Drøm og virkelighed
4.0
Med dynamisk fortællestil og en sans for veldrejet dialog, placerede Nicolas Winding Refn sig solidt som en af landets mest talentfulde instruktørspire med Pusher (1996), som skildrede en række småforbrydere i en uge. Der var ikke meget støtte at hente dengang fra produktionsselskaberne, men med et forholdsvis lille budget på seks millioner kroner, drønede filmen alligevel ind som publikums favorit. Denne gang er filmens budget et tocifret millionbeløb, skuespillerne er blandt de mest respekterede i USA, og den visuelle side er lysår fra Pusher og Bleeder (1999).
Vi trækkes ind i en rejse gennem en mands nedbrydelse af sin bevidsthed, hvor vi for alvor stifter bekendtskab med Refns forelskelse i Lynch’ mesterlige fortælleteknik, hvor man ofte har svært ved at tyde drøm fra virkelighed, og omvendt. De blodrøde farver og lyset brusende frem fra de ildevarslende lampeskærme på hotellets endeløse gange – det er som trukket ud af Twin Peaks (1992) eller Mulholland Drive (2001), og det går så men også hen og bliver filmens endegyldige problem. Refn stjæler med arme og ben fra Lynch, hvilket enhver filmfreak vil ærgre sig over. For det er til tider næsten pinligt for Refn, når han panisk hiver til sig af før sete virkemidler og især Badalamentis fremragende score fra Lost Highway (1997).
Men inspirationerne stopper ikke her. Den teknik-fascinerede mands forsøg på at opklare et mord er kendt fra Francis Ford Coppolas nok så fremragende The Conversation (1974), Antonionis Blow-Up (1967) og De Palmas Blow-Out (1981), men også titler som The Vanishing og Memento dukker op i erindringen. Men den største inspiration er fra Lynch’ mesterlige psykologiske horrorfilm Lost Highway, som Fear X på mange måder er en stilfærdig hyldest til. Den strenge fokus på filmens visuelle udtryk og brugen af den røde farve som symbolsk markør blev også anvendt af Lynch, og hele slutningen hos Winding Refn kunne uden store problemer have udspillet sig hos Lynch. Og når Refn halvvejs i Fear X lader hovedpersonen skifte, så ligner det Lost Highway til forveksling. Men alligevel er dagens film på mere sikker grund, for når Lynch skiftede hovedperson i Lost Highway så var det uden at tænke på den dramaturgiske logik som på den eller anden måde dukker op i Fear X. Men når det gælder slutningen, så er Refn lige så kompromisløs som Lynch, og det hele bliver præcist så indtagende som jeg havde håbet. Personernes skæbne overlades til os selv.
Referencerne, ”inspirationen” og de ukrediterede lån af virkemidler og filmteknisk opfindsomhed fra Lynch præger Fear X fra start til slut. Refn skaber en tvivl hos publikum om hvad der er virkelighed og hvad der er drøm, som lige for tiden er ganske flittigt anvendt i flere film. At der sås tvivl om drøm og virkelighed skaber grobund for en helt anden slags filmoplevelse end en ”normal” film. Vi skal ikke bare koncentrere os om handlingerne, vi skal også tage beslutning til hvad der er drøm, hvad der passer, og hvad der er virkelighed. Her viser Refn tydeligt talent, og jeg vil kun håbe at han fortsætter i samme univers. Så selvom om at han til tider tyvstjæler fra David Lynch’ enorme repertoire af vanvittige filmiske påfund, så gør Refn sit arbejde flot og stilistisk lækkert. Han har fat i den lange ende, hvilket gør filmen til en øjeblikkelig kultfilm. Drøm eller virkelighed, nyd scenen i huset overfor Harrys eget, hvor han finder en ufremkaldt fotostribe, alt imens han ser sig selv banke på døren.
Jeg kan godt lide skildringen af Harry Caine og resten af filmens karakterer, for det første fordi Refns talent og evner inden for personskildringer er klokkeklar gennem hele filmen, samt i hans to tidligere spillefilm, og især James Remar er sublim i rollen som Peter, og endnu engang banker Refns talenter på banen, i Remars tilfælde: ”han er skurk, men han er nu så charmerende”. Til fans kan det nævnes, at Remar allerede har skrevet kontrakt til hele fem film inden for år 2003. Danske Liv Corfixen som aldrig har fået sit gennembrud, hvilket skyldes middelmådige præstationer i tilnærmelsesvis elendige tv-serier og spillefilm, hvor Kat (2001) og De Udvalgte (2001) skal fremhæves som hendes største brølere. I Fear X har hun filmens mindste rolle som receptionist og bartender, og det er formentlig ikke noget tilfælde at hun netop har fået denne rolle, da hun også optrådte i Refns første spillefilm Pusher som samme rolle.
Producenterne vil formentlig ikke stå i kø for at skrive kontrakt med Refn efter Fear X, men han har lavet en noir-thriller i genrens egen baggård, som har sin helt egen nerve og intensitet. Og især hvis man kan abstrahere fra hans begejstring og forelskelse til Lynch, vil man formentlig nyde filmen en del mere, end hvis man blot sidder tilbage i mørket og gang efter gang irriteres over de endeløse røverier fra Lynch’ selvopfundne univers. Det er ærgerligt, men som helhed og uden at tænke på Lynch i et sekund, så er Fear X mere end en velspillet thriller i bedste Lynch-stil!
Vi trækkes ind i en rejse gennem en mands nedbrydelse af sin bevidsthed, hvor vi for alvor stifter bekendtskab med Refns forelskelse i Lynch’ mesterlige fortælleteknik, hvor man ofte har svært ved at tyde drøm fra virkelighed, og omvendt. De blodrøde farver og lyset brusende frem fra de ildevarslende lampeskærme på hotellets endeløse gange – det er som trukket ud af Twin Peaks (1992) eller Mulholland Drive (2001), og det går så men også hen og bliver filmens endegyldige problem. Refn stjæler med arme og ben fra Lynch, hvilket enhver filmfreak vil ærgre sig over. For det er til tider næsten pinligt for Refn, når han panisk hiver til sig af før sete virkemidler og især Badalamentis fremragende score fra Lost Highway (1997).
Men inspirationerne stopper ikke her. Den teknik-fascinerede mands forsøg på at opklare et mord er kendt fra Francis Ford Coppolas nok så fremragende The Conversation (1974), Antonionis Blow-Up (1967) og De Palmas Blow-Out (1981), men også titler som The Vanishing og Memento dukker op i erindringen. Men den største inspiration er fra Lynch’ mesterlige psykologiske horrorfilm Lost Highway, som Fear X på mange måder er en stilfærdig hyldest til. Den strenge fokus på filmens visuelle udtryk og brugen af den røde farve som symbolsk markør blev også anvendt af Lynch, og hele slutningen hos Winding Refn kunne uden store problemer have udspillet sig hos Lynch. Og når Refn halvvejs i Fear X lader hovedpersonen skifte, så ligner det Lost Highway til forveksling. Men alligevel er dagens film på mere sikker grund, for når Lynch skiftede hovedperson i Lost Highway så var det uden at tænke på den dramaturgiske logik som på den eller anden måde dukker op i Fear X. Men når det gælder slutningen, så er Refn lige så kompromisløs som Lynch, og det hele bliver præcist så indtagende som jeg havde håbet. Personernes skæbne overlades til os selv.
Referencerne, ”inspirationen” og de ukrediterede lån af virkemidler og filmteknisk opfindsomhed fra Lynch præger Fear X fra start til slut. Refn skaber en tvivl hos publikum om hvad der er virkelighed og hvad der er drøm, som lige for tiden er ganske flittigt anvendt i flere film. At der sås tvivl om drøm og virkelighed skaber grobund for en helt anden slags filmoplevelse end en ”normal” film. Vi skal ikke bare koncentrere os om handlingerne, vi skal også tage beslutning til hvad der er drøm, hvad der passer, og hvad der er virkelighed. Her viser Refn tydeligt talent, og jeg vil kun håbe at han fortsætter i samme univers. Så selvom om at han til tider tyvstjæler fra David Lynch’ enorme repertoire af vanvittige filmiske påfund, så gør Refn sit arbejde flot og stilistisk lækkert. Han har fat i den lange ende, hvilket gør filmen til en øjeblikkelig kultfilm. Drøm eller virkelighed, nyd scenen i huset overfor Harrys eget, hvor han finder en ufremkaldt fotostribe, alt imens han ser sig selv banke på døren.
Jeg kan godt lide skildringen af Harry Caine og resten af filmens karakterer, for det første fordi Refns talent og evner inden for personskildringer er klokkeklar gennem hele filmen, samt i hans to tidligere spillefilm, og især James Remar er sublim i rollen som Peter, og endnu engang banker Refns talenter på banen, i Remars tilfælde: ”han er skurk, men han er nu så charmerende”. Til fans kan det nævnes, at Remar allerede har skrevet kontrakt til hele fem film inden for år 2003. Danske Liv Corfixen som aldrig har fået sit gennembrud, hvilket skyldes middelmådige præstationer i tilnærmelsesvis elendige tv-serier og spillefilm, hvor Kat (2001) og De Udvalgte (2001) skal fremhæves som hendes største brølere. I Fear X har hun filmens mindste rolle som receptionist og bartender, og det er formentlig ikke noget tilfælde at hun netop har fået denne rolle, da hun også optrådte i Refns første spillefilm Pusher som samme rolle.
Producenterne vil formentlig ikke stå i kø for at skrive kontrakt med Refn efter Fear X, men han har lavet en noir-thriller i genrens egen baggård, som har sin helt egen nerve og intensitet. Og især hvis man kan abstrahere fra hans begejstring og forelskelse til Lynch, vil man formentlig nyde filmen en del mere, end hvis man blot sidder tilbage i mørket og gang efter gang irriteres over de endeløse røverier fra Lynch’ selvopfundne univers. Det er ærgerligt, men som helhed og uden at tænke på Lynch i et sekund, så er Fear X mere end en velspillet thriller i bedste Lynch-stil!
15/04-2003
