem søgt) i mit forsøg på at sætte Téchinés film fast under den rigtige nål i sommerfuglekassen - lige så lidt er han det. Billederne af de vilde siv er enkle, lige til og helt stilfærdige. Og der er så god tid, at man næsten ikke kan huske, hvornår man sidst har iagttaget noget lignende. Antydningsvis kan jeg nævne, at filmen slutter med en uendelig langsom panorering - på hele 360 grader. Kameraet drejer simpelthen en hel omgang, inden vi får det at se, som instruktøren vil vise os.

Og hvad er så det? Jo, hvis vi vender tilbage til begyndelsen, og begyndelsen er i dette tilfælde sommeren 1962, så kan vi tage historien fra en ende af. Enden tilhører den tvetydigt tiltrækkende, unge pige Elodie Bouchez, der er i øvrigt prisbelønnet for sit skuespil. I "De vilde siv", dette kvadratur af et ungdoms-drama, personificerer hun den selvhøjtidelige og lettere neurotiske pige Maïté. Som det vigtigste af de fire andre hjørner har vi den unge mand med homoseksuelle interesser. Han hedder François - og spilles med en præcis nervøsitet af Gael Morel. François er, når alt kommer til alt, i virkeligheden nok ikke så homoseksuel igen. Han har bare hele tiden behov for at gøre det helt klart for sig selv, om han er det, hvordan han er det og hvis - hvad så? Manden er stangforvirret. Om man så må sige.

François og Maïté bor i den samme lille sydvestfranske by, og i den samme lille sydvestfranske by bor også Serge - spillet af Stephane Rideau. Serge er en øko-steg med sædkvaliteten i orden. Han er bred, solid og landlig, og han skal ganske rigtig også være landmand - ligesom sin far. Serges bror, derimod, er soldat i Algeriet. Og så er vi ved sagens kerne. Ved filmens begyndelse er Algeriets uafhængighedskrig nemlig ved at være forbi, og det er i den krig, at Serges bror kæmper - på fransk side. Med krigens mulige afslutning i udsigt vender nogle af 'sortfødderne' - le pied-noirs - nu hjem til 'fastlandet'.
En pied-noir er en franskmand, der er født i Algeriet, og netop sådan en er Henri, der spilles bittert af Frederic Gorny. Han udgør filmens fjerde dramatiske hjørne. Denne bitre unge mand er født i Algeriet, og han har derfor også et noget mere virkelighedsnært forhold til den krig, de andre unge kun har hørt om i radioen. Henri har nemlig selv stået midt i den og føler sig - som franskmand - derfor både forrådt og vred. Han hader franskmænd over én kam, men er samtidig selv franskmand. Et faktum, der muligvis forklarer, hvorfor han i filmen generelt er en anelse mopset at se til.

De næsten voksne siv
Med disse fire karakterer på plads i dramaet, er Téchiné klar til at fortælle den delvis selvbiografisk inspirerede historie om sivene. En historie, der tager udgangspunkt i en fabel af Lafontaine. Fabelen fortæller, kort fortalt, at sivet, der svajer, i længden er stærkere end egetræet, der stolt og stift brækker midt over under stormens rasen. Denne allegoriske fortælling overføres til filmen med en udpræget sans for psykologi. Téchiné tegner dybe, dybe portrætter af de fire unge siv, ganske enkelt ved at stille dem op over for hinanden i alle tænkelige kombinationer. Dybden i karaktererne fremkommer altså nærmest helt af sig selv med en slags matematisk nødvendighed. Alle seks kombinationsmuligheder udnyttes nemlig fuldt ud.

François har et eller andet homoseksuelt eksperiment kørende med Serge, der får en heftig konflikt med Henri, da Serges bror dræbes i uafhængighedskrigen. François er også lige ved at få en homoseksuel flirt stablet på benene i forhold til samme Henri, men det mislykkes, fordi François er genert. Til gengæld har Henri et godt øje til sin politiske modpol Maïté (hun er tilsyneladende kommunist), men han kan af indlysende grunde ikke rigtig hverken stå - eller gøre noget - ved det. Maïté har ikke et godt øje til Serge, men det har han til hende, for for den kommende bonde handler det mest af alt om at komme til at bolle med pigerne. Endvidere tror Maïté, hun har et godt øje til François, men det er i virkeligheden til Henri, at hun har det. François og Maïté er nemlig kun en slags kærester. De opfatter selv deres forhold mere og mere som en bror-og-søster-relation, og som filmen skrider frem, kommer det da også for en dag, at de egentlig aldrig har været ordentligt i seng sammen. Ikke desto mindre ser deres forhold stærkt ud på overfladen. Og det skyldes, at de mere eller mindre bevidst selv føler, at man nok bør have sig sådan et forhold, for at være rigtig voksen - noget som alle fire rigtig gerne vil være. Og dét helst lige nu og her.

Det overraskende almindelige
På denne omstændelige måde vises det på alle tænkelige måder i filmen, hvordan de fire hovedpersoner i grunden bare er nogle i helt almindelig grad frustrerede unge mennesker. Men man skal endelig ikke tage fejl. Filmen er ikke hverken kedelig eller banal. Der sker hele tiden noget, der fyldes hele tiden mere og mere personlighed på skuespillernes præstationer, og der er hele tiden nye muligheder, som instruktøren kan hive op af hatten (for eksempel virker nogle af kombinationsmulighederne ret utænkelige i starten, men det betyder også, at de virker temmelig overraskende, når de realiseres).

Fortælleteknikken i filmen minder stærkt om en realistisk roman fra sidste århundrede, og det er nok også netop denne teknik, der giver den det sejt trækkende tempo. Personerne skildres nemlig, ligesom det kan ses i for eksempel Tolstojs roman "Anna Karénina", både forfra og bagfra, fra siden og fra oven. De kontrasteres konstant imod forskellige kulturelle og politiske baggrunde og placeres derfor uafladeligt i nye sociale sammenhænge. Og eksempelvis er Serge nuanceret som både bondedrengen hjemme på gården, rugby-spilleren på skoleholdet, den korporligt begærlige elsker, den solide og trofaste ven, den håndfaste fjende og den dygtigste matematiker i klassen.

I "De vilde siv" er plottet en stilfærdig svir. Men billederne er det også, og læg så lige mærke til lydene. Der sker nemlig noget ret mærkeligt med dem ind imellem. Et ur, for eksempel, tikker lige pludselig unaturligt højt. Er det instruktøren Téchiné, der forsøger at sige TID til sin tilskuer? Garanteret. For det er nemlig samme Téchiné, der står bag filmen "Min bedste årstid", der for tiden ligeledes kan ses i biffen. Og "Min bedste årstid" handler faktisk også om - at blive ældre.

Fakta

Medvirkende
Maïté Élodie Bouchez
François Gaël Morel
Serge Stéphane Rideau
Henri Frédéric Gorny
Madame Alvarez Michèle Moretti
Monsieur Morelli Jacques Nolot
Ung brudgom Eric Kreikenmayer
Ung brud Nathalie Vignes
Monsieur Cassagne Michel Ruhl
Aicha Fatia Maite
Bag kameraet
Instruktion André Téchiné
Produktion Georges Benayoun, Alain Sarde
Manuskript Gilles Taurand, André Téchiné, Olivier Massart
Fotografi Jeanne Lapoirie
Klip Martine Giordano
Scenografi Pierre Soula
Musik Chubby Checker
Genrer og relationer
Genre Drama
Premieredatoer
Biograf 09.02.1996
Øvrige oplysninger
Land Frankrig
Produktionsår 1994
Spilletid 110 min.
Censur Tilladt for børn over 15 år Tilladt for børn over 15 år
Solgte billetter 5.948
Selskab IMA Productions, Les Films Alain Sarde
Biodistributør Gloria

Se også...