Breaking The Waves

"Breaking the Waves" foregår i 70'erne i et lille religiøst samfund, på en fjern kyst i det nordlige Skotland, og fortæller historien om Bess, en ung naiv og uskyldig pige og hendes dybe oplevelse af kærligheden. Hun forelsker sig i Jan, en erfaren verdensmand og boreplatformsarbejder. På trods af modstand fra det lille samfund, gifter de sig og er meget lykkelige, men en ulykke rammer Jan. © Scope

Produktionsår 1996
Genre Drama
Instruktør Lars von Trier
Medvirkende Emily Watson, Stellan Skarsgård, Katrin Cartlidge, Jean-Marc Barr
Spilletid 158 min.
Biopremiere 05.07.1996
Scope-score Din stemme: ElendigDin stemme: JævnDin stemme: MiddelDin stemme: GodDin stemme: FremragendeDin stemme: Mesterværk
Anmeldere
Brugere Din stemme: ElendigDin stemme: JævnDin stemme: MiddelDin stemme: GodDin stemme: FremragendeDin stemme: Mesterværk
Din stemme Din stemme: ElendigDin stemme: JævnDin stemme: MiddelDin stemme: GodDin stemme: FremragendeDin stemme: Mesterværk

Lars von Trier

(INSTRUKTØR)
Dansk films særling Lars von Trier, hvis kunstneriske anerkendelse kun overgås af hans fobier, er lige så stille blevet hele Danmarks foretrukne excentriker, der pryder Ekstra Bladets forside oftere end fodboldlandsholdet. Siden midten af 1980'erne har han udfordret de gængse forestillinger om, hvad film er, og hvordan de kan og skal se ud. F...

Anmeldere

Scope
Bølgebryder

Prisvinderen fra Cannes byder på stort skuespil og store følelser - næsten for store

Der er ingen andre instruktører herhjemme, der i den grad har goodwill hos anmeldere og kritikere som Lars von Trier. Og efter sin store folkelige succes med "Riget", er den mere kulørte del af pressen, samt ikke mindst det brede publikum, også kommet med. Når man dertil lægger, at "Breaking the waves" kommer til landet på en bølge af opmærksomhed, efter at filmen blev nr. 2 ved Cannesfestivalen under enorm pressebevågenhed, er det klart, at premieren på filmen bliver en begivenhed af de helt store. Det kan næsten være svært at finde selve filmen i al virakken - men nu er den her, så også os almindelige dødelige kan få den at se.

"Breaking the waves" er i foromtalen blevet beskrevet som et melodrama, man som tilskuer gør klogt i at have et lommetørklæde med ind at se. Der mangler absolut heller ikke tragiske elementer i historien. Hovedpersonen Bess, spillet af Emily Watson (læs interview med Emily Watson), er en ung, uskyldig, impulsiv og meget troende kvinde, der lever i et lille og streng religiøst samfund i ved det nordlige Skotlands kyst. Alle der forbryder sig mod samfundets regler, risikerer at blive udstødt, og senere sendt i graven med en lakonisk prædiken om, at nu venter helvedet forude. Derfor vækker det nogen forundring, at Bess pludselig gifter sig med borebissen Jan (Stellan Skarsgård).
De to oplever nogle intense hvedebrødsdage, hvor Bess pludselig opdager, at der er andre glæder, end dem der venter i himlen. Men snart må Jan tilbage til boreplatformen, og nedbrudt af savn beder Bess til gud om, at han snart må komme tilbage. Det gør han, men ikke i nogen køn tilstand - han har været udsat for en ulykke, svæver i yderste livsfare, og kommer sandsynligvis til at være lam fra halsen og nedefter resten af sit liv.
Den ulykkelige Bess passer ham trofast, men det piner ham, at han er skyld i, at hun må forsage sit liv for at være ham tro. Da hans tilstand forværres, bilder han hende ind, at det vil hjælpe, hvis hun går i seng med andre mænd, og bagefter fortæller ham om det. Først tøver hun, men snart kaster hun sig ud i projektet, til stor rædsel for både hendes svigerinde, den mutte Dodo (Katrin Cartlidge) og hendes læge (Adrian Rawlins), der har forelsket sig i hende.

Kunst eller mainstream?
Skuespillet er, som i "Riget", næsten optimalt. Især må man imponeres over, hvad Trier har fået ud af de to kvindelige hovedroller. Det er langt fra umuligt, at Trier med fundet af den filmdebuterende skuespillerinde Emily Watson har opdaget en stjerne, vi kommer til at se meget til senere hen. Hendes indfølte spil skildrer præcis rollens skift mellem det helgenagtige opofrende og det hysteriske. Og Katrin Cartlidge, der har spillet med i Mike Leighs to seneste film, får med sine lidt specielle ansigtstræk skabt sympati for en svær og modsætningsfyldt karakter. Det skal i øvrigt lige bemærkes, at det frarådes kvindelige Jean-Marc Barr-fans, som gerne vil stønne videre over sexsymbolet fra "The Big Blue" at købe billet til filmen udelukkende med dette for øje. Barr optræder tyndhåret (for ikke at sige halvskaldet), konstant grinende fjoget, og med verdenshistoriens grimmeste bakkenbarter gennem hele filmen.

Man må bifalde Triers ambition om at droppe det tekniske reklamefilmslook (filmen er, som "Riget", filmet med håndholdt kamera, konstante små tidsoverspring og ind i mellem med bevidst uskarpe billeder). Alligevel kan en vis skuffelse ikke undgå at melde sig. På trods af de mange ord om melodrama er filmen nemlig alligevel solidt forankret i den art-house-genre, som Trier herhjemme er den ypperste repræsentant for. Det er en stærk film, ikke for svage sjæle, og en film der især i den første time får de store følelser frem og virkelig griber sin tilskuer. Men hele den anden time føles for lang og for rodet - der er som om Trier vil for meget på en gang, og derved får sat sin handling i stå. Selv om filmen efter sigende er klippet ned fra næsten fire timer til de nuværende 2 timer og 38 minutter, så er det lang tid at sidde presset tilbage i biografsædet af store følelser, når der i hele den anden time ikke rigtigt sker noget. Faktisk fungerer filmen bedst i sin indledende etablering af sammenstødet mellem olieplatform-miljøet og det religiøse lilleby-miljø, også fordi der er mere humor i filmen her end i de lange, tragiske og gravalvorlige forløb.

Der er ingen tvivl om, at Triers talent er usvækket, men som man så ofte siger, når man som anmelder skal dække over en lidt skuffet oplevelse: Vi venter spændt på den næste film. Hvis Trier kan kombinere sin nyfunde alvor, tyngde og indtrængende stil med humoren og det mere stramme forløb fra "Riget", så venter der noget helt stort lige om hjørnet

Brugere

07/08-07porno for følelserne
(stort set) alle von triers film centrere om en kvinde der har et rent hjerte men som må gå så grueligt meget igennem inden det går helt galt (sagde nogen jesus lidelseshistorie om igen????)

von triers film handler ikke om andet end at von trier ønsker at hans publikum skal opleve den samme smerte han selv gør

det er plat, nedbrydende og fuldstændigt ubrugetligt

08/07-05Triers bedste !
Anonym
Breaking the waves er triers aboslut bedste film, og en af de bedste "danske" film som nogensinde er lavet. Det klæder i den grad Triers talent at bibringe håb og kærlighed, til hans fascination af menneskets mørke. Breaking the wawes er en monumental stor og smuk film, som i de kommene generationer vil sidestilles med værker som Dreyers "ordet".

23/05-05Ubeskrivelig
Triers klokkende mesterværk.

22/03-05Triers menneskelige overskud 1
Anonym
Trier må have haft det godt med sig selv, og dermed sin opfattelse af sine medmennesker, da han lavede denne film, hvordan skal det ellers tolkes, når man ser på hans senere tungsindige film. Dette er Triers største publikumssucces, måske af den grund, at der er et håb at forlade biografen med. At give folk håb, selvom rejsen er tung, mørk og lang, er et velvoksent og gammelkendt ansvar at påtage sig. Tak for denne film - og find håbet igen Lars Von Trier, for vi kan simpelthen ikke holde til alt det depressive mørke, -og det kan du iøvrigt heller ikke. Breaking the waves er et film-mesterværk, leveret af en mesterlig film-instruktør.

19/02-04samfundet
Anonym
Jeg tror i har overset et vigtigt budskab i filmen. I fokuserer alt for meget på Bess. Ja, hun gør det af kærlighed og ja, hun er syg. Men det groteske ved filmen er jo netop at der er ingen der stopper eller hjælper hende! Selv ikke dem, som holder allermest af hende. Hun bliver nærmest til et offer, istedet for bare at "ofre" sig selv. Det er en samfunds- og religionskritisk film, der fortæller hvor vidt religion kan bringe os.

08/01-04Trist...
Anonym
Bess er en stakkels syg kvinde, der måske har et forkvaklet gudsbillede der får hende til at tro at hun kan "bringe balance i regnskabet" ved at ofre sig selv. Om klokkerne så igen skildrer Triers Gudsbillede altså Gud som en der billiger Bess's desperate og ekstreme handlinger må stå for Triers egen regning...

08/01-04Ja
Anonym
Jamen er er skam meget enig i både det Simon skriver (ikke med popdreng) og det Sandmand skriver. Uanset hvad, så er det stadig en tvetydig film, og det er jo godt nok. Jeg forstår dog ikke din bemærknnign Sandmand med, at al god kunst er tvetydig. Er det nu også helt rigtigt?

08/01-04klokkerne
Anonym
Klokkerne ændrer jo ikke ved at en realist som mig altid vil mene, at Bess aldrig ved sit skøre offer kan have forårsaget helbredelsen af Jan. Trier er jo også realist til fingerspidserne med Brecht og al det der i sig.

Det er naturligt at klokkerne ringer til en begravelse.

Men det at klokerne ringer for en er jo også nogle gange et billedligt udtryk for en ulykkelig skæbne, som Bess'.

I min verden er klokkerne også et vågn-dog-op tegn til alle idealisterne/drømmerne, der synes Bess har handlet smukt og uselvisk. Fik mig til at tænke på slutreplikken i Forbrydelsens Element, hvor Fischer siger "væk mig nu, doktor".

Al god kunst er jo kendetegnet ved tvetydighed, og selvfølgelig er der en tolkning af filmen, der går på, at troen kan flytte bjerge.

Så må man vælge hvad ...

08/01-04Sandmand
Anonym
Jeg tænker på, at jeg kunne næppe forestille mig Trier forklare Jans helbredelse med en Guds mirakel (hvad enten han så er religiøs eller ej, det ville virke for letkøbt), men da vi ser klokkerne til slut ringe oppe i himlen (jeg husker ikke om Jan og de andre på platformer kan se dem), har jeg svært ved at forklare hvad han ellers har tænkt. Din forklaring synes jeg måske nok er den der holder mest vand, men jeg finder at slutningen måske lidt modsiger den teori. Måske "miraklet" skal forklares med, at uanset om der er en Gud eller ej, så mener Trier at troen på det man gør, kan udløse de mirakler vi forklarer med Guds gerning, men det lyder måske lidt poppet eller hvad?

08/01-04Thomas Nielsen
Anonym
Kan du ikke lige uddybe det lidt ?

Så vidt jeg husker er det Jans venner, der kalder ham op på dækket fordi de hører klokkerne. Men om de også ser dem, er vist ikke helt klart.




Fakta

Medvirkende
Bess Emily Watson
Jan Nyman Stellan Skarsgård
Dodo McNeill Katrin Cartlidge
Terry Jean-Marc Barr
Dr. Richardson Adrian Rawlins
Præst Jonathan Hackett
Mor Sandra Voe
Sadistisk sømand Udo Kier
Pits Mikkel Gaup
Pim Roef Ragas
Bedstefar Phil McCall
Sybilla Sarah Gudgon
Politimand Gavin Mitchell
Sygeplejerske Dorte Rømer
Bag kameraet
Instruktion Lars von Trier
Produktion Peter Aalbæk Jensen, Vibeke Windeløv
Manuskript Lars von Trier, David Pirie, Peter Asmussen
Fotografi Robby Müller
Klip Anders Refn
Scenografi Karl Juliusson
Musik Joachim Holbek
Genrer og relationer
Genre Drama
Undergenre Psykologisk drama
Nøgleord Parforhold, Sex, Ulykke
Premieredatoer
Biograf 05.07.1996
Øvrige oplysninger
Land Danmark, Sverige, Frankrig, Finland, Tyskland, Norge, Holland, Island
Produktionsår 1996
Spilletid 158 min.
Censur Tilladt for børn over 15 år Tilladt for børn over 15 år
Solgte billetter 298.548
Selskab Zentropa, Dansk Filminstitut, Dutch Film Fund, Eurimages, Argus Film Produktie, Bobor, COBO Fund
Biodistributør Warner & Metronome Film
Priser Cannes 1996, Juryens grand prix
Bodil 1997, Bedste danske film
Bodil 1997, Bedste kvindelige hovedrolle
Bodil 1997, Bedste kvindelige birolle
Robert 1997, Årets danske spillefilm
Robert 1997, Årets kvindelige hovedrolle
Robert 1997, Årets kvindelige birolle
Robert 1997, Årets bedste manus

Se også...