Haiti. Uden titel

Haiti skildres her som stedet, hvor myte og virkelighed lever side. Den er på samme tid poetisk og grum skabt med distanceret voyeurisme. Filmen giver give en uskyldig og åben indfaldsvinkel i sin afsøgning af det vidtforgrenede liv på Haiti - henslængte mordofre til hallucinatoriske voodoo-ritualer. Filmen viser landets kaotiske sammenkog af politisk terror, overtro og sensualitet. © Scope

Produktionsår 1995
Genre Dokumentar
Instruktør Jørgen Leth
Spilletid 82 min.
Biopremiere 02.08.1996
Scope-score Din stemme: ElendigDin stemme: JævnDin stemme: MiddelDin stemme: GodDin stemme: FremragendeDin stemme: Mesterværk
Anmeldere
Brugere Din stemme: ElendigDin stemme: JævnDin stemme: MiddelDin stemme: GodDin stemme: FremragendeDin stemme: Mesterværk
Din stemme Din stemme: ElendigDin stemme: JævnDin stemme: MiddelDin stemme: GodDin stemme: FremragendeDin stemme: Mesterværk

Anmeldere

Scope
Kunst med stort H


Jørgen Leth giver den hele øjet



I pressemeddelelsen til Jørgen Leths nye film, der har den trodsende titel - "Haiti. Uden titel" - er der bagest optrykt en telefax. Den gnidrede skrift fortæller følgende: "Dear Jørgen. Your new Haiti film is absolutely extraordinary! I have wached it 3 times already, and am haunted by it between viewings. Magnificent filmmaking. - Congratulations - Jonathan."


Denne fax er angiveligt sendt fra instruktøren Jonathan Demme, som i sin tid fik os alle sammen til at skrige højt af oprigtig og uforglemmelig rædsel, da vi sad med blikket stift rettet imod "Ondskabens øjne" - og til at tude lettere påtaget, da vi noget senere fik det politisk korrekte AIDS-syndrom at føle på Tom Hanks egen krop i "Philadelphia".


Man må gå ud fra, at sådan en gimmick - det med at fedte for skribenterne ved at vise nogle af sine anbefalinger frem - er ment som en generel anbefaling af filmens endnu ukendte kvaliteter. Med andre ord: Når Jonathan kan li' filmen, så bør vi andre dødelige da også kunne det! Det er imidlertid bare slet ikke sikkert. Tværtimod: Man bliver lettere mistænksom over den slags tricks. Det virker ærlig talt mere opstyltet end tillidsvækkende.


Men det, der især overrasker i dette tilfælde, er nu noget andet. For det er overhovedet ikke nødvendigt med kneb. Og hvorfor Jørgen Leth, eller en af hans sikkert utallige vandbærerer, har valgt at bruge det, forstår man simpelthen ikke.


Pointen er selvfølgelig, at jeg er vild og blodig af begejstring over filmen og derfor føler, at det er en komplet overflødig gestus. For filmen kan sagtens selv. Og anmelderne får jo pressemeddelelsen netop, når de er på vej ind i salen for selv at se filmen. Og hvordan er den så egentlig? Ud med sproget - og ind med billederne!



Poesi og virkelighed

"Haiti. Uden titel" er ment som en dokumentarfilm. Den skal afspejle Haitis politiske, kulturelle og åndelige liv, som det er set gennem de seneste ti år med alt, hvad det indebærer af voodooseancer, sensuelle quinde-digte og nådesløse nakkeskud. Det kan lyde som noget, DR kunne have fundet på at bestille, men det er det nu så langt fra. Leth gør nemlig andet og mere, end blot at rende forvildet rundt med et kamera blandt de vilde.


Alle, der har set, hvad æstetikeren Leth kan få ud af et helt almindeligt cykelløb i Frankrig ("Og feltet kommer aggressivt summende gennem landsbyen som en sværm af rasende bier..."), må kunne forestille sig, hvor meget længere manden nødvendigvis ville kunne nå, hvis det, han skulle skildre og kommentere, bare var lidt mere inspirerende. Og inspirerende er lige præcis, hvad Haiti er for Jørgen Leth.


Filmen åbner med et kik ind i en tilfældig morgen hos en lige så tilfældig amerikansk soldat. Håndført kamera, uskarpe billeder og - som noget af det allerbedste hele vejen igennem filmen - en helt fantastisk brug af lydeffekter, som hidrører fra forskellige teknikker, der mestres af tonemester Jens Danielsen. I denne den første scene ser vi, hvordan soldaten barberer sig. Ikke en bid af den maskuline proces, eller hele processen anskuet i glimt. Nej, vi ser bare en mand barbere sig. Stille og roligt. Med skum og skraber, nænsomt hen over hagen og ekstra påpasseligt ved overskæggets kant. Dermed er vi som tilskuere allerede fra starten af filmen klar. Parat? se!


Det går resten af filmen så med. For hele filmen er lavet uden en eneste kommentar fra Leths side. Men tak skæbne, eller rettere tak Jørgen, hvor vi dog også ser. Vi ser den nøgne kvinde læse sine egne digte højt, den døde mand, der ligger henkastet i rendestenen, og voodoopræsten, som bider halsen over på en levende høne og derefter spæner rundt omkring og sprøjter vildt om sig med rykvist pumpende, rødt, endnu varmt blod.


Vi ser politikere med så fede guldringe, at man umuligt ville kunne stole på dem over en dørtærskel. Kvinder, der vugger erotisk hen ad gaden. Mænd, der cykler stilfærdigt på en gammel, hullet vej. Silende regn. Ilende soldater. Pilende menneskemasser. Og en masse folk, som fortæller om deres eget syn på verden... Alt dét - og meget mere - ser vi, og det er meget intenst og spændende. På trods af, at der ikke er nogen decideret handling i filmen.


Filmen minder nemlig, med sin antropologiske vinkling og sin billeddigtende metode, mest om Godfrey Reggios æstetikfikserede film, hvoraf "Koyaanisqatsi" nok er den mest kendte. Men hvor Reggio bruger minimalistisk musik som solidt fundament, bruger Leth lydeffekter a la dem, man kan opleve i filmen "In bed with Madonna" som dramatisk drivkraft. Blitz-lyde, skud og brag bankes helt op, så de får nærmest symbolsk karakter. Og disse effekter mixes så med knasende gamle, franske longplayingplader - et historiefokuserende trick, som også finder anvendelse i f.eks. filmen om "Postbudet"


Leths nye værk er åbningsfilmen ved en kommende filmfestival på Museum of Modern Art i New York. Og det manglede da bare. For det er præcis dér den rettelig hører hjemme. "Haiti" er kunst med stort H."

Brugere

12/12-02Haiti. uden titel
Anonym
jeg synes ærlig talt der er alt for meget "pjank".
den værste film i dette århundrede som JEG har set. uden spænding, men er yderst lærerig hvis man interesserer sig for Skovsvampe. alligevel god opbygning, med et rigtigt fundament.


Fakta

Medvirkende
Bag kameraet
Instruktion Jørgen Leth
Produktion Dino Raymond Hansen, Anna Bridgwater
Manuskript Jørgen Leth
Fotografi Tómas Gislason, Jørgen Leth, Alexander Gruszynski, Dan Holmberg
Klip Jacob Thuesen, Camilla Skousen
Musik Hilmar Hilmarsson
Genrer og relationer
Genre Dokumentar
Premieredatoer
Biograf 02.08.1996
Øvrige oplysninger
Land Danmark
Produktionsår 1995
Spilletid 82 min.
Selskab Det Danske Filmværksted
Biodistributør Gloria

Se også...