Katastrofe

1.0
Det her er simpelthen den dårligste film, Steven Seagal nogensinde har været med i. Jeg synes egentlig flere af hans film har været OK underholdning, især 'Under Siege' filmene, men denne ... ak nej. Han var ellers den eneste grund til at jeg kom til at leje den i videobutikken.

Dennis Hopper, Tom Sizemore og Steven Seagal spiller hhv. en gal bombemand (Swan), en afdanket politibetjent (Nettles) og en bombeekspert (Glass). Det kunne jo være en underholdende cocktail, men filmen er så rodet klippet og fortalt, at man allerede efter 5 minutter spørger sidemanden hvad i alverden der foregår. Nettles familie blev engang spunget i luften, så en del af historien handler om hans svære forhold til eksplosiver, det fungerer bare overhovedet ikke, jeg græd i hvert fald ikke. Glass river konstant zen-buddhistiske sentenser af sig, og jeg går ud fra at Steven Seagal, der er buddhist, har været medforfatter til dette. Swann vil blot springe ting i luften. Helt galt går det, da politiet får anholdt hans unge elskerinde Claire. Claires mand er også engang blevet sprunget i luften, hun er opfyldt af had og hævntørst, så hende og Nettles opbygger en slags bånd, eller hvad man nu skal kalde det, det virker lidt improviseret.

Der bliver lagt op til det helt store bombe-opgør, som Steven Seagal desværre forpurrer. Desværre fordi det eneste positive ved filmen, er nogle ret gode eksplosioner, jeg ville godt have set den sidste.

Makværk!
Ticker