Blomstring og overvintring

Filmen af Thomas Vinterberg facinerer og skuffer samtidigt. Facinationen ved filmen er, at denne film viser sig at være lavet af en person, der virkelig t har beholdt sin tro på en ædel ide, der er så hårdt tiltrængt i vor tidsalder, nemlig faren for at overvintre i hjertet og gå rundt som levende døde eller, som i filmen at falde direkte om på gaden som død. Hvordan overlever kærligheden i et miljø, hvor de (k)ærlige værdier er sat ud af deres normale spil, hvor uganda-folk mister tyngdekræften og hvor det sner i juli? Det gør de ikke. Kun troen på kærligheden overlever i et kærlighedens år nul. Alt dette er fint og får det dramaturgiske og især det medmenneskelige jul til at køre. Men med det sagt bevæger filmen sig på en noget ujævn vej. For det første har filmen mistet de fantastiske skuespillerpræstationer fra Festen. Vi har ikke samme tro på historien uden temaets indgroethed i skuespillerne. Vinterbergs kultur har ikke harmoneret med de amerikanske skuespillere, og at sige det hele er en drøm går ikke. Historien er simpelt hen ikke rodfæstet i et amerikasnk miljø - hverken i dag eller i fremtiden. Dialogen er for indstuderet og langsom. Handlingen og den visuelle præsentation befinder sig mere i et symbol univers, fremfor et troværdigt univers og med et symbolistisk overtoner. Billederne er meget flotte, men jeg syntes at fokuseringen på den visuelle historie er mindre end de skyhøje forventninger jeg havde. Hvad er det for nogle højder der forsøges nået? Er det poetiske scener eller stærke følelsesladede sentimentale udtryk, kendt fra Trier? Det virker som om der har hersket en ubeslutsomhed eller måske har alt for mange kokke vlæret med til at fordøje måltidet. Jeg syntes at en så stærk og auteurppræget ide og tema bør følges op i samme grad af det visuelle formsprog.
Måske alt dette har været intensionen, måske det er nødvendigt for at få filmen til at fungere inden for en kommerciel mainstreamverden. Det bliver i hvert fald interessant at se hvad alle i andre mener.

-Ford