Kansas City

Kansas 1934, en by fuld af korruption, gangstere og jazzmusik. Blondie O'Hara er en simpel telegrafist, der en dag må gribe til drastiske gerninger, da hendes mand tages til fange af gangster-bossen Seldom Seen. Blondie kidnapper politiker-hustruen Carolyn Stilton for at tvinge manden til at tage affære. Men da der er valgdag i Kansas City, har de fleste travlt med andre gøremål. Det bliver en lang ventetid, som indrammes af en jazz-dyst i Seldoms Hey-Hey Club. © Scope

Produktionsår 1996
Genre Drama
Instruktør Robert Altman
Medvirkende Jennifer Jason Leigh, Miranda Richardson, Harry Belafonte, Michael Murphy
Spilletid 118 min.
Biopremiere 23.08.1996
Scope-score Din stemme: ElendigDin stemme: JævnDin stemme: MiddelDin stemme: GodDin stemme: FremragendeDin stemme: Mesterværk
Anmeldere
Brugere Din stemme: ElendigDin stemme: JævnDin stemme: MiddelDin stemme: GodDin stemme: FremragendeDin stemme: Mesterværk
Din stemme Din stemme: ElendigDin stemme: JævnDin stemme: MiddelDin stemme: GodDin stemme: FremragendeDin stemme: Mesterværk

Jennifer Jason Leigh

Den talentfulde frk. Leigh har aldrig været bange for at kaste sig over skæve roller og er virkelig i stand til virkelig at hæve niveauet i middelmådige film. Som 14-årig deltog hun i en sommerworkshop hos Lee Strasberg. Efter et par tv-roller fik hun en af hovedrollerne i gyserfilmen 'Tag telefonen og dø' (1981). Herefter fulgte college-filmen '...

Anmeldere

Scope
Swingtime

Robert Altman tager i "Kansas City" gangster-genren under vanlig sarkastisk behandling. Masser af god jazz-musik, mange gode grin, men en lidt tynd historie.

Kansas 1934. I den røgfyldte Hey-Hey Club spiller et svedende habitklædt jazzband svingende toner, mens smilende mennesker danser arbejdets sorger bort. I baglokalet har klubbens ejer Seldom Seen en pistol til tindingen på smågangsteren Johnny O'Hara, fordi fjolset har bestjålet ham. Samtidig har Johnnys kone Blondie en pistol til tindingen på toppolitikeren Henry Stiltons kone, for at fremtvinge Johnnys befrielse. Scenen er sat til en lang nats venten på afklarelse. Hvem skal dø og hvem skal leve? Imens spiller orkestret videre, som om intet var hændt. Filmen er Robert Altmans "Kansas City".

Markant karriere og tilsyneladende realisme
Selvom Robert Altman først brød igennem som 45-årig i 1970 har hans karriere været en af amerikansk films mest markante. Han har skabt hyldede mesterværker og katastrofale stinkere. Med en helt egen stil har han omdefineret og gennemhullet de amerikanske genrer. Fra det satiriske greb på krigsfilmen i gennembruddet M*A*S*H (1970), over det desillusionerede portræt af western-mytens forfald i "Vestens syndige par" (McCabe & Mrs. Miller, 1971) og "Buffalo Bill og indianerne" (Buffalo Bill and the Indians, 1976) til Hollywood-satiren i comeback'et "The Player" (1992). Altid den kyniske betragter har Altman udspændt sine historier som skæbnetunge fortællinger om ganske almindelige mennesker i situationer, de ikke selv er herrer over. Hans film er ofte mere interessante end helstøbte. Men aldrig uspændende.

Altman benytter sig af en særlig stil, man kan kalde 'tilsyneladende realisme'. Han arbejder meget bevidst på, at filmens handling skal udspille sig så udramatisk og naturligt som muligt. Det skal synes virkeligt og tilfældigt som livet selv, men naturligvis er alt tilrettelagt til mindste detalje. Altmans stil fuldbyrdedes i mesterværket "Nashville" (1975), hvor hovedpersonen snarere var selv byen Nashville end én af de over 20 karakterer hvis skæbner blandes sammen under et stort politiseret country-rally i c&w-musikkens hovedstad. Med den flakkende, 'demokratiske' stil, hvor synspunktet skifter fra den ene til den anden person, lægges med mange brikker til sidst en fuldbyrdet mosaik, som skal afspejle situationen i et USA ramt af menneskers falskhed og forfængelighed.

Selvom Altman i sidste ende er ude i et meget kritsik ærinde er hans film oftest legende let fortalt og hylende morsomme. "Nashville"s søgende og realistiske stil, hvor hver enkelt person fik lov at stå frem i fuld figur, revolutionerede måden at fortælle en film på, men den er nu ikke blevet benyttet at ret mange andre end Altman selv. Dels kræver det et enormt overblik at få filmen til at hænge sammen, og den manglende hovedperson er ikke befordrende for publikums medlevelse. Hans film kræver mere tankevirksomhed end den gængse, og handlingstrådene er ofte indviklede og uafklarede. Det er man ikke glade for i Hollywood. Altman har flere gange siden benyttet den 'demokratiske' stil, senest i "Short Cuts" (1994), som mange fandt vellykket og "Pret-a-Porter" (1995), som kun få fandt vellykket. I "Kansas City" har Altman forladt de store grupper for som i hans 80'er film igen at beskæftige sig med mere simple dramaer. Men stadig mærker man den umiskendelige udramatiske stil, den bidende kynisme og flair for at håndtere flere handlingstråde.

Pigen som så for mange film
Blondie O'Hara (Jennifer Jason Leigh, der ligesom i "Det store spring" rammer 30'ernes stil perfekt) er en simpel telegrafist, som lever forholdsvis lykkeligt med manden Johnny (Dermot Mulrony). Hun elsker Johnny, men går også meget op i filmstjernernes liv, og synes selv hun minder lidt om Jean Harlow, datidens blonde sexsymbol, 'the blonde bombshell'. Hun har endda tillagt sig en Harlowsk accent, med et passende frækt og mundrapt ordforråd. Blondie er en skrap dame, som ingen skal løbe om hjørner med.

Desværre er Johnny betydeligt mindre begavet, for da han røver en mængde penge fra spilleren Sheepshan Red, går der ikke lang tid, før fire sorte gangstere kommer anstigende. Sheepshan Red er en af den sorte gangsterboss Seldom Seens bedste kunder, og Seldoms bedste kunder tager man ikke røven på. Johnnys dage er talte. Den fortvivlede Blondie går i forbøn for sin mand, der holdes fangen i The Hey-Hey clubs baglokale, men Seldom er en hård mand (han spilles Harry Belafonte, som for en stund har forladt calypsoen til fordel for skuespillet. Et klogt valg). Herefter tager fanden ved Blondie og hun tror sig midt i en af Harlows hårdkogte gangsterfilm, da hun kidnapper politikeren Henry Stiltons kone Carolyn (Miranda Richardson), for at tvinge Stilton til at gøre sin indflydelse gældende overfor byens lyssky elementer, så Johnny kan blive fri igen.

Desværre er det valgdag i Kansas City, og da byens lyssky elementer er sammenfaldende med borgmesteren "Boss" Tom Pendergast, har de fleste for travlt med at bedrive valgfusk til at bekymre sig om en småforbrydrers skæbne. De to kvinder kommer til at tilbringe betydeligt mere tid sammen end planlagt, og det får katastrofale konsekvenser. Som den melodramatiske historie drager mod sin slutning udspilles en amerikansk tragedie.

Historien er ikke specielt original, og "Kansas Citys" styrke ligger da også i miljøskildringen og de store mængder forrygende jazz-musik, som vælder ud fra The Hey-Hey Clubs lokale. Kansas City var i Pendergast tid (borgmester fra 1926-36) et Mekka for spillere og illegal spiritusudskænkning, og derfor valfartede de bedste musikere til byen for at spille på de mange 'speak-easies'. I filmens forløb møder vi både Bill (senere Count) Basie og en meget ung Charlie Parker, og "Kansas Citys" forrygende højdepunkt har faktisk intet at gøre med gangster-historien, men er derimod en genskabning af den legendariske saxofon-dyst mellem Lester Young og Coleman Hawkins. Det er intet mindre end suverænt.

Men "Kansas City" er dog mere end en hyldest til jazz-musikken i Altmans fødeby (han kom selv som teenager på The Hey-Hey Club), den udstiller også den totale korruption i en by styret af folkevalgte forbrydere. Desuden er der afstikkere til racisme os kvinders vilkår. At filmens miljø bygger på historiske fakta gør den så meget mere foruroligende.

Altman har travlt med at frembringe Kansas Citys storhedstid i al sin vælde og gru, men interessen for baggrund og den store pensel viser også, at Altman ikke tager den centrale tragiske historie alt for højtideligt. Hans favntag med Amerikas forråelse og kynisme afspejles i et lige så kynsisk forhold til personerne, og det er ikke altid det heldigste, man kan gøre. Ligeledes afstår hans stil fra at benytte sig af billige tårevædede tricks, som andre Hollywood- instruktører bruger for at lefle for publikum. Hans stil er flydende og betragtende, men samtidig udpegende og dygtigt fortællende, hvis man er villig til at arbejde med. Måske er det realistisk, for som vi véd udgør to menneskers problemer ikke en høj af bønner i denne verden, men det er sjældent engagerende for tilskueren. Det er en henslængt historie som påhæng for et billede af amerika anno 1934. Der er dog nok grovkornet satire, fabelagtig miljøskildring og godt skuespil til at holde interessen fangen. Og så er der selvfølgelig jazz-musikken.


Fakta

Medvirkende
Blondie O'Hara Jennifer Jason Leigh
Carolyn Stilton Miranda Richardson
Seldom Seen Harry Belafonte
Henry Stilton Michael Murphy
Johnny O'Hara Dermot Mulroney
Johnny Flynn Steve Buscemi
Babe Flynn Brooke Smith
Nettie Bolt Jane Adams
Addie Parker Jeff Feringa
Sheepshan Red A.C. Tony Smith
Bag kameraet
Instruktion Robert Altman
Produktion Robert Altman
Manuskript Robert Altman, Frank Barhydt
Fotografi Oliver Stapleton
Klip Geraldine Peroni
Scenografi Stephen Altman
Genrer og relationer
Genre Drama
Premieredatoer
Biograf 23.08.1996
Øvrige oplysninger
Land USA
Produktionsår 1996
Spilletid 118 min.
Censur Tilladt for børn over 15 år Tilladt for børn over 15 år
Solgte billetter 2.788
Selskab Sandcastle 5 Productions, CiBy 2000
Biodistributør Constantin Film

Se også...