Dybere og modigere!
4.0
Resume af min analyse: Polle Fiction er en dybere film end de fleste andre nutidige danske film, da den udvikler Polle væk fra lorteverdenen og får ham til at bryde med konventionerne. Og dermed bliver reklamernes platkomiske univers suppleret med en væsentlig personlig udviklingshistorie!
Bang, ja. Og dermed til analysen, som de fleste sikkert vil droppe, da 'det tager for lang tid at læse'. Fred være med dem.
Polles fiktion er, at han lever et liv, hvor hans egen karakter ikke rigtig kommer til udtryk, og hvor han faktisk affinder sig med dette og lader 'vennerne' dominere ham. Han er med andre ord 'ydrestyret'. Det ender derfor med, at han tror, det er lykken at gifte sig med en blondineret sexbombe, der seføli tar ham for pengenes skyld.
Hele dette platte og rådne sig-selv-nærmest-samfund, hvor ikke kun venner og bekendte, men gudhjælpeme også forældrene, forsøger at fastholde Polle i møddingen, krakelerer dog, da det lykkes Polle at være tro mod sine følelser.
Polle træder i karakter og siger nej ved alteret, godt hjulpet af Harske Hubbi, der viser, at der selv bag en plat og klichefyldt dj er et menneske. Ligeledes af Heino, der også indser, at han har nået bunden med sin latterliggørelse af folk.
Det virker hverken påtaget eller plat, men derimod som en nødvendighed, hvis mennesket skal overleve, og vi skal komme videre efter reklamerne.
Helt i den tråd holder reklamehumoren kun i den første halve time - hvor den iøvrigt hverken overrasker eller er særlig morsom.
Men mens man begynder at kede sig, udvikler historien sig. Den absolut lokale bonderøvsvinkel bliver udfordret, og selvom filmen ikke hæver sig til filosofiske højder, så skildrer den dog almindeligt, primitive mennesker, der jo også har et liv!
Og dermed bliver filmen et godt studie i social psykologi, der sagtens kan overføres til mange andre miljøer, hvor ydrestyring, mobning og selvtilstrækkelighed hersker.
Karsten Kørelærer redder humoren i filmen, for egentlig er hverken Polle, Heino eller Jøgge sjove længere. Men det gør ikke noget. Det får os kun til at hade dette univers, som mange af os siden skolealderen har været et produkt af.
Med sindsro vil jeg derfor kalde filmen en udviklingsfilm - inden for litteraturen kunne man have sagt en dannelsesroman - og Polle formår som hovedperson at gøre oprør og komme videre. Det kan vi lære af.
Filmen træder altså væk fra den plathed og elendighed, vi alle troede, vi bare skulle grine af, fordi det altid er sjovere at grine af andre. Og faktisk gør Fauli det bedste en film kan gøre: han gør den umiddelbar og dybsindig på samme tid. Det er mere modigt end nogle af de andre griner-film fra Susanne Bier, Lone Scherfig m.fl., der fortsat foretrækker overfladen frem for dybden. De er måske sjove, men aldrig dybsindige, og dermed når de ikke filmens vigtigste funktion: at få os til at tænke og føle!
Bang, ja. Og dermed til analysen, som de fleste sikkert vil droppe, da 'det tager for lang tid at læse'. Fred være med dem.
Polles fiktion er, at han lever et liv, hvor hans egen karakter ikke rigtig kommer til udtryk, og hvor han faktisk affinder sig med dette og lader 'vennerne' dominere ham. Han er med andre ord 'ydrestyret'. Det ender derfor med, at han tror, det er lykken at gifte sig med en blondineret sexbombe, der seføli tar ham for pengenes skyld.
Hele dette platte og rådne sig-selv-nærmest-samfund, hvor ikke kun venner og bekendte, men gudhjælpeme også forældrene, forsøger at fastholde Polle i møddingen, krakelerer dog, da det lykkes Polle at være tro mod sine følelser.
Polle træder i karakter og siger nej ved alteret, godt hjulpet af Harske Hubbi, der viser, at der selv bag en plat og klichefyldt dj er et menneske. Ligeledes af Heino, der også indser, at han har nået bunden med sin latterliggørelse af folk.
Det virker hverken påtaget eller plat, men derimod som en nødvendighed, hvis mennesket skal overleve, og vi skal komme videre efter reklamerne.
Helt i den tråd holder reklamehumoren kun i den første halve time - hvor den iøvrigt hverken overrasker eller er særlig morsom.
Men mens man begynder at kede sig, udvikler historien sig. Den absolut lokale bonderøvsvinkel bliver udfordret, og selvom filmen ikke hæver sig til filosofiske højder, så skildrer den dog almindeligt, primitive mennesker, der jo også har et liv!
Og dermed bliver filmen et godt studie i social psykologi, der sagtens kan overføres til mange andre miljøer, hvor ydrestyring, mobning og selvtilstrækkelighed hersker.
Karsten Kørelærer redder humoren i filmen, for egentlig er hverken Polle, Heino eller Jøgge sjove længere. Men det gør ikke noget. Det får os kun til at hade dette univers, som mange af os siden skolealderen har været et produkt af.
Med sindsro vil jeg derfor kalde filmen en udviklingsfilm - inden for litteraturen kunne man have sagt en dannelsesroman - og Polle formår som hovedperson at gøre oprør og komme videre. Det kan vi lære af.
Filmen træder altså væk fra den plathed og elendighed, vi alle troede, vi bare skulle grine af, fordi det altid er sjovere at grine af andre. Og faktisk gør Fauli det bedste en film kan gøre: han gør den umiddelbar og dybsindig på samme tid. Det er mere modigt end nogle af de andre griner-film fra Susanne Bier, Lone Scherfig m.fl., der fortsat foretrækker overfladen frem for dybden. De er måske sjove, men aldrig dybsindige, og dermed når de ikke filmens vigtigste funktion: at få os til at tænke og føle!
16/08-2002
