Slip hestene løs

Vinduespudseren Bent A. Pedersen med det ukuelige sind bor sammen med sin ven Sigfred, fordi han ikke kan holde sin neurotiske kone og handicappede søn ud. Da en dreng kommer til at smadre sidespejlet på hans nye bil, følger Bent efter for at få hans far til at betale. En køn, men skrøbelig alenemor, som Bent synes ligner Ingrid Bergman, lukker op, og livet på Amager er ikke længere det samme. © Scope

Produktionsår 2000
Genre Drama
Instruktør Erik Clausen
Medvirkende Erik Clausen, Marianne Frost, Ricky Vends, Elith Nykjær
Spilletid 99 min.
Biopremiere 11.08.2000
Scope-score Din stemme: ElendigDin stemme: JævnDin stemme: MiddelDin stemme: GodDin stemme: FremragendeDin stemme: Mesterværk
Anmeldere
Brugere Din stemme: ElendigDin stemme: JævnDin stemme: MiddelDin stemme: GodDin stemme: FremragendeDin stemme: Mesterværk
Din stemme Din stemme: ElendigDin stemme: JævnDin stemme: MiddelDin stemme: GodDin stemme: FremragendeDin stemme: Mesterværk

Marianne Frost

Marianne Frost lavede børneteater og radioteater, før familien Danmark stiftede bekendtskab med hende som glædespige i "Strisser på Samsø" og tjenestepige i Zentropas "Morten Korch"-serie til TV2. Hun filmdebuterede med glans i Erik Clausens ”Slip hestene løs” (2000) og spillede rollen som neurotisk alenemor med en smuk blanding af us...

Anmeldere

Scope
En mand fra det forrige århundrede

Erik Clausens nye romantiske folkekomedie "Slip hestene løs" giver et forelsket portræt af et Københavnerkvarter og af en svunden arbejderkultur - peppet op med en gang store lidenskaber.

Erik Clausen spiller selv hovedrollen i sin nye film "Slip hestene løs" som vinduespudseren Bent A. Pedersen, en tidligere bokser med kvikke bemærkninger og et ukueligt sind. Bent kan ikke holde ud at være derhjemme, hvor konen (Britta Lillesøe) frygtsomt flygter ind i operaens verden sammen med den voksne, mentalt handicappede søn, Thor (Thomas Novotny), der hverken kan blive bokser eller vinduespudser. Af lede ved familien har Bent lejet sig ind hos sin ældre ven og medhjælper Sigfred (Elith 'Nulle' Nykjær).

En dag bliver sidespejlet på Bents nye bil smadret af en dreng på cykel (Ricky Vends), og så har vi balladen. Bent opsøger drengen for at få hans far til at betale regningen, men det viser sig i stedet at være hans skrøbelige, men kønne, enlige mor, Vibeke (Marianne Frost), der kommer til at betale. Sigfred kalder Bent en nærigrøv, og for at rette op på skaden giver han sig til at pudse moderens snavsede vinduer, hvilket ender med en sludder i vindueskarmen. Da sønnens cykel samtidig bliver stjålet, ser Bent sit snit til at hjælpe familien, og efterhånden trækkes flere tråde mellem den sårbare alenemor og den friske vinduespudser. I forelskelsen lys begynder Bent at tage sit liv op til revision, og det går op for ham, at verden på mange måder ikke er, som han troede.

Arbejderen

Bent er en fri natur, der ikke har ladet sig tryne af et strømlinet samfund. Vibeke mener, han er sådan én, der altid klarer sig, og synes, han virker som en fra det forrige århundrede. Det lyder som en rigtig Clausen-rolle, og ja, det er den gode gamle arbejderkultur, der portrætteres her. Bent tilhører den uddøende arbejderrace, som på samme tid er mere naturlig end det stive advokatmiljø og mere beleven end den amagerkanske ungdomskultur. Men selv om Clausen gennem Bent A. Pedersens udviklingshistorie opstiller et positivt modbillede til tidens herskende værdier, viser han også, at Bents værdier er utidssvarende og sammen med arbejderkulturen må gennemgå forandringer.

På den ene side har Bents patriarkalske personlighed været kvælende for omgivelserne, idet alle, der står ham nær, er reduceret til pjok, som først begynder at stråle, da han fjerner sig fra dem. På den anden side lærer Bent, at havregrøden og den jordbundne slagfærdighed ikke altid slår til, for det sidste og vigtigste stykke vej til kvindens (og publikums) hjerte går i filmen gennem finkulturelle opera-arier. Hvor Clausen i sin seneste film, "Tango" (1997) rejste fra system-Danmark til Sydamerika for at finde de store lidenskaber, er det i "Slip hestene løs" Italien, der repræsenterer passionerne. Med opera-arierne åbner filmen for en lidenskab og pathos, der normalt ikke er plads til i den socialrealistiske tradition, og den giver en indrømmelse til den finkultur, som arbejderkulturen altid har stået i modsætning til.

Opbyggelig, men medrivende

"Slip hestene løs" er på mange måder en typisk Clausen-film, der ønsker at trække tæppet væk under borgerskabets forventninger og meninger. Det betyder, at det smukke ikke skal komme for godt i gang, før det plat skal hives ned på jorden, og at skuespillerne nogle gange for direkte udtaler instruktørens budskaber. Men ligesom Bent har Erik Clausen indset, at ikke alt, hvad der kan rives ned, skal rives ned, og med den nyfundne pathos har han skabt en medrivende film. De københavnske steder er ofte en fryd i fotografen Dirk Brüels smukke billeder, og filmens parodiske skildring af bestemte tendenser og typer i det danske samfundsliv lykkes. Man mærker, at typerne er skildret med kærlighed og ikke hængt ud til spot og hån, og i de hyppige skift mellem Bents drømme og hans virkelige liv, er der en dybfølt sympati med de drømme og selvbilleder - sande eller fejlagtige - som giver mening til livet.

Brugere

01/06-05Vidunderlig Clausen-film!
Sang, sjæl og buldrende kærlighed!

Et mesterværk at Erik Clausen.

01/10-04Kanon
Anonym
Den her film er bare fed. Clausen spiller rigtig godt og har indimellem nogle fede linjer, og der bliver ikke lagt fingre imellem.

03/02-03Clausen som vi kender ham . .
Anonym
Alle samfundets luner på både godt & ondt kombineres som sædvanlig på en måde som kun Clausen formår det. Yes! Clausen er tilbage i vanlig stil. Her bliver sq ikke lagt skjul på noget overhovedet. Det kommer lige ud af posen. Er man til Clausen må man ikke snyde sig selv for denne her film. Slip hestene løs! Kanon film!!!

11/09-02Film om de små i samfundet
Anonym
Kærlighedsfilm med typisk Clausen lune og en del velment oprigtighed. Clausen fortæller som så ofte før, en historie om de "små" mennesker i samfundet, og nabolaget som filmen foregår i spiller igen en stor rolle, her er det Amager. Det gøres fint, uden for mange spekulative indfald og med en god portion humor og sans for ægte mennesker. Filmen er intet særligt, men har nu alligevel sine kvaliteter og der spilles godt. Filmen er ikke politisk, men Clausens sympati for arbejderklassen og socialisme fornægter sig ikke.


Fakta

Medvirkende
Bent A. Pedersen Erik Clausen
Vibeke Marianne Frost
Kevin, Vibekes søn Ricky Vends
Sigfred Elith Nykjær
Thor, Bents søn Thomas Novotny
Lise, Bents kone Britta Lillesøe
Arne Bjarne Henriksen
Jonas Mickey Skjoldholm
Lorenzen Ole Birch
Pedel Peter Aude
Bag kameraet
Instruktion Erik Clausen
Produktion Peter Ingeman
Manuskript Erik Clausen
Fotografi Dirk Brüel
Klip Ghita Beckendorff
Scenografi Palle Arestrup
Musik Anders Bækholm Jensen
Genrer og relationer
Genre Drama
Premieredatoer
Biograf 11.08.2000
Dvd 06.02.2001
Øvrige oplysninger
Land Danmark
Produktionsår 2000
Spilletid 99 min.
Censur Tilladt for alle, men frarådes børn under 7 år Tilladt for alle, men frarådes børn under 7 år
Solgte billetter 187.573
Selskab Clausen Film
Biodistributør Sandrew Metronome

Se også...