Dybde i et hvert henseende!

6.0
”The world is changed”. Sådan starter den længe ventede filmatisering af J.J.R. Tolkiens trilogi ”Ringenes herre”, som antages at være læst af over 100 millioner mennesker verden over og er blevet kåret til det 20. århundredes mest populære bog. Derfor har forventningerne til den første del ”Eventyret om ringen” været enorme, især set i lyset af, at Tolkiens fortælling og univers er så storslået, detaljeret og kompliceret, at en filmatisering synes næsten umulig. Ikke desto mindre har instruktøren Peter Jackson, der har brugt hele 7 år af sit liv på at færdiggære denne første del, i allerhøjeste grad formået at ramme plet og fange bøgernes forunderlige stemning.
Historien handler meget kort fortalt om den unge hobbit Frodo, der arver en guldring af sin onkel. Ringen er imidlertid ikke en almindelig ring, men en magisk ring smedet af den onde fyrste Sauron, som vil få umådelige kræfter, hvis han får fat i ringen. Derfor er Frodo nødsaget til at drage ud på en farefuld og spændende rejse sammen med resten af ringens fællesskab bestående af Frodos 3 hobbit-venner Sam, Merry og Pippin, menneskene Aragorn og Boromir, dværgen Gimli, elvermanden Legolas og ikke mindst den vise troldmand Gandalf.
Denne eventyrlige fortælling indledes med prolog, der meget detaljeret fortæller ringens forhistorie, hvilket giver alle dem som ikke før har stiftet bekendtskab med bøgerne en chance for at forstå, hvor magtfuld ringen er og hvorfor ringen må destrueres. Herefter tager historien udgangspunkt i hjemstedet for hobbit-racen kaldet ”Herredet”. Og her fra er der fuld knald på resten af filmen- så meget, at man sjældent sidder roligt i sædet. Dette er både godt og ondt, idet det aldrig bliver det mindste kedeligt, men på samme tiden når man så heller ikke at nyde de fantastiske landskaber, bygninger m.m., og man får ikke chancen for at dvæle lidt ved de smukke og stille øjeblikke, hvilket jeg synes er en skam, for det fortjener filmen virkelig!
Det er desuden klart at filmen har en del mangler i forhold til bogen, som har utallige personer, steder, dialoger og scener. Hvis Peter Jackson skulle gengive alt dette i detaljer ville filmen nok vare omkring 25 timer, så selvfølgelig har han ændret en del i filmen. Persongalleriet er mindre. Nogle personer er ikke med, andre – bl.a. elverprinsessen Arven har overtaget en anden elverprinsesses rolle. Nogle steder er sprunget over for at gøre rejsen kortere. Dialogerne er i de fleste tilfælde forkortet, omformuleret eller slettet. Dog er nogle udsagn og sange taget direkte fra bogen. Heldigvis fungerer historien ved hjælp af disse redigeringer perfekt på film, og styrker derfor, efter min mening, filmen i stedet for at svække den!
Skuespillerne er alle meget troværdige og udfylder deres rolle ufattelig godt! Især Ian McKellen i rollen som Gandalf! Faktisk var han så overbevisende, at det var lige før jeg troede, McKellen ikke var med i filmen! Den troldmand kunne simpelt hen kun være Gandalf!
Visuelt er filmen også utrolig flot, og Peter Jackson har da også gjort en stor indsats på dette område. Jackson har bl.a. brugt 20.000 statister til kampscenerne og ledt og ledt efter de helt rigtigt locations til f.eks. Herredet for at ramme bogens harmoniske beskrivelse af denne landsby. I alt er der optaget over 100 steder rundt om på kloden, hvoraf de fleste er fra New Zealands smukke natur. Set designet er også meget troværdigt. F.eks. er græsset og urtehaverne i Herredet plantet 2 år i forvejen, for at gøre byen mere ægte, og elverlandsbyernes bygninger er smukt dekoreret ned til mindste detalje med elverskrift og komplicerede mønstre. Intet er gjort halvt!
Filmen bruger også en del computerteknik, men det virker ikke som blær, da det bliver brugt med omtanke, for at kunne gengive Tolkiens beskrivelser bedst muligt. F.eks. skabningen Gollum, der er 100 % computeranimeret.
Musikken i Eventyret om ringen, komponeret af Howard Shore og Enya, passer fint sammen med miljøet og understøtter de enkelte scener fint. Musikken svinger konstant fra toner med spænding, uhygge og fart, når fællesskabet bliver jagtet af onde skabninger, eller i scenerne i Midgård med den onde troldmand Saruman, til harmoniske og toner, når alt ånder fred i Herredet. Filmens musik har dermed en stor medvirken til filmens fantastiske stemning, og gør at man lever sig bedre ind i handlingen.
Denne film er absolut alle pengene værd. Den underholder, imponerer både visuelt og lydmæssigt, fortællingen er særdeles spændende og filmens verden er en kultur i sig selv. En film ud over det sædvanlige og en film man sent vil glemme! Det største minus ved filmen er faktisk, at man efter slutningen tørster efter mere!

Heldigvis kan denne tørst snart blive slukket...Ringenes Herre - De to tårne kommer,som de fleste nok ved, d. 18 december...Gad hvad der er den støste begivenhed i december; julen eller denne længede ventede fortsættelse?...
Ringenes Herre - Eventyret om ringen