Mesterværket

6.0
Den Hitchcock-fanatiske genreinstruktør, Brian De Palma, har en solid skare af fans bag sig, hver gang han brillerer med et nyt påfund på det hvide lærred, og det er bestemt ikke uden grund. For med hans utallige succeser som Carrie (1976), den stilede videoklassiker Klædt På Til Mord (1980), De uovervindelige (1987), og det evige 90er-actionbrag, Mission: Impossible (1996), har han bevist, at en god film ikke behøver skille sig ud fra mængden, den bør blot have en velfortalt historie og et stabilt skuespillerhold. Og hér er Scarface et rigtig godt eksempel. For der bliver på intet tidspunkt sløset på hverken skudpatronerne eller den tykke mellemamerikanske accent på ”fuckin’”. Det er forrygende at se en så gennemført historie, blandet op med mesterlige skuespillerpræstationer, og en billedside som sjældent er set mere indbydende.

Al Pacino er filmens altdominerende hovedrolle, som den egoistiske og koldblodige gangster, som for at beskytte sine værdifulde dollars, gerne lader se sin bedste ven blive slået ihjel af en formentlig ligeså koldblodig motorsav. En scene som for mit vedkommende, går over i historien som en af de eneste scener som skærer så hårdt på ens nerver. Men udover dette modstykke til Motorsavsmassakren, så har Scarface endegyldigt mange gyldne scener fra det kulørte gangster- og festhærgede Miami, som man aldrig bliver mæt af. I filmens andre roller kan Steven Bauer blandt andet ses, som de fleste gangster-fans nok husker fra den aktualitetsdalende Traffic (2000). Den ustabile og vaklende Michelle Pfeiffer leverer dog denne gang en af hendes bedste roller, som den forkælede og krævende kone, som først får udnyttet Pacinos boss og dernæst Pacino-himself.

Realistisk set, er Scarface formentlig ikke nær så realistisk som fx Godfather (1972), men denne film er mere hårdkogt og brutal, end nogen anden gangsterfilm- som generelt genrefilm. Og det er netop på dette punkt, at filmen tjener sine point. Sjældent har jeg set en film, med så mange brutale sekvenser, og sideløbende historier, så hvis man ønsker at se den brutale og svinagtige side af 80ernes Miami, så er Scarface lige sagen.

Filmen fortæller grundigt hele Tony Montanas historie, fra immigrant til Miamis ukronede gangsterkonge, og derfor er filmens spilletid (tre timer) meget passende, især fordi at historien fortælles så fuldendt og flot, og det er en af de vedblivende styrker ved Brian De Palma. Endda selvom fx Tonys indvielse i byens kvindeliv, nok ikke er filmens mest nødvendige part, så er det godt fortalt og underholdende stof, og dermed glimrende at få med i filmen.

Scarface er en af dens slags film, som ikke kan ses ofte nok. At se filmen en enkel gang, er en skam for sig selv, og ens mening om filmen. For der hersker ingen tvivl om, at jo flere gange denne film ses, desto bedre bliver ens helhedsindtryk. For med en instruktør som De Palma, der gemmer på så mange detaljer til sine film, så er det et must at gennemse mesterværket, en ekstra gang eller to.

Til forskel fra mange andre film fra samme skuffe fra de tidlige 80ere, fungerer denne films dialog i perfekt samspil med de brutale actionsekvenser, som kun i filmens endegyldige slutning, fortjent eller ej, stjæler hele billedet – dog uden at det ødelægger ens indtryk. Det er på sin vis mesterligt håndteret af det mægtige skuespillerhold, såvel som instruktøren, men på den anden lede, en medfølge når man har at gøre med en sådan blanding af brutal action og dystre gangsterfortællinger.

Blandt De Palmas mange værker, har jeg altid præfereret Scarface højest, pga. den usædvanligt underholdende historie og den, som altid, overvældende solide Al Pacino. Den fascinerende gangsterstemning, de brutale skuddueller, og de farverige og stemningsdragende billeder, gør Scarface til en seværdig film til hver en tid, og en øjeblikkelig klassiker inden for sin genre.
Scarface