Postbudet (Il Postino)

På en primitiv italiensk ø i begyndelsen af 50'erne bliver den chilenske forfatter og nobelpristager Pablo Neruda og postbudet Mario venner. Gennem venskabet med Neruda lærer Mario at kende og elske sproget. Han når sågar så vidt, at han selv kan lave metaforer. Denne nye viden bruger han til at kurtisere sin elskede Beatrice med. © Scope

Produktionsår 1994
Genre Drama
Instruktør Michael Radford
Medvirkende Philippe Noiret, Massimo Troisi, Maria Grazia Cucinotta, Renato Scarpa
Spilletid 105 min.
Biopremiere 12.01.1996
Scope-score Din stemme: ElendigDin stemme: JævnDin stemme: MiddelDin stemme: GodDin stemme: FremragendeDin stemme: Mesterværk
Anmeldere
Brugere Din stemme: ElendigDin stemme: JævnDin stemme: MiddelDin stemme: GodDin stemme: FremragendeDin stemme: Mesterværk
Din stemme Din stemme: ElendigDin stemme: JævnDin stemme: MiddelDin stemme: GodDin stemme: FremragendeDin stemme: Mesterværk

Anmeldere

Scope
Kærligheden på sin post

Filmen om postbudet Mario, der betages af den unge Beatrice med de store bryster - og af Nobelprismodtageren Pablo Neruda - er vældig sød. Men den lille bog, filmen er baseret på, har en mere perspektivrig pointe.

I 1985 udgav den chilenske forfatter Antonio Skármeta en lille bog om metaforerne - de sproglige billeder. I den kun godt hundrede sider lange roman følger læseren det unge og uoplyste postbud, Mario Jiménez, der i årene 1969-1973, gennem sit finurlige venskab med Nobelprismodtageren i litteratur, Pablo Neruda, får fingrene i den smukke, unge servitrice Beatrice. Det er i hvert fald ét af sporene i romanen Ardiente Paciencia ('Brændende tålmodighed'). Og det er alene dét spor, der udnyttes i den italienske filmatisering, der nu bærer den anderledes fokuserende titel "Il Postino".

I "Postbudet" er bogens handling flyttet fra Chile til Italien. Og den er desuden flyttet tyve år tilbage i tiden. Digteren Pablo Neruda skrev nemlig, i virkelighedens verden, sit hovedværk i 1950. Canto general de Chile ('Den Store Sang') er et enormt, lyrisk værk på ikke mindre end 10.000 vers, der handler om det amerikanske kontinents historie og om chilenernes indianske arv. Udgivelsen faldt desværre ikke i god jord i Chile, og derfor måtte forfatteren umiddelbart efter publiceringen rejse i eksil - og han valgte netop at bosætte sig på en lille ø i Italien. Det er dette faktum, der for manuskriptforfatterne har retfærdiggjort, at man flyttede handlingen til Italien og til halvtredserne.

Og der er vi så, i Italien, i halvtredserne. Når tæppet går, er instruktøren Michael Radford straks over os med sin farvelade. Det jordslåede og det udtørrede forekommer at være de foretrukne kulører. Den sydeuropæiske hedes vissengule farver, vinens blufærdige rødmen og hudens læderbrune patinering. "Postbudet" er først og fremmest en suggestiv oplevelse, der minder én om, at man i år må huske at få planlagt sin ferie til Sydeuropa i god tid. For gid man var der selv. Det hele er så romantisk, så fint og sødt og indbydende simpelt, at filmplakatens klistrede ugebladsmaleri næsten virker velvalgt.

Den sidste præstation
Det er i dette pussenusse-univers, at vi møder det ganske unge postbud Mario Ruoppolo. Han spilles med en unik præstation af den 40-årige italiener Massimo Troisi, som døde af en hjertefejl kort efter optagelsernes afslutning. Den fatale sygdom kunne ellers have været afhjulpet ved en hjertetransplantation, men blev det ikke, fordi Troisi selv insisterede på at gøre filmen færdig - også om så han kun kunne arbejde to timer dagligt. Og når man har set filmen er man så imponeret af hans indsats, at man næsten fristes til at sige, at Troisi spiller som gjaldt det livet. Næsten uden ord skaber han en dybt følsom karakter, der rummer en tvetydighed som filmens på en gang skrøbeligste og stærkeste - og især morsomste - figur.

Marios job som postbud er noget særligt. Han skal nemlig kun levere post til poeten Pablo Neruda, der - hvis man ser bort fra Marios vaklende forsøg - er den eneste, der kan læse på øen, hvor de begge bor. Og det er gennem de daglige møder omkring brevene, og efterhånden også digtene, at Mario og Pablo bliver venner. Mario er temmelig påtrængende, men på en sød måde. Han er tilsyneladende bare sådan af natur - når han vil noget, så vil han det meget gerne.

Dette betyder, at Mario, da digteren har introduceret ham for metaforens væsen, omgående bliver totalt besat af sprogets nye muligheder. I sit kladdehæfte skriver han den ene nye metafor efter den anden, og da han bliver forelsket i den skønne Beatrice med de imponerende bryster, er det også netop metaforerne, der lader ham forføre hende sønder og sammen. Rosa, Beatrices mor, opdager det og kommer rasende op til Pablo Neruda, hvor hun laver en scene af sydeuropæiske dimensioner. For hvad ligner dét? Den unge Mario har ikke bare forført hendes datter. Næ, han har oven i købet sagt 'metaforer' (il metafoooore'!) til hende!! Filmens skildring af landsbyboernes møde med en sproglig bevidsthed er hylende morsom. De aner ikke hvad fx metaforer er, mens de - selvfølgelig - selv bruger dem i overmål.

Beatrice og Mario bliver gift og får en lille søn, Neruda rejser bort og... Ja, og hvad? At skulle fremstille filmens sidste halvdel er umuligt, netop fordi manuskriptforfatterne har valgt at flytte sig så langt væk fra bogen, som de har. I Skármetas roman er historien enkel, dyb og i sidste ende ekstremt politisk i al sin helstøbthed. Men fordi "Postbudet" næsten udelukkende skal handle om kærligheden mellem Beatrice og Mario går plottet i opløsning. Filmen slutter og slutter og slutter, den væver i øst og vest, fordi den i virkeligheden ikke har en naturlig slutning. Hvor bogens historie strammes op henimod slutningen bliver filmens udgave til sidst udvandet. Og man spørger sig selv, om det ikke ville have været enklere - og kunstnerisk set mere gennemtænkt - at følge bogen tættere?

Svaret er, at det ville det. Men så havde filmen ganske givet ikke endt med kun at være så ufattelig sød. Og det er dét, den først og fremmest er. Med alt sat ind på Troisi i rollen som den kejtede og samtidig latent eksplosive 'latin-lover', med den aldrende franskmand Philippe Noiret som den godmodige Pablo Neruda (Noiret ligner faktisk virkelighedens Neruda til forveksling) og med Maria Grazia Cucinotta som den ret lækre Beatrice - med alt det samlet på samme filmrulle, ja så er sødsuppen virkelig i hus. Alt er sødt og rart - på sådan en rigtig uskyldig måde. Og i den forstand er "Postbudet" faktisk ikke den værste måde at bruge et par timer på.

Bogen var nu bedre...
Problemet for denne anmelder - læseren har sikkert allerede fornemmet en vis modvilje - er, at han efter filmen gav sig til at læse Skármetas roman. Og det interessante er, at romanen er mindst lige så sød som filmen. Samtidig med, at den kan noget andet. For når man læser bogen, så ender man også med at sidde fortryllet tilbage - men man er tillige blevet klogere.

Antonio Skármeta skildrer nemlig - gennem sin egen litterære anvendelse af sproglige metaforer (som filmen jo også på overfladisk vis handler om) - hvordan Chile blev splittet under Pinochets militærkup i 1973. Han lader postbudet være en metafor for litteraturen og sproget. Og gennem denne mega-metafor viser han så læseren, hvordan det er kulturens overlevering, der binder et land sammen i politisk urolige perioder. Den dybe pointe giver hele historien et langt større perspektiv. Og det er synd for filmen, synes jeg, at man ikke har valgt at overføre bare lidt af det alvorlige til lærredet

Brugere

13/04-03Et underskøn drama fra hverdag
Anonym
En varm og menneskelig film

03/04-03Suveræn Italiener
Anonym
Bedste film jeg har set!


Fakta

Medvirkende
Pablo Neruda Philippe Noiret
Mario Ruoppolo Massimo Troisi
Beatrice Russo Maria Grazia Cucinotta
Telegrafist Renato Scarpa
Donna Rosa Linda Moretti
Di Cosimo Mariano Rigillo
Matilde Anna Bonaiuto
Sergio Solli
Carlo Di Maio
Nando Neri
Bag kameraet
Instruktion Michael Radford
Produktion Mario Cecchi Gori, Vittorio Cecchi Gori, Gaetano Daniele
Manuskript Michael Radford, Anna Pavignano, Furio Scarpelli, Giacomo Scarpelli, Massimo Troisi
Fotografi Franco Di Giacomo, Luis Enríquez Bacalov
Klip Roberto Perpignani
Scenografi Lorenzo Baraldi
Genrer og relationer
Genre Drama
Undergenre Romance
Nøgleord Forfatter, Venskab
Premieredatoer
Biograf 12.01.1996
Øvrige oplysninger
Land Italien
Produktionsår 1994
Spilletid 105 min.
Censur Tilladt for alle Tilladt for alle
Solgte billetter 133.773
Selskab Miramax Films, Cecchi Gori Group Tiger Cinematografica, Penta Films, Blue Dahlia Productions, Esterno Mediterraneo Film
Biodistributør Buena Vista
Priser Robert 1997, Årets udenlandske film (ikke-amerikanske)

Se også...