Glimrende idé

4.0
I udgangspunktet er denne film ét af de bedste bud på en troværdig fremtidsvision: Planeten Jorden er næsten dækket totalt af vand.
Filmens første halvdel holder i øvrigt glimrende "vand", og det er ikke uden grund, at filmens univers med de forkvaklede og groteske menneskelige eksistenser er blevet sammelignet med Mad Max-filmenes. Bortset fra nogle forklaringsproblemer undervejs (hvorfra stammer eksempelvis tobak på en planet dækket af vand? Og hvorfor kopierer røverne ikke bare det eftertragtede kort?) fungerer filmen måske endda udmærket helt frem til den sidste halve time, hvor alle problemer pludselig skal løses. Den beklageligt pladderromantiske slutning ender dog ikke ubetinget lykkeligt, men måske lægger den bare op til en "Waterworld 2"?

Den kvindelige voksenhovedrolleindehavers (Jeanne Tripplehorn) figur er i virkeligheden et ret overflødigt element i filmen, fordi ét af dens undertemaer i virkeligheden er præ-pubertær kærlighed fra den 9-årige Enola til Kostners "Mariner"-skikkelse (... som dog ikke gengælder den!)

Kostners figur er meget afdæmpet, og i hele den første halvdel af filmen er han faktisk meget gnaven og arrogant. Dennis Hopper kører på frihjul og er rimelig underholdende som den ekstremt storskrydende og dumsmarte bandeleder og selvbestaltede "konge" på et rustent tankskib. Endelig spiller den 9-årige barnestjerne Tina Majorino helt usædvanligt overbevisende (voksent) i rollen som pigen Enola. Faktisk så meget, så hun sammen med Hopper er med til at løfte filmens underholdningsværdi betydeligt.

Med en anden (lidt mere dyster) slutning havde denne film været fremragende.
Waterworld