Modige Wallace.

Braveheart tænder det indre eventyr, som har været gemt siden drengeårene. Mel Gibson, har skabt et mesterværk, fuldt på højde med Clint Eastwoods billede af det gamle vesten.
Han maler et utroligt skaprt billede af Skotland og dets folk, tilbage i 1200 år tallet. Han skaber et indre uro i mig, som giver lyst til at springe op af sofaen og gå i kamp sammen med William Wallace, imod den uretfærdige undertrykkelse af et stolt land.
Mel Gibson ligger ud med at skabe grobund for hadet til det engelske styrer. Han finder, sammen med sin far og storebror, frem til en lade, hvor den engelske hær, på opfordring af King Edward, har henrettet forskellige klanledere, som var kommet til et fredsmøde.
Men ikke nok med det, dør hans far og bror, i den ulige kamp imod de kamptrænede professionelle engelske soldater.
Hans onkel tager den forældreløse William til sig. Han lærer ham mange nyttige ting, som William til rigelighed får brug for senere i livet.
William vender tilbage til sin egn, som en voksen mand. Her ser han, at tiden ikke har forandret meget for klanens folk. De er stadig undertrykte, af den magtbegærlige King Edward, som ingen midler skyer, for at opretholde belejringen af det skotske folk.
William ønsker ikke at gøre de samme fejl, som kostede hans familie livet. Han ønsker at leve i fred, og starte en familie.
Han møder også kvinden(Murron), som er svaret på hans drømme. De holder stævnemøder i det skjulte, og gifter sig i hemmelighed, da det er en King Edward opfunden skik, at "the nobleman" skal velsigne ægteskabet, ved at tilbringe den første nat med bruden.
William`s elskede Murron, bliver offer for et voldtægtsforsøg, af engelske soldater. Det sker i en lille landsby, som er under belejring af en engelske lord og hans folk.
William prøver at redde Murron, men det mislykkes. Hun bliver henrettet af lord`en, som skræk og advarsel, for folk der rejser sig op imod det engelske herredømme. Dette sker midt på torvet.
Wallace vender tilbage til den lille landsby, optændt af had. Han har samlet klanen.
Han går alene igennem den mudrede hovedgade, med en mimik, som giver dig kuldegysninger. Han lyser væk af had og sorg på samme tid.
I det skjulte ligger klanens folk klar.
De indtager den engelske lord og hans fort. Lord`en bliver henrettet på samme bastaltiske måde, som Murron.
Wallace har fået sin hævn. Men folket vil ikke lade ham være. De ser ham som frelseren. Manden der kan lede dem tilbage til deres frihed.
Dette er starten på et sand orgie i fantastiske og realistiske kampscener, som ikke er set mere spektakulære før og siden.
Hele naturbilledet, er indfanget med en stor respekt og beundring. Det tegner et helt fantastisk billede af et frodig og dog kold natur.
Vi følger William gennem utallige store slag, for sit folks frihed, men han møder undervejs nogle rådne kar, i blandt skotlands egne sønner. Det er de store klanledere og godsejere, som har gjort det til en levevej, at arbejde med det engeske styrer, i erkendelse over, at Skotland aldrig vil blive stærke nok, til at slå sig fri.
De bliver bange for, at Wallace måske kan samle folket til sejr. Det vil de forhindre for enhver pris, fordi de er bange for, at Wallace vil komme til magten, og slå ned på dem.
De sælger deres sjæl til King Edward.
Det er utrolig flot at se den indre kamp der foregår i James Cosmo, som spiller klanlederen Campell, som imod sin vilje følger de andre klanledere, og svigter Wallace.
William Wallace, bliver til sidst fanget, i et baghold, som de store klanledere laver sammen med englænderne, men uden Cambells accept.
William ender sine dage, under bødlernes værktøj, men med sin ære i behold. Vi kender alle scenen hvor Willam råber af lungernes kraft, mens han ligger på pinebænken. I Want my freedom, og underskriver dermed sin dødsstraf.
Filmen kan kun anbefales. Den skal ses.
Der er så store skuespiller præstationer, at man kun kan bukke i ærefrygt.
Patrick Marceau, spiller helt vidunderligt, som King Edward. Det grænser sig til det perfekte. Man kan ikke andet end hade figuren, som Patrick så fremragende pensler ud for vores krævende øjne.
James Cosmo som Cambell, spiller med så megen smerte, at man fornemmer den i rummet. Hans mimik er enestående.
Mel Gibson leverer selv en pragtpræstationen, både foran og bagved kamararet. Måden han ligerem maler det skoske højland for os, er til at græde over. Slutningen overspiller han måske, men jeg havde da en klump i halsen, men den var måske for fabelagtig og sukkersød til resten af stilen.
Det var sjovt at se hvor langt filmen egnetlig nåede ud. Under EM i 1996 i forbold, som blev spillede i netop England, så man mange tilskuere malet i ansigtet i blåt og hvidt. Det er farverne i det skoske flag, og samtidig de farver som Mel Gibson brugte som krigsmaling i filmen. Det var malet helt på samme måde. Flere tilskure havde endda paryk og dragt på, som Gibson bar i filmen.

Mine varme anbefalinger.

Har set den både i biograf og dvd.