Sneen på cedertræerne (Snow Falling on Cedars)

Da en fisker findes druknet i sit net, bringes alle de skjulte konflikter i det lille samfund op til overfladen. Der skal findes en skyldig, og hverken gamle fjender eller elskere kan undgå at blive viklet ind i det drama, der udspiller sig omkring opklaringen af det mystiske dødsfald. © Scope

Produktionsår 1999
Genre Drama
Instruktør Scott Hicks
Medvirkende Ethan Hawke, Youki Kudoh, Reeve Carney, Ann Suzuki
Spilletid 128 min.
Biopremiere 03.02.2000
Scope-score Din stemme: ElendigDin stemme: JævnDin stemme: MiddelDin stemme: GodDin stemme: FremragendeDin stemme: Mesterværk
Anmeldere
Brugere Din stemme: ElendigDin stemme: JævnDin stemme: MiddelDin stemme: GodDin stemme: FremragendeDin stemme: Mesterværk
Din stemme Din stemme: ElendigDin stemme: JævnDin stemme: MiddelDin stemme: GodDin stemme: FremragendeDin stemme: Mesterværk

Scott Hicks

(INSTRUKTØR)
Den 47-årige Scott Hicks fik et gigantisk biografhit med sin film ”Shine” (1996) om vidunderbarnet David Helfgott, der må gå gruelig meget ondt igennem, før han bliver berømt. Filmen fik syv Oscar-nominationer. Forinden instruerede han fire film i sit hjemland Australien. Hicks bor i Adelaide sammen med sin kone, som han har været...

Anmeldere

Scope
Sneen Skjuler Alle Spor

På trods af et historisk udgangspunkt, der kunne have skabt en rigtig god film, drukner det hele lidt i gode intentioner, men en gammel kending af det danske filmpublikum føjer dog en stor og meget seværdig præstation til karrieren

Da japanerne i december 1941 angreb den amerikanske flådebase Pearl Harbor og trak USA ind i 2. Verdenskrig, blev japanere i stort tal bosiddende i USA - interneret i lejre af frygt for, at de skulle udgøre en potentiel trussel. Det er et af disse mørkere kapitler i den amerikanske historie, der danner baggrund for "Sneen på Cedertræerne", som udspiller sig under en streng vinter i 1950. Da en fisker findes død og viklet ind i sit eget net, falder mistanken på en anden fisker, Kazuo Miyamoto fra det japanske samfund i byen, for de to har tidligere haft et skænderi, og var mødtes ude på havet i en tæt tåge. Så den lokale anklager ser blot retssagen som en formalitet, for ingen kan da være i tvivl om, at japaneren er morder.

Fortiden under anklage
Den lokale journalist, spillet af Ethan Hawke, sætter sig for at dække sagen, men viser sig at have en personlig interesse i affæren, da han før krigen, i dybeste hemmelighed, var kæreste med Miyamotos nuværende kone. Han har aldrig overvundet det nederlag, at hun forlod ham til fordel for en japansk mand. Under retssagen får vi i en række flashbacks oprullet det forliste kærlighedsforhold og de problemer, et forhold mellem en amerikaner og en japaner gav. Retssagen bringer i det hele taget fortidens konflikter op til overfladen og udstiller, at der stadig hersker en mistro mellem de lokale japanske og det amerikanske samfund, men om fordommene får lov til at afgøre retssagen, skal selvfølgelig ikke afsløres her.

En alt for stor mundfuld
"Sneen på Cedertræerne" er en film, der gerne vil bevæge sig på flere planer på en gang - den er både et episk historisk drama, en historie om umulig kærlighed, og en film om opklaringen af et mystisk dødsfald. Instruktøren Scott Hicks, der sidst lavede den både meget roste og meget sete "Shine" ('96), formår dog ikke at holde interessen for de mange lag i historien fanget. Og når det rolige fortælletempo brydes af flashback-sekvenser, der i lyntempo klipper mellem krigsscener og spirende ung kærlighed og endda sovser det ind i typisk filmmusik med masser af strygere og højstemt korsang, ja, så bliver det altså for meget.

En Oscar i sigte
Fotografen Robert Richardson er meget fortjent nomineret til en Oscar for "Sneen på Cedertræerne", for det er en flot film, hvor sneen og tågen får eget liv i billederne, og han kan fotografere vand, så det både bliver sort og metallisk. Hele persongalleriet er besat af meget solide skuespillere, men det er Max von Sydow, der stjæler billedet som den aldrende forsvarsadvokat Nels Gudmundsson, der på trods af både problemer med syn og hørelse ikke har mistet sin skarphed i retssalen. Hans afsluttende tale til juryen, i et tæt nærbillede, er ikke bare gribende, men også båret af en stor skuespiller, der viser, hvor meget et ansigt kan fortælle.


Fakta

Medvirkende
Ishmael Chambers Ethan Hawke
Hatsue Miyamoto Youki Kudoh
Ishmael Chambers som ung Reeve Carney
Hatsue Imada som ung Ann Suzuki
Kazuo Miyamoto Rick Yune
Nels Gudmundsson Max von Sydow
Alvin Hooks James Rebhorn
Dommer Fielding Alvin Hooks
Sherif Art Moran Richard Jenkins
Susan Marie Heine Arija Bareikis
Dommer Fielding James Cromwell
Zenhichi Miyamoto Cary-Hiroyuki Tagawa
Bag kameraet
Instruktion Scott Hicks
Produktion Ronald Bass, Kathleen Kennedy, Frank Marshall, Harry J. Ufland
Manuskript Ron Bass, Scott Hicks
Fotografi Robert Richardson
Klip Hank Corwin
Scenografi Jeannine Claudia Oppewall
Musik James Newton Howard
Genrer og relationer
Genre Drama
Premieredatoer
Biograf 03.02.2000
Dvd 20.09.2000
Øvrige oplysninger
Land USA
Produktionsår 1999
Spilletid 128 min.
Link Officielt website
Censur Tilladt for børn over 11 år Tilladt for børn over 11 år
Solgte billetter 10.108
Selskab Universal Pictures
Biodistributør United International Pictures

Se også...