Sex Er Farligt!

2.0
Særpræget og dybt utroværdig thriller, som er fantastisk velspillet og oser af atmosfære og gennemført produktion. Men det er også en tung og langtrukken sag, som måske aldrig er kedelig, men hvor man må spørge sig selv om, hvorfor Cruise trues på livet blot fordi han opdager en uskyldig sexklub for rige og hvor han ikke engang aner hvem de implicerede er? En tynd og tilfældig handling, der ødelægger helhedsindtrykket. Onde tunger kunne måske også påpege, at selv om der spilles i verdensklasse og alt er gennemført til mindste detalje, hvorfor skal en instruktør som regnes for en mester, så bruge omkring 19 måneder på produktionen og endnu flere år på planlægningen, når mindre anerkendte instruktører på langt mindre tid kan opnå et lige så tilfredsstillende resultat. Men det vil jeg afholde mig fra, for det er jo ikke det filmens skal bedømmes på, kun på indholdet. Nu er det jo sådan, at man gerne sad med en facitliste nå man skulle se en Kubrick film, for ligesom at forstå alle pointerne. Men for mig at se, bliver de fleste og mest væsentlige pointer slået fast allerede tidligt i den alt for lange film, hvor der blandt andet sættes spørgsmålstegn ved, hvor godt vi egentlig kender de mennesker vi går op ad. Filmen fik en del forhåndsomtale, selvfølgelig mest på grund af Kubricks død, men også om de vovede sexscener filmen skulle indeholde. Særligt vovet er det nu ikke, trods en del nøgen hud og filmen kan mere tolkes som en gammeldags sexforskrækkelse, hvor alt sex uden for ægteskabets trygge vægge er farligt.
Eyes Wide Shut