Så bliver det ikke smukkere
5.0
Ja så har Julio Medem gjort det igen – skabt et mesterværk!
Titlen kan vel oversættes med ’Sex og lys/renhed/ærlighed’
Som altid er Medem’s film ikke blandt de nemmeste. Hele filmen er fortalt med symboler, farver, metaforer og intense billeder.
Som i hans forrige film springes der i tid og sted. Man bliver langsomt virvlet ind i et spind af hemmeligheder. Hemmeligheder som ganske langsomt kommer ud i lyset. Men også hemmeligheder som er æder din sjæl op og som gør skelnen mellem virkelighed og historie næsten umuligt for Lorenzo. Historie fordi Lorenzo er forfatter, men har skriveblokering. Han skriver sine hemmeligheder ud, men dette bringer ham hele tiden længere ud på kanten af virkeligheden, og Lorenzo og Julia længere og længere fra hinanden.
Da alt ser sortest ud må Julia vende tilbage til det sted hvor hemmelighederne begyndte for at finde nogle svar. Efterhånden som tingene falder på plads kommer de atter igen i kontakt med sig selv og deres følelser. Men kan man gå tilbage?
Sex fylder en del i filmen – både bogstaveligt og i karaktererne. Det er klart den film jeg har set hvor det er mest udpenslet. Nogen vil tænke om det nu også er nødvendigt for historien. Måske ikke, men omvendt er der netop forskel på om det er intimitet eller ”bare” sex. Dette synes jeg det lykkedes ham at illustrere rigtig godt. Her er ligger et af de store temaer i filmen imo. Er sex et middel, et mål eller en udtryksform? Kan man styre sit begær?
Det er sjældent man ser en film der fortæller så meget med så få ord. Én af de alvorligste scener, hvor filmen helt skifter spor/karakter bliver fortalt kun ved anigter og stemning. Og i det hele taget bruger han ansigtsudtryk, farver og musik til at fortælle med – ordene er bare et hjælpemiddel.
Der er som altid i spanske film masser af skønne kvinder og denne er ingen undtagelse. Til trods for dette hælder jeg nu til at det primært er en film for kvinder (hvilket vel også kunne høres på de kvindelige kiggeres små ”tilråb). Det bliver spændende at gense Paz Vega (Lucia) til oktober i Almodovar’s nye film, ’Tal til hende’. I øvrigt sammen med to andre.
Dette er klart en film der vinder ved gensyn på gensyn. Dette er for mig altid et kvalitetsstempel og denne film får af mig klart topkarakter.
Titlen kan vel oversættes med ’Sex og lys/renhed/ærlighed’
Som altid er Medem’s film ikke blandt de nemmeste. Hele filmen er fortalt med symboler, farver, metaforer og intense billeder.
Som i hans forrige film springes der i tid og sted. Man bliver langsomt virvlet ind i et spind af hemmeligheder. Hemmeligheder som ganske langsomt kommer ud i lyset. Men også hemmeligheder som er æder din sjæl op og som gør skelnen mellem virkelighed og historie næsten umuligt for Lorenzo. Historie fordi Lorenzo er forfatter, men har skriveblokering. Han skriver sine hemmeligheder ud, men dette bringer ham hele tiden længere ud på kanten af virkeligheden, og Lorenzo og Julia længere og længere fra hinanden.
Da alt ser sortest ud må Julia vende tilbage til det sted hvor hemmelighederne begyndte for at finde nogle svar. Efterhånden som tingene falder på plads kommer de atter igen i kontakt med sig selv og deres følelser. Men kan man gå tilbage?
Sex fylder en del i filmen – både bogstaveligt og i karaktererne. Det er klart den film jeg har set hvor det er mest udpenslet. Nogen vil tænke om det nu også er nødvendigt for historien. Måske ikke, men omvendt er der netop forskel på om det er intimitet eller ”bare” sex. Dette synes jeg det lykkedes ham at illustrere rigtig godt. Her er ligger et af de store temaer i filmen imo. Er sex et middel, et mål eller en udtryksform? Kan man styre sit begær?
Det er sjældent man ser en film der fortæller så meget med så få ord. Én af de alvorligste scener, hvor filmen helt skifter spor/karakter bliver fortalt kun ved anigter og stemning. Og i det hele taget bruger han ansigtsudtryk, farver og musik til at fortælle med – ordene er bare et hjælpemiddel.
Der er som altid i spanske film masser af skønne kvinder og denne er ingen undtagelse. Til trods for dette hælder jeg nu til at det primært er en film for kvinder (hvilket vel også kunne høres på de kvindelige kiggeres små ”tilråb). Det bliver spændende at gense Paz Vega (Lucia) til oktober i Almodovar’s nye film, ’Tal til hende’. I øvrigt sammen med to andre.
Dette er klart en film der vinder ved gensyn på gensyn. Dette er for mig altid et kvalitetsstempel og denne film får af mig klart topkarakter.
11/08-2002
