En rædselsfuld film

5.0
Lilja 4-ever er en rædselsfuld film. Rædselsfuld, fordi den fuldstændig nøgent og brutalt skildrer virkeligheden for tusinder af unge østeuropæiske piger, der hvert år lokkes af skuppelløse bagmænd til Vesten, hvor deres drømme om et tåleligt liv knuses i prostitution og vold.
Lukas Moodyson banker sit budskab ind i biografpublikummet med en forhammer i løbet af denne film. Der er intet formildende ved teenagepigen Liljas skæbne. Alle små håb, der glimtvis opstår, pilles øjeblikkeligt ned, hårdt og brutalt, men sådan er virkeligheden desværre.
Det er en kamp at stå de knap to timers elendighed ud. Man går ud af mørket rystet og frastødt. For undertegnede har end ikke den mest modbydelige gyserfilm plantet den samme rædsel i sindet.
Lilja 4-ever