Ma Vie En Rose

Mens familien forbereder havefest for venner og naboer, sidder lille Ludovic foran mors spejl i prinsessekjole og lægger make-up. Da det ca. 7-årige barn kommer ned i haven til gæsterne forstummer al samtale. Ludovic er ikke familiens yngste datter, men derimod den yngste søn, og så falder udklædningen pludselig ikke i god jord. Ludovic og hans familie bliver kvarterets sorte får, og det bliver en hård kamp at overleve fordomme og forskrækkede miner. © Scope

Produktionsår 1997
Genre Drama
Instruktør Alain Berliner
Medvirkende Michèle Laroque, Jean-Philippe Écoffey, Hélène Vincent, Georges Du Fresne
Spilletid 88 min.
Biopremiere 06.11.1998
Scope-score Din stemme: ElendigDin stemme: JævnDin stemme: MiddelDin stemme: GodDin stemme: FremragendeDin stemme: Mesterværk
Anmeldere
Brugere Din stemme: ElendigDin stemme: JævnDin stemme: MiddelDin stemme: GodDin stemme: FremragendeDin stemme: Mesterværk
Din stemme Din stemme: ElendigDin stemme: JævnDin stemme: MiddelDin stemme: GodDin stemme: FremragendeDin stemme: Mesterværk

Anmeldere

Scope
En rose er en rose er en rose

Alain Berliner har lavet en vigtig film om et stort tabuemne.

Ægteparret og deres fire børn bor i ligustafascismens paradis...eller helvede. Her skiftes man til at holde garden-party'er for naboerne, man kører hinanden på arbejde og i skole og det er umiddelbart en hjælpsomhedens idylliske oase. Hvis man altså ikke bryder den uskrevne kontrakt om normalitet, ensrettethed og fortielser. Mens fruen og de tre største af børnene hjælper til med at anrette mængder af mad, drikkelse og havepynt, sidder lille Ludovic foran mors spejl. Sirligt påføres mors make-up og højhælede sko. Kameraet følger med ned ad trappen fra første sal og ud i haven gennem fløjdørene. Al samtale forstummer, for Ludovic er ikke familiens yngste datter. Nej, Ludovic er familiens yngste søn og så er udklædningen pludselig knap så charmerende.

Det er sket så uhyre sjældent, hvis det overhovedet sker, at film tør tage fat i et tabuemne som transseksualitet. I hvert fald uden at gøre nar eller hæve pejefingre. Alain Berliner har smidt ildtangen og har grebet om emnet med de bare næver, og det er der kommet en særdeles klog og charmerende film ud af. "Ma vie en rose" følger familien gennem tykt og tyndt. Fra lille Ludovic springer ud af skabet, om man så må sige, og derved sætter hele familien i en meget vanskelig situation. Naboer og venner er først overraskede og egentlig ikke frastødte, men da Ludovic erklærer sin kærlighed til nabosønnen bryder helvede løs. Det skal lige siges, at situationen tilspidses af at nabofamilien har mistet deres lille datter. Da Ludovic intetanende ifører sig hendes barnekjole og derefter gennem-leger bryllupsritualet med familiens søn - ovenikøbet i pigens mausoleumslignende værelse - bliver det nabofamilien for meget. Det kan man måske godt forstå, men pointen er den, at nabofamilien siden dødsfaldet har fortiet og fortrængt så meget af datteren og dem selv, at de vandrer zombie-agtigt rundt i en fuldbyrdet neurose.

Ma vie en neurose, kunne filmen snildt have heddet, for Alain Berliner vil vise os, hvad der sker, når menneskers nervøsitet forhindrer dem i at tale sammen og fordommene får lov at accelerere.
I en række klip glemmer Ludovic de mange problemmer i hjemmet, i skolen og i nabolaget. Han bliver del af en fantasiverden a la Barbie-dukkerne, og her er han den ukronede dronning i lyserødt tyl. I fantasi-universet møder han sin ynglingskuespillerinde - en ultimativ sukker-blondine i et plstik-pastel univers. Det er ikke, som det måske kunne lyde, filmens lille fordomsfulde horn i siden på emnet. Derimod fungerer filmens drømmeunivers fint som kontrast, ja netop som Ludovics virkelighedsflugt i den tunge hverdag. Trods pudsige indfald og urealistiske, nærmest dukkefilmsagtige sekvenser, tager filmen sit emne dødsens alvorligt. Der er tale om en flot balancegang mellem smil og tårer. "Ma vie en rose" er rørende magisk socialrealisme om mangfoldighed og tolerance.

Brugere

08/04-05Værd at se
Anonym
Som de fleste andre, er jeg ikke i stand til at sætte mig ind i, og forstå, hvad det vil sige at være transseksuel. Af samme grund ville jeg højest sandsynligt heller ikke have fået en dyt ud af denne film, hvis hovedrolleindehaveren havde været en mand.
Nu har man i stedet valgt en smuk og charmerende 7-årig dreng (som de fleste garanteret kunne 'forelske' sig i) til rollen. Og med ham bliver det faktisk til en både sød og meget rørende historie


Fakta

Medvirkende
Hanna Fabre Michèle Laroque
Pierre Fabre Jean-Philippe Écoffey
Élisabeth Hélène Vincent
Ludovic Fabre Georges Du Fresne
Albert Daniel Hanssens
Lisette Laurence Bibot
Thierry Jean-François Gallotte
Monique Caroline Baehr
Jérôme Julien Rivière
Psychoanalytiker Marie Bunel
Bag kameraet
Instruktion Alain Berliner
Produktion Carole Scotta
Manuskript Alain Berliner, Chris Vander Stappen
Fotografi Yves Cape
Klip Sandrine Deegen
Scenografi Véronique Melery
Musik Dominique Dalcan
Genrer og relationer
Genre Drama
Premieredatoer
Biograf 06.11.1998
Øvrige oplysninger
Land Belgien, Frankrig, England
Produktionsår 1997
Spilletid 88 min.
Link Officielt website
Censur Tilladt for børn over 11 år Tilladt for børn over 11 år
Solgte billetter 5.337
Selskab Le Studio Canal+
Biodistributør Nordisk Film
Priser Golden Globes 1998, Bedste udenlandske film

Se også...