Bag skyerne (Al di là delle nuvole)

Små dramaer om forholdet mellem mand og kvinde udspiller sig, mens en filminstruktør (John Malkovich) rejser rundt i Italien på jagt efter historier til sin næste film. © Scope

Produktionsår 1995
Genre Drama
Instruktør Michelangelo Antonioni, Wim Wenders
Medvirkende Fanny Ardant, Chiara Caselli, Irène Jacob, John Malkovich
Spilletid 107 min.
Biopremiere 22.08.1997
Scope-score Afventer stemmer
Anmeldere
Brugere Afventer stemmer
Din stemme Din stemme: ElendigDin stemme: JævnDin stemme: MiddelDin stemme: GodDin stemme: FremragendeDin stemme: Mesterværk

Irène Jacob

Franske Iréne Jacob debuterede med en lille rolle i Louis Malles ”Vi ses igen” (1987), men det var dobbeltrollen i Kieslowskis "Veronikas To Liv" (1991), der blev hendes gennembrud. Senere spillede hun hovedrollen i samme instruktørs "Rød" (1995). Siden midten af halvfemserne har hun næsten udelukkende arbejdet uden for sit hjeml...

Anmeldere

Scope
Fremmedgørelse

"Bag skyerne" er Michelangelo Antonionis kunstneriske testamente; smuk og poetisk - til tider, men også en smule ujævn.

En ung mand, Silvano (Kim Rossi-Stuart), og en ung kvinde, Carmen (Ines Sastre), mødes på et hotel og tilbringer en dag sammen i stormfuld forelskelse. Om natten skilles de, og går hver til sit. Hun venter på, at han skal komme ind til hende, men han kan ikke tage sig sammen. Først om morgenen styrter Silvano til Carmens værelse, men forgæves - hun er forsvundet. Tre år efter mødes de igen. Begæret er stadig stærkt, så de går hjem til hende. Carmen tager tøjet af, og Silvano lader som om, han kærtegner hende - hånden følger hendes kurver uden at røre huden. Hun forsøger at kysse ham, men han trækker sig væk. Pludselig rejser han sig, tager sit tøj og går. Carmen kigger længselsfuldt ud af vinduet ned på gaden, hvor Silvano hurtigt spadserer væk.

Dette er en typisk scene fra den 85-årige italienske instruktør Michelangelo Antonionis seneste film "Bag skyerne". Den består af en række små historier, hvor mand og kvinde mødes - og skilles. Disse væves sammen af John Malkowitch, der i skikkelse af en filminstruktør (Antonionis alter ego), rejser rundt i italien med et fotografiapparat på jagt efter historier til sin nye film. Instruktøren passerer igennem tomme landskaber og øde italienske byer, der alle har været vidne til disse historier.

Fremmedgørelse
Som dengang instuktøren selv forførte en smuk ekspeditrice (Sophie Marceau), der bar på en dyb hemmelighed. Eller historien om Roberto (Peter Weller), som på et tidspunkt var sin kone Patrizia (Fanny Ardant) utro med den yngre kvinde Olga (Chiara Caselli). Nu forsøger han forgæves at opretholde begge forhold. Samtidig ikke langt derfra, vender Carlo (Jean Reno) tilbage til sin lejlighed blot for at finde ud af, at hans kone har forladt ham og taget alle møblerne med. Der er også historien om den unge mand Niccolo (Vincent Perez), der fascineres af en ung kvinde (Irene Jacob) - hun er imidlertid viet til Gud.

Disse og andre optrin skaber en mosaik, der er komponeret omkring Antonionis helt store tema, nemlig fremmedgørelsen mellem mennesker - mellem mand og kvinde. De to køn tvinges mod hverandre med manden som den voyeristiske manipulator, men samtidig driver de længere fra hinanden. De er på en gang sammen, styret af begærets vold, og hver for sig i ensomhedens svøbe. Derfor adskilles de forskellige par i "Bag skyerne" gang på gang af glas - vinduer, brusekabiner osv. Glasset er en usynlig og følelsesmæssig barriere - man kan nok se igennem, men den vil altid være der, fysisk såvel som psykisk.

Kunstnerisk testamente
Michelangelo Antonioni begyndte allerede i fyrrerne at instruere dokumentarfilm, og sidenhen var, han sammen med bl.a. Fellini, frontfigur i den moderne italienske film. Film som "L'Aventura" (1960), "Den røde ørken" (1964), "Blowup" (1966) og "Profession: Reporter" (1975) sikrede i 1995 Antonioni en æres-Oscar for sin livslange indsats til filmen. På "Bag skyerne" har den nu meget syge Antonioni arbejdet sammen med den tyske instruktør Wim Wenders, der egenhændigt har instrueret prologen, epilogen og overgangene mellem de enkelte små fortællinger. Wenders er på mange måder lig Antonioni, og han har selvfølgelig haft stor indflydelse på det færdige resultat, men "Bag skyerne" kan stadig ses som Antonionis sidste film - hans kunstneriske testamente om man vil.

Gennem hele sin karriere har Antonioni forsøgt at trænge igennem virkelighedens overflade, at nå ind til den sande kerne, hvor de menneskelige følelser er fuldstændig blottede. Og det er lige netop hvad John Malkovich også forsøger i "Bag skyerne". Men han kommer altid til kort, for det er, som der konstateres i filmen, umuligt at trænge helt igennem til de inderste følelseslag. Filminstruktøren kan kun antyde, aldrig afsløre fuldstændigt.

Derfor kan de små historier i "Bag skyerne" virke uforløste eller unødigt konstruerede - netop fordi vi aldrig når helt ind til kernen. Men filmen er samtidig poetisk og smuk - til tider i al fald, for ujævn og lidt kedelig er den også, da ikke alle delfortællingerne er lige interessante og lige velspillede. De mange smukke og til tider meget afklædte kvinder kan man nu altid nyde. Og det er vel egentlig helt i Antonionis ånd - at nyde, sanse og begære på afstand.


Fakta

Se også...