Husker Du, Så Glemmer Jeg (?)

4.0
I 1922 er den tyske instruktør F. W. Murnau (Malkovich) ved at indspille stumfilmgyseren “Nosferatu: Eine Symphonie Des Grauens”, men det er ikke problemfrit. Særligt filmens sære hovedrolleindehaver Max Schreck (Dafoe), som tilsyneladende lever sig lidt for meget ind i rollen, giver problemer.

Fantasifuldt og opfindsomt drama, som bygger løst på fakta og sande begivenheder og blander det med fiktion, så det bliver utroværdigt på en god måde.

Det handler om hvordan kultklassikeren, der siden gik hen og blev et forbillede for mange film i genren, skulle være blevet til. Det er et pudsigt bud, som man ikke skal tage alt for seriøst, selv om filmen dog er et drama med elementer af sort komedie.

Det er en hyldest til filmen og filmkunsten og hele filmens verden. Det er fængende på en spøjst facon, uden at blive ægte helstøbt og spændende. Skuespillet er ikke desto mindre i verdensklasse, særligt filmens to hovedrolleindehavere skal fremhæves, men især Dafoe som lige så godt kunne være den ægte Schreck i rollen som Grev Orlock.

Murnau ville egentlig have indspillet “Dracula”, men kunne ikke få tilladelse til historien og skabte derfor sin egen version og her får vi en inspirerende “forklaring”, der uregerligt blander fiktion og fakta på hvorfor den blev så god. Filmen er både i farver og S/H.
Shadow of the Vampire