Filmen redefinerede genren
3.0
En tilsyneladende helt ordinær actionfilm af John McTiernan, hvor helten ufrivilligt forvildes ind i et terror- og gidseldrama i en stor hotelbygning, hvor konen er blandt gidslerne. Det lyder jo som et typisk plot for en klassisk actionfilm. Men forskellen er dybest set Bruce Willis' rolle i filmen.
"Die Hard" introducerer for første gang (måske bortset fra special-genren med James Bond) begrebet "den gennemført underholdende actionhelt", og rollen kunne næppe være udfyldt bedre af andre end netop Willis, der i 1988 netop var blevet berømt for sin gavflabede rolle i den meget 80erske action- og detektivserie "De Heldige Helte". Willis giver handlingen masser af ekstra liv og bliver samtidig hele årsagen til, at dramaet forvandles til ren underholdning uden alvorlige undertoner.
Før "Die Hard" var actionhelte (i hvert fald indenfor den rendyrkede action-genre) meget ofte humorforladte eller (u)menneskelige ekstremer. Muskelmænd som Stallone, Schwarzenegger, van Damme og Lundgren repræsentererede alle den typiske actionhelt fra 80erne (som anmelderne hadede).
Efter "Die Hard"s enorme succes har man kunnet se udviklingen af nye typer af actionhelte i 90erne. De fremmeste repræsentanter for den "moderne actionhelt", udover Willis selv, Nicholas Cage og Mel Gibson. Deres langt bedre skuespiltalent har bidraget til, at actiongenren har fået en langt bredere publikumsappeal: Folk føler sig bedre underholdt af disse mere rapkæftede og drengerøvshumoristiske heltetyper, end de gjorde af Stallones krigstraumatiserede og forbitrede John Rambo eller af Schwarzeneggers muskelsvulmende elitesoldat i "Commando".
MEN Willis' joviale figurs enorme succes repræsenterer også starten på undergangen for handlingens betydning for en actionfilms succes. 90erne har således været fulde af såkaldt "stjernebesatte" actionfilm, hvor handlingen - sammenlignet med 80ernes store actionsucceser - har været nærmest fuldstændig underordnet, fordi helten alligevel (dog med en vis spændingsopbygning undervejs) mere eller mindre leger sig gennem filmen. Det er underholdende, mens man ser det - ikke mindst fordi det visuelle effektmageri også er blevet forbedret ganske betragteligt siden 80ernes mere halvdystre actionforestillinger. Men når filmen er forbi er hovedindtrykket fra filmen erindringen om en masse "fede effekter" og kvikke heltereplikker fra kampens hede, men handlingen er i det store hele glemt.
Jeg skal ikke lægge skjul på, at jeg personligt har mere til overs for film, der prøver at fortælle en historie, end film, der i det store hele er skrevet på en måde, hvor man foranlediges til at tro, at hver enkelt dramatisk scene alene er skabt mhb. på at lægge op til, at helten skal få den helt rigtige "kulisse" til at fyre endnu en rap bemærkning af(!) Det er sjovt første, anden og måske tredje gang, man ser det. Men når det så tydeligt er blevet normsættende for snartsagt enhver amerikasnk action- og underholdningsfilm, bliver ligegyldigheden overfor dét, man ser, efterhånden noget nær total. Det er heller ikke tilfældigt, at netop denne filmgenre efterhånden er begyndt at ligne den tekniske stil fra både reklamefilmen (mange kvikke replikker og superfokuseringer (close ups)) og musikvideoen (hurtig klipning og masser af tempofyldt musik næsten uafbrudt).
Så galt er det dog ikke gået i "Die Hard". Handlingen er relativt let at overskue, omend forbryderne som sædvanligt ikke kan ramme den berømte ladeport, og at pauserne mellem de (derfor) temmelig forudsigelige (men særdeles seværdige) actionscener udfyldes med radiosamtaler med en skikkelig politibetjent udenfor bygningen, hvor Willis og betjenten skiftevis pladrer løs om, hvor meget, de holder af deres koner, og hvad de godt kan lide, osv... Som sagt: En veldrejet, harmløs drengerøvsfilm... Men absolut heller ikke mere end dét!
"Die Hard" introducerer for første gang (måske bortset fra special-genren med James Bond) begrebet "den gennemført underholdende actionhelt", og rollen kunne næppe være udfyldt bedre af andre end netop Willis, der i 1988 netop var blevet berømt for sin gavflabede rolle i den meget 80erske action- og detektivserie "De Heldige Helte". Willis giver handlingen masser af ekstra liv og bliver samtidig hele årsagen til, at dramaet forvandles til ren underholdning uden alvorlige undertoner.
Før "Die Hard" var actionhelte (i hvert fald indenfor den rendyrkede action-genre) meget ofte humorforladte eller (u)menneskelige ekstremer. Muskelmænd som Stallone, Schwarzenegger, van Damme og Lundgren repræsentererede alle den typiske actionhelt fra 80erne (som anmelderne hadede).
Efter "Die Hard"s enorme succes har man kunnet se udviklingen af nye typer af actionhelte i 90erne. De fremmeste repræsentanter for den "moderne actionhelt", udover Willis selv, Nicholas Cage og Mel Gibson. Deres langt bedre skuespiltalent har bidraget til, at actiongenren har fået en langt bredere publikumsappeal: Folk føler sig bedre underholdt af disse mere rapkæftede og drengerøvshumoristiske heltetyper, end de gjorde af Stallones krigstraumatiserede og forbitrede John Rambo eller af Schwarzeneggers muskelsvulmende elitesoldat i "Commando".
MEN Willis' joviale figurs enorme succes repræsenterer også starten på undergangen for handlingens betydning for en actionfilms succes. 90erne har således været fulde af såkaldt "stjernebesatte" actionfilm, hvor handlingen - sammenlignet med 80ernes store actionsucceser - har været nærmest fuldstændig underordnet, fordi helten alligevel (dog med en vis spændingsopbygning undervejs) mere eller mindre leger sig gennem filmen. Det er underholdende, mens man ser det - ikke mindst fordi det visuelle effektmageri også er blevet forbedret ganske betragteligt siden 80ernes mere halvdystre actionforestillinger. Men når filmen er forbi er hovedindtrykket fra filmen erindringen om en masse "fede effekter" og kvikke heltereplikker fra kampens hede, men handlingen er i det store hele glemt.
Jeg skal ikke lægge skjul på, at jeg personligt har mere til overs for film, der prøver at fortælle en historie, end film, der i det store hele er skrevet på en måde, hvor man foranlediges til at tro, at hver enkelt dramatisk scene alene er skabt mhb. på at lægge op til, at helten skal få den helt rigtige "kulisse" til at fyre endnu en rap bemærkning af(!) Det er sjovt første, anden og måske tredje gang, man ser det. Men når det så tydeligt er blevet normsættende for snartsagt enhver amerikasnk action- og underholdningsfilm, bliver ligegyldigheden overfor dét, man ser, efterhånden noget nær total. Det er heller ikke tilfældigt, at netop denne filmgenre efterhånden er begyndt at ligne den tekniske stil fra både reklamefilmen (mange kvikke replikker og superfokuseringer (close ups)) og musikvideoen (hurtig klipning og masser af tempofyldt musik næsten uafbrudt).
Så galt er det dog ikke gået i "Die Hard". Handlingen er relativt let at overskue, omend forbryderne som sædvanligt ikke kan ramme den berømte ladeport, og at pauserne mellem de (derfor) temmelig forudsigelige (men særdeles seværdige) actionscener udfyldes med radiosamtaler med en skikkelig politibetjent udenfor bygningen, hvor Willis og betjenten skiftevis pladrer løs om, hvor meget, de holder af deres koner, og hvad de godt kan lide, osv... Som sagt: En veldrejet, harmløs drengerøvsfilm... Men absolut heller ikke mere end dét!
18/01-2005
