De Latterlige (Ridicule)

Ponceludon, en håbefuld ingeniør med et målrettet projekt tager til Versailles for at søge hjælp ved Louis XVI´s mildest talt ondskabsfulde hof.Han får hurtigt en uundværlig ven i Markis de Bellegarde, som giver ham en udførlig oplæring i kunsten at spidde andre verbalt og parere deres angreb med kvikke gensvar. Ponceludon forelsker sig i en pige udenfor hoffets kreds og i det intrigante miljø opfattes kærlighed som en svaghed. Ponceludon må vælge.Mellem hoffet og kærligheden. © Scope

Produktionsår 1996
Genre Drama, Komedie
Instruktør Patrice Leconte
Medvirkende Charles Berling, Jean Rochefort, Fanny Ardant, Judith Godrèche
Spilletid 102 min.
Biopremiere 14.03.1997
Scope-score Din stemme: ElendigDin stemme: JævnDin stemme: MiddelDin stemme: GodDin stemme: FremragendeDin stemme: Mesterværk
Anmeldere
Brugere Din stemme: ElendigDin stemme: JævnDin stemme: MiddelDin stemme: GodDin stemme: FremragendeDin stemme: Mesterværk
Din stemme Din stemme: ElendigDin stemme: JævnDin stemme: MiddelDin stemme: GodDin stemme: FremragendeDin stemme: Mesterværk

Patrice Leconte

(INSTRUKTØR)
Den alsidige franske instruktør Patrice Leconte har leveret cirka en film om året siden slutningen af 1970’erne. Kun en håndfuld af dem er nået til Danmark, men de har alle vidnet om et stort talent, der med sikkert håndelag og en flot stiliseret æstetik spidder dobbeltmoralen i komediedramaets regi. Blandt hans bedste film er det psykol...

Anmeldere

Scope
Når et ord er et mord

Patrice Leconte har lavet en film om latterliggørelsens magt og hjerteløs kynisme garneret med et stænk uspoleret kærlighed mellem rene sjæle. Det lyder jo godt nok. Desværre er "De Latterlige" blevet en lidt uheldig anretning med et appetitvækkende tema serveret som visuel smalkost af en køligt berettende instruktør i ulastelig kjole og hvidt.

Er du én af dem, der længe har gået og puslet med en nagende mistanke om, at det franske hof i tiden op til 1789-revolutionen var en af de mere bizarre mutationer af såkaldt vestlig civilisation, så er her filmen, der utvivlsomt vil give dig syn for sagn.
"De Latterlige" er nemlig frem for alt et portræt af et fordærvet socialt miljø, hvor takt og tone blandt hoffets stoltserende puddermonstre i al sin smertelige enkelhed går ud på verbalt at ydmyge sine rivaler før man selv bliver offer for deres syreætsende vid og ærekrænkelse.

Her er det et must at kunne tænke hurtigt og tale med sylespids tunge. Kan man ikke svare rapt igen på tiltale, fører det til prestigetab,ruin, sågar døden for nogle.

Er du én af dem, der forgæves søger at skjule en rungende gaben når du hører om endnu en tungtlæsset historietime i selskab med pudrede mænd i knæ-strømper og dydige dejligheder i store kjoler, så bør "De Latterlige" nok ikke ligefrem stå øverst på din biografliste. For det er en kostume-film, Patrice Leconte har begået, dog ikke så meget, at det gør noget. Leconte er nemlig en koldsindig mand, der ikke lader sig opsluge af store grandiose scenerier, hvor halve provinsbyer udkommanderes som statister, og han er heller ikke så hysterisk historisk, at han fortaber sig i den ih-så-præcise tidsskildring og traskende filmiske museums-rundvisning genren er så skræk-keligt rig på. Leconte vil hellere beskrive hofkulturens egenartede sammenkog af skrabende lefleri, beleven kynisme og dødbringende latterliggørelse. At det så binder ham til 1780´ernes klæder og skikke er egentlig af mindre betydning.

Hvad med hjertet?
Er du én af dem, der godt kan lide at bliver kastet ud i følelsernes store centrifuge inde i biografmørket? Er du feinschmecker når det kommer til rendyrket romantik og svimlende kærlighedsforhold? Kan du kort fortalt ikke stå for en god gammeldaws dreng-møder-pige-og-de-får-hinanden-trods-alt-film så er "De Latterlige" ikke rigtig noget for dig.
Der er noget fjernt, ja halvhjertet over Lecontes skildring af de elskende. Her er ikke de store følelsers schwung, men en funktionæragtig kærlighed som Leconte ikke vil/kan fremstille så den bare ligner ægte lidenskab endsige forplante sig til os sagesløse seere på denne side af lærredet. Det gør ondt at sige det, men hvis det er hjerte og smerte man vil have, så er der mere at finde i et køleskab end i Lecontes instruktion.

Og øjet?
Er du én af dem, hvis instinkt siger dig, at film, det er da vist noget, der foregår i lyd og billeder, og hælder du desuden til den opfattelse, at den gode instruktør formår at fortælle knivskarpt og visuelt udfoldet, at den suveræne instruktør evner at levere eminent filmiske oplevelser, så vil du sande, at Leconte kun i sine lyseste momenter kan kaldes "god" og, at "De Latterlige" som filmisk udtryk er temmelig ordinær, hvis ikke rent ud rugbrødsagtig. Sådan er det fordi Leconte tydeligvis har brugt mere energi på den skarptslebne dialog, de rappe replik-skifter ordduellanterne imellem, end på billedtrylleri.Det er dialogen da også blevet god af, så god, at man må være af træ, hvis ikke de mange ondartede bemærkninger, der fyger i filmen kan høvle en gnækken eller et tørt hæ-hæ af en.

Har den også en handling?
Er du én af dem, der efterhånden gerne vil have at vide, hvad den film egentlig handler om, så skal du få et koncentrat : En ambitiøs ingeniør (vor helt Ponce-ludon) drager til hoffet i Versailles for at søge økonomisk støtte til sit afvan-dingsprojekt i provinsen. Hoffet er egentlig lukket land for en mand af hans kaliber,men heldet tilsmiler ham og han møder Markis de Bellegarde som bliver hans guide til hoffet. Ponceludon må nu lære at begå sig med spydigheder og veltalenhed ligesom han må sno sig mellem intrigante personers net for at have en chance for at kunne forelægge kongen sit projekt. Samtidig hermed forelsker Ponceludon sig i Bellegardes smukke og naturlige datter Mathilde, som i sit væsen er den direkte modsætning til det perverterede sociale show ved hoffet. Det sætter Ponceludon i et dilemma : Hoffet (og dermed projektet) eller Kvinden. Hvordan skal det ikke ende?
Det får ende. Så meget vil jeg sige.
Efter filmen, ude i fri luft, får man måske en ubændig trang til at vide mere om hofsnogenes dødbringende ordfejder. Så kan man jo bare læse en bog. Mit gæt er, at man ret hurtigt vil glemme, hvor man dog fik den ide fra.

Brugere

18/01-05Barokt...!
Frankrigs "nationalinstruktør", Patrice Léconte, har sammen med manauskriptforfatter, Rémi Waterhouse, med dette værk begået én af de mest vittige og bidske dialoger, jeg har oplevet på film. Og sådan SKAL det være, hvis man vil forsøge at skildre dekadence på det absolut højeste niveau.
Handlingen er egentlig temmelig underordnet i dette kostumedrama. Hele filmens underholdningsværdi ligger i dialogerne mellem "parykkerne" på Versailles samt den fremragende skildring af frygten for ydmygelse og tab af anseelse.

For en historieinteresseret (med fascination af "pudderkvastens storhedstid") har filmen enorm underholdningsværdi, omend jeg godt kunne efterlyse, at Léconte var gået linen helt ud og havde ladet filmen slutte med dekadencens og svigefuldhedens triumf, for det ER trods alt d...


Fakta

Medvirkende
Ponceludon Charles Berling
Bellegarde Jean Rochefort
Madame de Blayac Fanny Ardant
Mathilde Judith Godrèche
Vilecourt Bernard Giraudeau
Montalieri Bernard Dhéran
Milletail Carlo Brandt
Abbé de l'Epée Jacques Mathou
Louis XVI Urbain Cancelier
Baron de Guéret Albert Delpy
Bag kameraet
Instruktion Patrice Leconte
Produktion Frédéric Brillion, Philippe Carcassonne, Gilles Legrand
Manuskript Rémi Waterhouse, Michel Fessler, Eric Vicaut
Fotografi Thierry Arbogast
Klip Joëlle Hache
Scenografi Yvan Maussion
Musik Antoine Duhamel
Genrer og relationer
Genre Drama, Komedie
Premieredatoer
Biograf 14.03.1997
Øvrige oplysninger
Land Frankrig
Produktionsår 1996
Spilletid 102 min.
Link Officielt website
Censur Tilladt for alle, men frarådes børn under 7 år Tilladt for alle, men frarådes børn under 7 år
Solgte billetter 7.189
Selskab PolyGram, France 3 Cinéma, CNC, Le Studio Canal+, Epithète Films
Biodistributør All Right Film

Se også...