Ponette

4-årige Ponettes mor dør under tragiske omstændigheder, og lille Ponette aner ikke hvad hun skal gøre af sin sorg. Når hun spørger faderen om døden, bliver hun affejet, og til sidst tager Ponette ud på en lang rejse for selv at finde moderen, og få svar på alle sine spørgsmål om døden. © Scope

Produktionsår 1996
Genre Drama
Instruktør Jacques Doillon
Medvirkende Victoire Thivisol, Delphine Schiltz, Matiaz Bureau Caton, Léopoldine Serre
Spilletid 93 min.
Biopremiere 15.08.1997
Scope-score Din stemme: ElendigDin stemme: JævnDin stemme: MiddelDin stemme: GodDin stemme: FremragendeDin stemme: Mesterværk
Anmeldere
Brugere Din stemme: ElendigDin stemme: JævnDin stemme: MiddelDin stemme: GodDin stemme: FremragendeDin stemme: Mesterværk
Din stemme Din stemme: ElendigDin stemme: JævnDin stemme: MiddelDin stemme: GodDin stemme: FremragendeDin stemme: Mesterværk

Anmeldere

Scope
Svær børnesorg

- fint portræt af en lille piges sorgarbejde i øjenhøjde

Ved Venedig filmfestival i 1996 blev Jacques Doillons film "Ponette" præmieret med hele tre priser. Kritikerprisen, Den Katolske Pris og til den kun 4-årige Victoire Thivisol gik prisen for Bedste Kvindelige Hovedrolle. Hvordan kan man det? Give en 4-årig en skuespilpris? Det kan man når skuespillet er fantastisk.

Jacques Doillon er forholdsvis ukendt herhjemme, men bliver i Frankrig regnet med til de store instruktører, med sin helt særlige evne for personinstruktion. Til filmen "Ponette" har han også selv skrevet replikkerne, men undladt at notere noget om stemninger og motivationer forlyder det.

Tabet
Den lille Ponette mister sin mor i et biluheld. Selv brækker hun armen og forlades af sin far kort efter ulykken. Faderen er vred over at hans elskede kone har forladt ham og datteren. "Tåbelig" siger han da den lille Ponette tager moderen i forsvar. "Hun kunne ikke gøre for det," forklare den lille pige. "Det var ikke med vilje." Alt for modent for dem begge udtaler hun ord, hun endnu ikke kan tage ind for bar sorg.

Forladt af voksne
Faderen sender Ponette i pleje hos hans søster, der har to små børn i Ponettes alder. De tre børn kommer sammen på kostskole, hvor Ponette bliver endnu mere alene med sin sorg.
Hendes måde at tackle sorgen på er ved at vente på, at moren kommer tilbage, at hun kommer og snakker med hende, men religiøse forklaringer fra velmendende voksne forvirrer den lille pige. Er hendes mor i Paradis, er hun sammen med Jesus, kan hun genopstå som Jesus, kan Gud beordrer moderen til at snakke med Ponette? Hvordan fungerer sådan noget dødsvæsen i det hele taget?

Troen
Nogle mennesker har brug for at tro, når de skal tackle svære kriser, og denne tro kan måske være med til at forklare børn lidt om døden. Men når man forlader et barn som Ponette forlades, både af sin far men også følelsesmæssigt af sin tante, og sine skolelærere, så overlades hun til sin egen fantasivirksomhed.

Med alt for mange religiøse udlægninger af død, genopstandelse, Gud og Jesus bliver de hjælpende forklaringer til forvirring i den lille piges hoved. Og man forstår hende godt.
I Guds rum, der hvor man ber til Gud, beder den lille Ponette Gud, om at sige til hendes mor, at hun gerne vil tale med hende. Senere da moderen ikke har været der, hverken i drømmene om natten, eller om dagen på legepladsen, gemmer Ponette sig i sin underkøje mens hun venter. Men der kommer selvsagt ikke nogen. Så om natten da hun grådkvalt betror sig til den jævnaldrende fætter Mathiaz, at hun vil dø, ja så tror man på hende. Det er så hårdt, at mor ikke er der mere, og at Gud ikke gør som man ber ham om.

Mathiaz giver hende en gave - det gør man når man holder af nogen - og det hjælper også lidt. Omsorgen mellem børn kan synes ligegyldig, men her, som den eneste omsorg Ponette faktisk modtager, så læger den.

Billeder i øjenhøjde og i overført betydning
Med billeder nede ved jorden sammen med børnene finder den lille pige langsomt tilbage gennem trøst og velmenende ord især fra fætter Mathiaz. Den helt særlige logik, der kun hersker i barndommen, bliver sat under lup, og med et kærligt blik ser vi gennem det usynlige kamera, hvordan noget så stort som døden gøres til genstand for både ondskabsfulde drillerier og sød leg.

Men filmen kan også ses som et billede på den ensomhed, børn må føle ved tab af én af forældre, mere end som et konkret billede på en sorgfyldt pige overladt til sig selv. Sådan kan man i hvert fald vælge at se "Ponette", hvis man ikke kan holde andet ud.

At moderen faktisk viser sig i Marie Trintignangts skikkelse, virker helt naturligt. Selvfølgelig måtte hun da komme til sidst. Og den fine scene hvor Ponette endelig får forklaret, så hun kan bære det, hvordan det er med døden, sætter skub i den lille pige, så hun nu kan gå ud for at lære at være glad igen.

Fantastisk skuespil, fantastisk instruktion
Når man sætter en lille pige så skarpt under lup som et filmkamera er, så hænder det oftest at skuespillet bliver teatralsk og replikkerne kunstige. Men når man i én indstilling, i et billeder, ser hvordan den lille mutte tøs sætter sig på en bedeskammel, og så går i opløsning i bønden, i gråden, i sorgen, så fatter man ikke hvordan det kan lade sig gøre. Hvordan får man et lille barn til at lære replikker, til at vise sorg så fintfølt og ægte? Det er uforståeligt. Det er prisværdigt!

Glæde ved sorgen
Hvis man orker børns sorg, hvis man magter at se voksne, der ikke kan kapere barnesorg og vil have det til at gå væk for hurtigt, hvis man elsker børneuniverser på godt og ondt, hvis man kan holde klumpen i halsen ud, og tårerne på kinderne imens og bagefter, så er det bare med at komme ind og se "Ponette". Så kan man bagefter gå ud og huske at være glad.

Absolut den fineste og mest vedkommende historie meget længe.

Brugere

08/12-03Rørende smuk!
Anonym
Filmen handler om den 4-årige Ponette der mister sin mor i en bilulykke. Hendes far er ude af stand til at trøste hende - idet han selv er knuget af sorg - så hun må selv forsøge at finde ud af smerten og ind til livet igen. "Ponette" er en film om tab, savn, tro og kærlighed og det er den slags film som bliver i tankerne i lang tid. Moderen som ses i enkelte scener spilles af den franske skuespillerinde Marie Trintignant som døde under tragiske omstændigheder i en al for tidlig alder tidligere på året. Med dette i mente er den ekstra hård at se/gense. Hovedrolleindehaveren Victoire Thivisol blev belønnet med prisen som bedste kvindelige skuespiller på Venedig festivalen i 1996. Aldrig har et barn spillet så hjerteskærende ægte på film! Smukkere kan det ikke gøres...Filmen forefindes vi...


Fakta

Medvirkende
Ponette Victoire Thivisol
Delphine Delphine Schiltz
Matiaz Matiaz Bureau Caton
Ada Léopoldine Serre
Mor Marie Trintignant
Far Xavier Beauvois
Tante Claire Nebout
Aurélie Vérillon
Henri Berthon
Carla Carla Ibled
Bag kameraet
Instruktion Jacques Doillon
Produktion Alain Sarde
Manuskript Jacques Doillon
Fotografi Caroline Champetier
Klip Jacqueline Fano
Scenografi Henri Berthon
Musik Philippe Sarde
Genrer og relationer
Genre Drama
Premieredatoer
Biograf 15.08.1997
Øvrige oplysninger
Land Frankrig
Produktionsår 1996
Spilletid 93 min.
Censur Tilladt for alle Tilladt for alle
Solgte billetter 5.920
Selskab Le Studio Canal+, Bac Films, Les Films Alain Sarde
Biodistributør Gloria

Se også...